Morten Sand kan li´ at give andre mennesker gode oplevelser. I januar og februar sørger han for en velorganiseret skiferie for mange Brabrand-beboere. Og de sidste par år har han arrangeret Brabrand Julefrokost på Gasværket. Den tredje i rækken foregår fredag aften.
Det er i år 50 år siden, Brabrand Byfest blev afholdt, og mange ældre i lokalområdet husker den kæmpefest, der involverede alle i byen, og håber at noget lignende kan gentages. Men Morten Sand foretrækker at starte i det små. Måske kan Brabrand Julefrokost vokse sig større.
”Jeg kommer oprindelig fra Odder, og vi var til byfest dernede, da min søn spurgte mig: Hvorfor har vi egentlig ikke en byfest i Brabrand?” Da opstod ideen om, at vi i Brabrand også kan have en fest for byen,” fortæller Morten Sand.
Han kom til Brabrand i 2006, hvor han sammen med sin daværende kone faldt for huset på Byleddet, hvor han stadig bor. Han er aktiv i Brabrand IF, hvor han træner både de håndbold- og fodboldhold, hans yngste søn på 9 år spiller på.
”Brabrand bliver tit set på som en forstad, men jeg mener, at det egentlig er en provinsby: Vi har skole og institutioner som en selvstændig by. Vi har vores eget liv her.”
Tid til at snakke ordentligt sammen
Det første år kom der 40 til julefrokosten, det næste år 70, og i år er der foreløbig cirka 75 tilmeldte. Der kan dog godt være lidt flere.
Morten Sand har en lille støttegruppe af folk omkring sig, men i realiteten står han selv for det meste. Han spiller endda med i det party-orkester, der efter spisningen spiller op til dans. Mad og rengøring sørger andre dog for.
”Tanken er, at det skal være en fest for byen. Vi hilser på hinanden ved bageren eller SFO´en, men vi får ikke rigtig snakket sammen. Hvis vi nu holder en fest sammen, er der tid til at snakke ordentligt. Og der går kun få minutter, så er det ikke til at få ørenlyd. Snakken går på kryds og tværs, og senere når orkestret går i gang, bliver der danset og sunget med.”
Måske et sommer-arrangement
Sidste år gik overskuddet på cirka 5000 kr. til anlæg af den kommende kunstgræsbane i Brabrand. Men ellers er planen, at et eventuelt overskud deles ud til de frivillige, der blandt andet passer baren.
”Det handler ikke om at tjene penge men om at holde en fest! Alt hvad der bliver tjent går tilbage til sporten og kulturen i byen.”
Han går og pusler med tanken om også at lave et sommer-arrangement, der ligesom julefrokosten vil kunne foregå på Gasværket.
”Hvis jeg får tid og energi plus lidt opbakning, kan det da godt være, at vi kan lave noget”, siger han.
”Jeg står bare i spidsen for det”
I virkeligheden er julefrokosten bare en lille side-aktivitet for Morten Sand. Det, der for alvor tager en stor del af fritiden, er skiturene.
Sammen med sin familie har han altid stået meget på ski, og i mange år arrangerede hans far en tur med familie og venner i uge 4. For 10 år siden spurgte faderen, om Morten ville begynde at overtage opgaven. Og siden har det udviklet sig til at omfatte fire forskellige skiture i løbet af vinteren.
I uge 4 står han for en skiferie for 50-60 personer, hovedsagelig familie, venner og bekendte tilbage i tiden. I uge 7 arrangerer han skiferie for over 100 personer, heraf mange fra Brabrand. Og nu tilbyder han også henholdsvis en herre- og dame-tur i uge 3.
Skirejserne er en ren fritidsbeskæftigelse for Morten Sand, og han tjener ingen penge på det. Han for dog selv turen betalt og glæder sig over at kunne løbe en masse på ski i løbet af vintersæsonen.
”Mange kalder mig skirejsearrangør. Men jeg vil hellere have titlen som gruppeleder. Jeg står bare i spidsen for det. Der er ingen udgifter til markedsføring. Jeg spørger bare folk, om de kan tænke sig at være med.”
God fornemmelse for produktet
Da ungdomsklubben ved Engdalskolen sidste år ringede og bad om hjælp til at arrangere en skitur for de unge, sagde Morten Sand igen ja – og tog selv med på turen for at sørge for, at alt klappede. Og igen uden at få andet ud af det end en ekstra uge med ski under fødderne.
Hvad er det, du kan, der gør arrangementerne vellykkede?
”Jeg tror, jeg har en god fornemmelse for ”produktet”, hvis man kan sige det sådan: At skiområdet er det rigtige, at der er et godt hotel og en god infrastruktur. Det hele skal passe sammen – og prisen skal være rigtig. Det tror jeg, at jeg har flair for.”
Han sørger blandt andet for, at gruppen kan medbringe egen skilærer, og han har desuden planlagt aktiviteter for børn og voksne ugen igennem.
”Folk spørger tit, om de kan hjælpe, men jeg synes faktisk, det er sjovt at stå for det. Jeg kan godt li´ at få tingene til at lykkes og bygge det op, så det bliver fedest for folk.”
Journalist på TV 2 Sport
Han møder dog også ind i mellem kritik og forslag til, hvordan tingene kunne være gjort anderledes.
”Når man vælger at tage ansvaret, må man være forberedt på at tage imod kritik. Mit middel mod det har altid været at forklare folk, hvorfor jeg har gjort som jeg har gjort. Hvis folk ikke synes om pakken, så kan jeg bare foreslå, at de rejser med nogle andre.”
Kunne du finde på at gøre arbejdet som rejsearrangør til en levevej?
”Jeg kunne godt se mig selv stifte et rigtig skirejseselskab, og jeg tror i al beskedenhed, at jeg vil være god til det. Men det er jeg slet ikke klar til. Jeg er så glad for mit rigtige arbejde. Jeg har allerede mit drømmejob.”
Han er i det daglige journalist på TV 2 Sport, hvor han laver nyheder og indslag til kanalens sportsudsendelser. I øjeblikket er han i gang med at udvikle nogle lidt længere formater, der blandt andet vil kunne ses på TV 2 Play. Det kan blandt andet være mini-dokumentarer om håndboldlandsholdsspillere på vej mod VM.
”Hele måden vi ser tv på er under stor forandring, og forandrer måden, vi som journalister arbejder og fortæller historier på. Det er et utrolig spændende og kreativt arbejde, som jeg er meget glad for.”
Det er stadig muligt at tilmelde sig Brabrand Julefrokost på fredag d. 2. november kl. 18 på Gasværket. Læs mere her