Teknik og Miljø er næsten færdig med oplægget til en helhedsplan for Årslev. Vores Brabrand har haft mulighed for at kigge i en foreløbig version af planen. Her får du et overblik over de vigtigste elementer i planen.
”Fremtidens Årslev er et moderne landsby fællesskab, hvor biodiversitet, natur og landskab kommer helt tæt på mennesker, boliger og byliv. Årslev skal bygges til at kunne håndtere de stigende regnmængder og regnvandet skal anvendes i rekreativt i de mange grønne områder. I fremtidens Årslev er der plads til alle og husene er placeret tæt, så der er god plads til at grønne fællesskaber og bylivsskabende aktiviteter kan opstå.”
Sådan indledes det længe ventede oplæg til en helhedsplan for Årslev og områderne omkring landsbyen. Målet er, at der i de kommende år kan skabes plads til 4000 nye beboere og 1000 arbejdspladser i forbindelse med ny byudvikling i to områder:
- Årslev Fælled der er området mellem Silkeborgvej og Skibbyvej
- Årslev Mark der betegner området syd for Skibbyvej – ned mod Årslev Engsø
Især byudvikling syd for Skibbyvej har været stærkt omdiskuteret, og 1700 borgere har skrevet under på, at man ikke ønsker nybyggeri i området.
Men der kommer nye boliger på Årslev Mark. Det fremgår af helhedsplanen, at den afgrænsning, som tidligere teknik-rådmand Bünyamin Simsek fastlagde i foråret 2021, fastholdes. Men byggehøjden er reduceret i forhold til den oprindelige max-højde på tre etager.
”Med helhedsplanen besluttes det, at der syd for Skibbyvej må etableres lavt byggeri med 1-2 etager. Nærmest Årslev Engsø må der bygges i max 1 etage, og mod Skibbyvej max 2 etager,” står der i oplægget.
Hovedpunkterne i helhedsplanen blev torsdag aften præsenteret for borgere, ejere og rådgivere, der havde været en del af den tidligere borgerinddragelsesproces, samt Brabrand Årslev Fællesråd.
På mødet lovede byplanarkitekt Randi Sandholm, at der også kommer et åbent borgermøde om planen, når den sendes ud i offentlig høring. Hun forventer, at høringsfasen og den politiske behandling vil ske i løbet af det kommende efterår og vinter.
Allerede nu giver den foreløbige udgave af helhedsplanen en række interessante svar på, hvordan Årslev kan udvikles sig de kommende år. Her får du en kort gennemgang af de vigtigste emner.
Det gamle Årslev skal styrkes og udvikles
Landsbyen Årslev rummer kvaliteter, som Moesgård Museum tidligere har sammenfattet i en rapport. Helhedsplanen lægger op til, at landsbyens karakter skal styrkes og udvikles ved hjælp af en række greb:
- Silkeborgvej er Årslevs rygrad, men i dag gennemskærer vejen landsbyen. Vejen skal ombygges til landsbygade, og der skal skabes mulighed for, at man kan krydse den flere steder.
- Der foreslås fortætning af landsbyen ved nybyggeri langs Årslevs kanter, især mod syd.
- Hvor det er muligt, foreslås der ligeledes byggeri langs Silkeborgvej, så længe det understøtter Årslevs gennemgående struktur.
- På længere sigt foreslås det i planen, at erhvervsvirksomhederne i Årslevs østlige del kan flytte til nye attraktive grunde på Årslev Fælled og deres nuværende arealer anvendes til boliger eller fællesfunktioner.
- Mod nord lægges der op til afskærmende beplantning ud mod Logistikparken. Desuden er jorden nord for Årslev afsat til nye idrætsanlæg.
Faldende bygningshøjder
Helhedsplanen fastlægger byggehøjder i hele byudviklingsområdet i forhold til terrænfald og synlighed.
”De laveste bebyggelser er placeret mod landsbyen og landskabet, og de højeste bebyggelser er placeret i områdets midte og mod Silkeborgvej,” fastslår helhedsplanen.
Det betyder, at der nærmest Silkeborgvej må bygges i 3-4 etager, mens der lige nord for Skibbyvej må opføres bygninger i 2-3 etager. Derefter aftrappes der som nævnt yderligere til 1 etage længst ned mod Årslev Engsø.
Naturen ved engsøen fastholdes som eng og overdrev
Det åbne landskab mellem Årslev Engsø og den nye bydel skal i vid udstrækning bevares, som det er, og naturkvaliteten skal forbedres, skriver Teknik og Miljø i oplægget.
Eksisterende beplantninger og læhegn skal bevares, men ellers skal området generelt holdes åbent som eng/overdrev. Aarhus Kommune håber på sigt at få jordejerne med på en samlet ”forbedring” af naturen i området, hvoraf en del er traditionelt landbrugsjord.
”Når der etableres ny bebyggelse, vil det være et krav, at der etableres nye forbindelser, som skal give god tilgængelighed til og fra bydelen mod engsøen,” står der i oplægget.
Desuden skal det undersøges, om der kan etableres en ny natursti langs Lyngbygaard Å under E45 og videre vest på for at forbinde Årslev og Harlev.
Ny skole placeres sydvest for det gamle Årslev
Helhedsplanen forholder sig også til en kommende ny skole i Årslev. Engdalskolen kan ikke tage flere børn, og Børn og Unge ønsker at reservere plads til en ny skole i Årslev. Politisk er der dog endnu ikke taget beslutning i sagen.
Der har været diskussion om placeringen af en eventuel skole. Lokalt i Årslev har flere talt for en placering på markerne nord for Årslev. Men Teknik og Miljø vurderer, at det på grund af støj ikke vil være en god placering. I stedet foreslås i helhedsplanen at placere skolen på Årslev Fælled vest for Årslev og syd for Silkeborgvej.
”Her vil en ny skole kunne bygge bro imellem det gamle og det nye Årslev, mellem skole, fælledarealer og med en forbindelse ved Silkeborgvej skal der skabes en god kontakt til et rekreativt område med sport og boldbaner nord for landsbyen.”
Fælleder etableres som ramme for fællesskaber
Helhedsplanen beskriver målet om at skabe ”den moderne landsby”, der er et samfund ”med en stærk identitet, i tæt kontakt med landskabet, og hvor man dyrker stærke fællesskaber”.
Det indtænkes i helhedsplanen blandt andet ved bydelens fælleder: Blå-grønne områder der omkranser de mindre boligkvarterer og skaber fælles udearealer og mødesteder i form af blandt andet naturlegepladser, fælleshaver, shelters, bålpladser og fælleshuse.
Fællesgartneriet på Skibbyvej nævnes i Helhedsplanen som inspiration for nye dyrkningsfællesskaber. Der nævnes dog ikke mulighed for, at der afsættes plads til en flytning af Fællesgartneriet, når der efter al sandsynlighed skal bygges boliger på den nuværende placering på Skibbyvej 15.
Som nævnt er der desuden indtænkt et større areal til eksempelvis fodboldbaner nord for Årslev, hvor der også er mulige byggefelter for en idrætshal. Området er præget af en del støj og lysforurening fra Logistikparken. Sport og Fritid har for flere år siden bedt om at få området reserveret til kommende idrætsfaciliteter.
Støj udelukker boliger ud mod E45
I arbejdet med helhedsplanen har Teknik og Miljø set på muligheder for at reducere støjen fra især motorvejen E45. En støjrapport viser, at der skal etableres betydelig støjafskærmning, for at der kan bygges boliger i den del af Årslev Fælled, der betegnes som etape 2.
Og i området tættest på E45, betegnes som etape 3, anses det i helhedsplanen som udelukket, at der kan bygges boliger. I stedet vil området i helhedsplanen blive afsat til erhverv – ligesom det er tilfældet langs sydsiden af Silkeborgvej.
Aarhus Kommune henviser jordejerne og udviklerne til selv at gå i dialog med Vejdirektoratet om etablering af støjskærme og volde tættest på motorvejen. Desuden opfordres der i helhedsplanen til hurtigst muligt at få etableret skovrejsning i landskabet mellem E45 og helhedsplan-området.
Skibbyvej lukkes og nye veje etableres
Udbygningen omkring Årslev kræver en helt ny vejstruktur. Der skal etableres to nye gennemgående veje gennem Årslev Fælled, der skal forbinde Silkeborgvej med Skibbyvej.
Den vestligste af de to veje vil skulle ramme Silkeborgvej, hvor Rosbjergvej går ind i Logistikparken, og der skal laves et såkaldt firebenet lyskryds.
Planen er at afbryde Skibbyvej nogle hundrede meter sydvest for den nuværende landsby, for at undgå at trafik til og fra byudviklingsområdet føres gennem det snævre vejforløb gennem det gamle Årslev.
Og som nævnt skal Silkeborgvej transformeres fra gennemgående landevej til landsbygade. Den omlægning var planlagt til at skulle foregår her i foråret, men er udskudt på grund af de stærkt stigende råvarepriser.
Helhedsplanen beskriver ud over det nævnte en lang række greb, der samlet set skal være med til at definere den kommende bydel.
Byplanarkitekt Randi Sandholm, som leder arbejdet med helhedsplanen, understreger dog, at der ikke i planen fastlægges endelige beslutninger. Helhedsplanen er strategisk og retningsgivende. Konkrete lokalplaner vil senere fastlægge de endelige rammer for udviklingsarbejdet.
Læs også:
Fra bar mark til bynatur: Vandets veje skal definere Årslev Fælled