For knap to år siden lagde 21-årige Maymi Asgari den første video med fodboldtricks op på Instagram. Nu har hun med tusindvis af stemmer vundet en konkurrence om at repræsentere Danmark i fodbold freestyle, når der til sommer spilles om EM i fodbold.
Først skal vi lige have på plads, hvad freestyle er: Det er egentlig ”bare” at jonglere og laver forskellige tricks med bolden. Og det er Maymi Asgari en af de bedste til i Danmark – i hvert fald hvis man spørger de mange tusinde, der stemte i UEFA´s konkurrence om, hvem der skal repræsentere Danmark i freestyle under EURO2020 til sommer:
Det skal 21-årige Maymi Asgari fra Gellerup og 19-årige Christopher Bach fra Struer.
Det betyder, at de to skal på banen i Parken i pausen og underholde og vise hvad de kan for øjnene af de formentlig omkring 38.000 tilskuere. Desuden skal de optræde og hygge sig med fodboldfans i fanzonen, som det europæiske fodboldforbund UEFA under EM indretter på Rådhuspladsen.
”Det er ikke helt gået op for mig endnu – men jeg er sikker på, at det bliver nervepirrende, når vi nærmer os juni. Jeg skal træne en masse her i foråret og have lært fire-fem tricks, der bare fungerer hver eneste gang.”
”Christopher er bare rigtig dygtig, men vi skal ikke duellere men samarbejde. Vi skal løfte hinanden op til noget, der bare fungerer og ser rigtig godt ud.”
Stadig en god historie at komme fra Gellerup
Maymi Asgari har allerede fået en fornemmelse af den opmærksomhed, der følger med, da hun sammen med Christopher var i København og optrådte i fanzonen på Rådhuspladsen i forbindelse med Danmarks landskamp mod Gibraltar.
Sejren i konkurrencen betød også, at de to kort før nytår var i TV2-programmet Go´ Morgen Danmark.
”Det meste af indslaget handlede om mig og min baggrund som opvokset i Gellerup. Det var egentlig synd for Christopher, at der ikke var mere fokus på det fodboldmæssige. Men det er nok bare sådan det er. Det er stadigvæk en god historie, at man kommer fra Gellerup”, siger hun.
”Det har jeg det egentlig fint nok med. Jeg vil jo gerne være med til at vise, at der er mange i Gellerup, som er med til at gøre noget godt i samfundet og ikke på nogen måde er en byrde.”
Trænede bag blokken
Hun lagde den første video optaget i Brabrandhallen på Instagram i marts 2018, og siden har hun brugt masser af timer og er blevet gradvist bedre.
”Man kan stadig finde de første videoer på Instagram, for jeg vil gerne vise, at man altid starter et sted, og at man må træne meget for at blive bedre. Det kan let tage seks måneder at lære et trick, men på Instagram ser man jo kun slutresultatet.”
I den første tid trænede hun ofte alene på græsplænen bag ved blokken på Sigridsvej, men det var ofte svært i blæsevejr. Siden er hun blevet frivillig i organisationen GAME og træner nu tit i GAME Streetmekka i Aalborg, når hun har været til forelæsninger på universitetet, hvor hun læser sociologi.
”Der er perioder, hvor man føler, at man slet ikke udvikler sig, og man kun lykkes én ud af 10 gange. Men pludselig kan man mærke, at den er der.”
Men det kan stadig kræve held og tre-fire timers koncentration at få optaget den helt rigtige 20 sekunders video.
Influencer på Instagram
Hun begyndte at spille fodbold i Brabrand IF, allerede da hun var syv år og har spillet i klubben indtil for ganske nylig.
”Jeg har egentlig altid håbet at komme til at spille på et højere niveau, men det har på grund af det sociale været svært at forlade Brabrand. Men jeg kunne se på Instagram, at der var folk med masser af følgere, som jeg godt kunne sammenligne mig med.”
Hun har nu 3000 følgere på Instagram, og håber at hun under EM kan få en del flere. Drømmen er, at hendes evner med bolden vil gøre det muligt at finde flere sponsorer. Allerede nu har Vitamin Well henvendt sig, og de har lavet en aftale om, at Maymi Asgari reklamerer for virksomhedens produkter på Instagram, og sponsoren har også lavet en portrætvideo af hende.
Hun har desuden fået flere tilbud om at komme ud og optræde og holde workshops, og hun håber, at hun senere vil kunne tjene penge på forskellige freestyle-aktiviteter.
Træner for piger i GAME
Sammen med et par veninder fra Gellerup bruger hun en del af sin fritid som frivillig i GAME, der vil skabe sociale forandringer gennem gadeidræt for børn og unge. I Gellerup står de for ugentlige træninger for piger i alderen 8 til 16 år.
”GAME har ikke så meget fokus på at spille kampe og blive god, men handler mere om det sociale og blive bedre til at interagere med andre mennesker. Vi vil hellere fejre, at en pige scorede én gang, end at hun brændte de ni andre gange”, siger hun.
Hun håber, at hendes deltagelse i freestyle under EURO2020 også vil hjælpe med til at gøre GAME mere kendt i lokalområdet og vil betyde flere aktive piger og lokale samarbejdspartnere.
Følg Maymi Asgari via profilen ”asgari_freestyle” på Instagram
Læs mere om freestyle på Danish Football Freestyle Community