Hvem ringer man til, når alt er kaos omkring aftensmaden, eller familien er ved at drukne i rod eller mangel på struktur? Folkekirkens Familiestøtte hjælper mange familier i Aarhus med udfordringer i hjemmet – men kunne godt bruge flere, som vil være forældrevenner.
I nogle hjem flyder der med ting over det hele, mens der ligger store bunker vasketøj og venter på at blive lagt sammen. Andre familier har det så rent og ryddeligt, at man knap kan se, at her bor en familie med børn.
I begge slags hjem kan man opleve, at det er svært at få familielivet til at fungere. Børnenes trivsel kan være udfordret, mens de voksne måske føler sig utilstrækkelige.
Måske mangler de en forældreven, som kan være med til at opleve og se familien udefra – og er klar til at hjælpe med alt det, der er svært i en travl hverdag.
Her kommer Folkekirkens Familiestøtte ind i mange familiers liv. Når der er brug for hjælp til at sætte struktur på hverdagen – eller måske bare spille spil og hygge med børnene, mens mor laver mad.
Hos Folkekirkens Familiestøtte kan man få en forældreven, som giver støtte og sparring gennem enten et ”samtaleforløb” som er for forældre med børn i alderen 0-17 år eller et ”Hånd i hånd forløb” som er målrettet familier med børn i alderen 0-6 år.
Tilbuddet ”Hånd i hånd” kan give forældrene et pusterum i en travl hverdag. Der er stor efterspørgsel efter praktisk hjælp i hjemmet, fortæller Tove Hussner og Helene Rygaard May fra Folkekirkens Familiestøtte i Aarhus, der har hjemme i Brabrand Sognegård.
”Mange familier har nogle ting, de gerne ville i bund med, men de har ikke overskuddet. Måske har de et spinkelt netværk eller de bor geografisk langt væk fra familien.”
”Hvad er vigtigst?”
Afsættet for tilbuddet om et ”Hånd i hånd forløb” er, at man ikke kommer i hjemmet for at rydde problemerne af vejen, men at man hjælper hinanden – om det så handler om ensomhed eller rod i stuen.
”Vi er næstekærlighed i praksis. Det kan for eksempel være hjælp til at skabe den rare aftenstund. Måske laver forældrevennen aftensmad – eller hygger med børnene, mens mor eller far laver maden,” siger Helene Rygaard May.
”Nogle har brug for at få styr på hjemmet, hvis der er så rodet, at børnene ikke en gang har plads til at lege. Når man sammen får det hele sat i system, er der lige pludselig mulighed for at skabe gode legemiljøer til børnene. Nogle forældre kan give udtryk for, at deres børn ”ikke kan finde ud af at lege”, men når legetøjet bliver sorteret og værelset indrettet indbydende, går det måske meget bedre,” tilføjer Tove Hussner.
De fortæller om en mor, som fortalte, at familien ikke havde fået varm aftensmad siden skilsmissen fra hendes mand. Der var intet overskud, og maden brændte altid på. Så det blev i stedet rugbrødsmadder til alle.
”Især som eneforælder kan det være en uoverskuelig opgave at skulle lave varm mad. Det kan være hårdt altid at ”være på”. Det giver så god mening, at forældrevennen kan hjælpe med det. At opleve den glæde, det giver, er helt fantastisk,” siger Tove Hussner.
Andre forældre har måske bare brug for et brusebad eller at svinge støvsugeren, mens forældrevennen hygger med børnene.
”I nogle tilfælde handler det først og fremmest om at bekræfte forældrene i, at de gør det rigtig godt. Det kan da godt være, at der kunne være mere ryddeligt i stuen, men man kan se stjernerne i børnenes øjne. Så hvad er vigtigst,” spørger Helene Rygaard May.
Leder efter svarene hos forældrene selv
Hun forklarer, at nogle forløb begynder med praktisk hjælp til at få en bedre struktur i hverdagen – og derefter et samtaleforløb, som forældrene kan benytte som støtte til at ændre nogle ting i familielivet.
Tove Hussner og Helene Rygaard May er begge uddannede pædagoger og har efterhånden stor erfaring i at møde forældrene, hvor de er:
”Vi leder først og fremmest efter svarene hos familierne selv. Et tilbagevendende emne for rigtig mange handler om struktur i hverdagen. Vi støtter dem i den proces, det ofte er at nå frem til det resultat, man ønsker.”
For eksempel kan et meget konkret mål være, at børnene skal være i seng senest kl. 19.30. I andre tilfælde kan der ligge ensomhed, konflikter eller en svær livssituation til grund for kontakten til Folkekirkens Familiestøtte.
”Vi har også familier, som har brug for professionel hjælp til en specifik udfordring. Den kan vi ikke tilbyde, men så kan vi hjælpe familien videre til en af vores mange forskellige samarbejdspartnere, siger de.
Overskuelighed og struktur
I Folkekirkens Familiestøtte ved de godt, at hvis barnet eksempelvis slår og spytter, så kan der sagtens ligge helt andre årsager bag ved. For eksempel kan mere ro og overskuelighed i hjemmet betyde, at barnet falder mere til ro og får et større overskud.
Nogle gange hjælper det at forsøge at skabe overskuelighed og struktur i familielivet, så man i 10 minutter hjælper hinanden med at rydde op, før alle samles om at spille spil og spise fredagsslik. Og børnene vil som regel gerne hjælpe til:
”De vil jo grundlæggende gerne være sammen med os voksne. Derfor vil de fleste børn gerne være med til at vaske trapper eller ordne have, hvis de voksne selv synes, at det er hyggeligt at ordne sammen.”
Får en masse igen
”Gør du det her frivilligt. Får ikke noget for det?”
Sådan lyder spørgsmålet ofte til de frivillige fra Folkekirkens Familiestøtte, når de møder op for at hjælpe familier, der er ved at sande til i hverdags-bøvl.
Jo, vi får en masse igen, lyder et typisk svar fra nogle af de mange, som har meldt sig til at være en støtte i hjemmet, når forældrene føler, de er ved at drukne i dagligdagen. For eksempel glæden ved at blive hjerteligt modtaget og med stor åbenhed inddraget i familielivet:
”Jeg gør jo ikke rigtig noget. Altså jeg er der bare.”
Sådan lyder en typisk kommentar fra de frivillige, som hver eller hver anden uge besøger og hjælper en familie med hverdagens udfordringer, ifølge Tove Hussner fra Folkekirkens Familiestøtte. Men med sin blotte tilstedeværelse, nærvær og omsorg, gør forældrevennen en stor forskel for familien.
Cirka halvdelen af de frivillige i Folkekirkens Familiestøtte er stadig aktive på arbejdsmarkedet, men oplever så stor glæde ved at hjælpe andre familier, at de alligevel sætter en del af den sparsomme fritid af til at være en del af Folkekirkens Familiestøtte.
Håber på flere frivillige
Tove Hussner og Helene Rygaard May lægger ikke skjul på, at de godt kunne bruge flere frivillige. En del familier i Aarhus Vest venter på at kunne få en forældreven i hjemmet.
”Vi synes, vi kan tilbyde et meget aktivt frivillig-fællesskab, hvor der er en stor forskellighed, men hvor mange henter inspiration hos hinanden og henter støtte og viden i arbejdslivet. Man kan blive helt rørt over, hvordan vores frivillig-arrangementer nærmest flyder over med gode intentioner,” siger de.
I løbet af 2023 har Folkekirkens Familiestøtte i Aarhus afsluttet 19 forløb, mens 14 stadig er i gang. Desuden holder man kommunikationskurser for par som en måde at styrke familielivet ved at sætte fokus på parforholdet, og der inviteres også til oplæg i barsels- caféer og højskoler for nye forældre om det gode familieliv.
Folkekirkens Familiestøtte dækker hele Aarhus Kommune. Initiativet finansieres af Vestre Provsti. Du kan læse mere om initiativet her – og følge med via Facebooksiden her.
Læs også: