14-årige Frederik Rahn Stampe fra Helenelyst er for alvor blevet en del af den danske motocross-elite i sin aldersgruppe. Det blev til DM-sølv og flotte placeringer i flere EM-afdelinger. Han har nu skrevet kontrakt med et af de største danske motocross-teams, Wozniak Mx Racing Team.
Det var med blandede følelser, at Frederik Rahn Stampe fik sin sølvmedalje hængt om halsen efter sidste afdeling af DM-løbene. Det havde været en vild sæson, der havde budt på store oplevelser – men også en række begivenheder, der virkelig krævede både mod, kampgejst og masser af hjerte. Det vender vi lige tilbage til.
Men der er aldrig helt stille på motocross-fronten. Selvom bladene er ved at falde af træerne, og mange baner er mere mudrede, end kørerne bryder sig om, er Frederik i fuld gang med at forberede sig til den kommende sæson.
Han skal i næste sæson dyste i 125 cc-klassen, og det betyder mere kraft og fart på banen – og kræver endnu mere træning, både ude på banerne og i fitness-lokalet. Han har netop skrevet en tre-årig kontrakt med et af de største danske hold, Wozniak Mx Racing Team, som blandt andet vil hjælpe med maskine, tøj og udstyr.
”Det betyder rigtig meget. Jeg vil få en masse hjælp af dem. Vi har jo ikke den samme erfaring, så mange ting bliver nemmere. Og så giver det også noget personligt. Det er kun få kørere, som får den mulighed, så jeg må jo have gjort et eller andet godt,” siger Frederik Rahn Stampe.
Det er seks år siden, at den 8-årige Frederik Rahn Stampe for første gang prøvede kræfter med motocross-sporten. Siden er motocross blevet en helt central del af familien Rahn Stampes liv. Masser af træning i løbet af ugen – og hver eneste weekend på landevejene rundt i det meste af Europa.
”Vi kommer jo overhovedet ikke fra en motorsportsfamilie. Vi har bare kastet os ud i det. Vi har valgt at prøve at blive gode i en af de sværeste sportsgrene, hvis man lægge alt sammen. Men det ser ud til lykkes for os,” siger hans far, Martin Stampe, som hjælper Frederik med alt fra klargøring af motocross-maskinen til at sidde bag rattet af autocamperen til alle løb i ind- og udland.
Den store indsats er nu også blevet bemærket af Danmarks Motor Union, der har udtaget ham til DMU Talent og Elitesatsning, hvor de mest talentfulde danske motocross-kørere bliver inviteret til samlinger ledet af landstræneren.
Født med alvorlig hjertefejl
Når det meste af ugen er fyldt med træning og lange rejser til stævner i ind- og udland, kan 14-årige Frederik ind i mellem næsten glemme, at han er født med en alvorlig hjertefejl. Aortaklappen er forkert udviklet, og desuden har han en forsnævring i hjertet.
Det er ikke livstruende, men lægerne holder øje med ham. Han er på sygehuset til scanning med jævne mellemrum. Og han skal muligvis have en kunstig hjerteklap, når han bliver voksen.
Kampen for at overvinde sig selv
Det seneste år har budt på massevis af rutsjeture for 14-årige Frederik. Fra løb hvor alt flaskede sig, og han kørte fra alle konkurrenterne i DM-løbene – og til nedturene, hvor frustrationerne stod i kø.
Sæsonstarten i Holland til Dutch Masters var slet ikke god. Motocross-maskinen manglede fart, og han kunne ikke følge med, som han havde håbet på. Der skulle skrues på både maskinen og på hans eget mod til at turde køre hurtigere ind i svingene.
”Det handler rigtig meget om mentalitet. Det er rigtig hårdt, når man på den måde arbejder for at overvinde sig selv. Jeg skulle virkelig kæmpe for, at jeg kunne gøre det.”
Men den største nedtur af dem alle kom midt i april.
Kørte på smertestillende og en masse adrenalin
Det lignede ellers en fin dag i Fjerritslev, hvor der blev kørt om sæsonens første EM-points. Men dagen blev forvandlet til en af de rigtig dårlige, da en anden kører ramte ham i ryggen, og de begge røg af maskinerne. Oppe igen forsøgte Frederik at komme frem igen, men endte med et alvorligt styrt, hvor han endte i en grøft med hovedet først, så den ellers helt nye hjelm blev ødelagt.
Det var en alvorlig forskrækkelse for hele familien, hvor der var nervøsitet for hans nakke, hoved og ryg. Men efter et lægetjek fik han at vide, at han havde trykket nogle ribben, men at han kunne køre videre, hvis han kunne klare smerten.
”Trykkede ribben er bare smerte – ikke andet. Så jeg forsøgte at køre igen. Men næste dag var jeg helt færdig.”
Ud over ribbene var nogle tænder slået ud, og hele kroppen var voldsomt øm. Han kunne slet ikke løfte armene.
Normalt vil lægerne anbefale 3-4 ugers hvile – men selvom han torsdagen efter stadig dårligt kunne bevæge sin arme, gik han alligevel og tænkte på søndagens DM-afdeling på Sjælland. Han besluttede sammen med sin far alligevel at give det et forsøg.
Ved hjælp af tape og smertestillende medicin og en masse adrenalin kom han på motocross-maskinen. Han lagde forsigtigt ud og blev nummer 13 i kvalifikationen – og var helt tilfreds med bare at kunne køre. Men i dagens andet heat flaskede alt sig, og han kørte fra alt og alle og sejrede. Samlet blev han nummer to i løbet.
”Det er jo noget af det vildeste i den her sport – at man fra nærmest ikke at kunne løbe om morgenen kan gå til bare at være ét point fra at vinde,” siger far Martin Stampe.
Til den følgende EM-runde i Belgien på en af de sværeste baner i Europa fortsatte opturen, og han blev samlet nummer 14 samlet ud af 75 deltagende kørere.
Frederik Rahn Stampe var igen en af de danske motocross-kørere, man skulle regne med.
Manglede lige det sidste
Vi springer frem til september, hvor Frederik efter en lang sæson med endnu flere op- og nedture i både Danmark og resten af Europa havde samlet flest DM-points af alle inden det sidste løb, der ville afgøre det danske mesterskab.
Han havde kørt EM-løb i det meste af Nordeuropa og i Slovakiet og han havde deltaget i en række ADAC-løb i det meste af Tyskland. Nu skulle DM-titlen køres hjem.
Men sådan blev det ikke. På dagen manglede han lige det sidste. En fjerde- og femteplads rakte dog til en sølvmedalje. Ikke helt som håbet ”men fint nok når man tænker på, hvordan sæsonen var forløbet.”
”Motocross er blevet en vigtig del af mig”
Og nu er han i gang med at finde sig til rette med den nye 125 cc motocross-maskine, som han skal køre på i juniorklassen til og med 17 år.
”Den er sjovere at køre på og passer mig rigtig godt. Men den kræver mere styrke og kondition og styrke, siger Frederik, som er en fast gæst hos EasyFit i Hovedgaden.
Til foråret venter masser af nye udfordringer – nu med endnu flere EM-løb rundt i det meste af Europa. Han har for længst erkendt, at teenage-livet former sig anderledes, end det gør for de fleste af hans kammerater i 8. Klasse på Engdalskolen.
Når de sidder og hygger sammen fredag aften, er han enten på vej ned gennem Tyskland på vej til løb, eller han er gået tidligt i seng for at være klar til et nyt løb et sted i Danmark.
”Det er ærgerligt, men er også helt okay. Motocross er blevet en vigtig del af den person, jeg er, og jeg er godt klar over, at det er helt anderledes, end hvad andre på min alder laver i deres fritid.”
Selvom han også her uden for sæsonen træner 3-4 gange om ugen, har han her off season mulighed for at deltage i en del af teenage-hyggen i Brabrand – før det igen går løs med løb hver weekend.
Læs også: