Beboerne langs især J.P. Larsens Vej og Hejredalsvej har i årevis været generet af massiv hurtigtkørende biltrafik og har efterlyst handling fra Aarhus Kommune. Og i løbet af 2019 kommer der sandsynligvis til at ske noget, fortæller trafikplanlæggerne Morten Skou Nicolaisen og Lars Clausen, Mobilitet i Aarhus Kommune.
Fartmålinger på J.P. Larsens Vej og Hejredalsvej har igen og igen vist, at der køres alt for hurtigt. Senest medførte en fartkontrol på J.P. Larsens Vej i oktober, at hver tiende bilist fik en fartbøde.
Brabrand-Årslev Fællesråd og lokale beboere har i flere år efterspurgt handling fra Aarhus Kommune. Og nu sker der snart noget, lover trafikplanlæggerne Morten Skou Nicolaisen og Lars Clausen, Mobilitet i Aarhus Kommune.
”Vi har et bud på, hvordan der kan etableres hastighedsdæmpning på Hejredalsvej og J.P. Larsens Vej. Vi tager afsæt i et skitseprojekt, vi tidligere har diskuteret med Brabrand-Årslev Fællesråd. Så snart vi har finansieringen på plads, kan vi gå i gang, og det håber vi at have i løbet af 2019”, siger Morten Skou Nicolaisen.
Modellen er i forvejen kendt fra Langdalsvej: Pudebump suppleret med heller midt på vejen skal reducere hastigheden for de gennemkørende biler.
Desuden bliver der lavet en indsnævring af vejen nord for Røgelvej, hvor fodgængere skal kunne krydse Hejredalsvej.
Morten Skou Nicolaisen vurderer, at projektet vil koste cirka halvanden million kroner at gennemføre.
Dyrt at ændre Hejredalsvej
En løsning har været længe undervejs, først og fremmest fordi anlægsmidlerne til mindre projekter i Aarhus Kommune er små. Men også fordi der har været usikkerhed om, hvad den rigtige løsning ville være. Det, der kan være effektivt fartdæmpende for personbiler, kan være en dårlig løsning for bybussernes chauffører og passagerer.
De planlagte pudebump vil dog blive anlagt sådan, at bussernes hjul kan køre på hver side af dem.
”Hvis vi skulle have etableret Hejredalsvej i dag, ville vi nok have gjort det anderledes og have prioriteret cykelstier og en smallere vejprofil. Men hvis man skulle ændre vejen i den retning i dag, ville det blive meget dyrt”, siger Morten Skou Nicolaisen.
Så hvordan hjælper man cyklisterne bedre i dag? Trafikplanlæggerne nævner tanker om at ændre fortovet til en asfalteret fællessti, hvor både cyklende og gående kan færdes. Men fordi bakken er så stejl, vil cyklisterne let komme kørende meget hurtigt ned ad Hejredalsvej og vil kunne skabe usikkerhed for fodgængerne.
”Den generelle hastighed vil med sikkerhed falde”
Trafikplanlæggerne vurderer, at pudebump effektivt vil dæmpe farten på de to veje, da afstanden mellem dem gør det stort set umuligt for bilisterne at nå op i fart.
”De bilister, som før har kørt 70-80 km/t, vil få det svært. Om en enkelt bilist kan blæse igennem i en SUV eller Hummer, tør vi ikke garantere. Men den generelle hastighed vil med sikkerhed falde”, siger Lars Clausen.
Han vurderer, at antallet af gennemkørende biler også kan falde, men tør ikke sige hvor meget. Han understreger, at det ikke er muligt at slippe af med al gennemkørende trafik i Brabrand. Langdalsvej, J.P. Larsens Vej og Hejredalsvej er alle trafikfordelingsveje, der er skabt til at kunne tage ret meget biltrafik.
”Med den nuværende biltrafik er vi nødt til at have nogle hovedfærdselsårer, der er lavet til, at mange biler kan passere”, understreger han.
Ud over de to nævnte veje planlægger Mobilitet også fartdæmpning på Sigridsvej i løbet af 2019. Efter at vejomlægningen i Gellerup er gennemført, bruger mange Sigridsvej som en hurtig smutvej. Men det bør med fartdæmpende foranstaltninger snart være slut, vurderer Lars Clausen.
Stor indsats fra lokale ildsjæle
Formand for Brabrand-Årslev Fællesråd, Holger Lyngklip Strøm, glæder sig over, at der ser ud til at være en løsning på vej.
”Vi ser virkelig frem til de forbedringer. Afgørende har især været en stor indsats fra lokale ildsjæle omkring Hejredalsvej, Janni Vestergaard, Mette Madsen og Thomas Bech Steffensen,” siger Holger Lyngklip Strøm.
Brabrand-Årslev Fællesråd mødes d. 16. januar med repræsentanter for Mobilitet, hvor trafikudfordringerne i Brabrand skal diskuteres nærmere.
Øvrige udfordringer i Brabrand
Ud over Hejredalsvej og J.P. Larsens Vej har Brabrand-Årslev Fællesråd peget på en række andre trafikale problemstillinger:
Langdalsvej:
Fællesrådet peger på, at der fortsat køres for stærkt på vejen, og man ønsker desuden at begrænse trafikmængden på vej. ”Man kan diskutere, hvor effektivt fartdæmpningen på Langdalsvej er, men den har helt sikkert en effekt. Vi vil nu holde øje med, hvor hurtigt, der køres på vejen og overveje behovet for supplerende tiltag”, siger Morten Skou Nicolaisen.
Hovedgaden:
Fællesrådet gør opmærksom på, at mange skolebørn og deres forældre ikke føler sig trygge ved at gå eller cykle ad Hovedgaden til Engdalskolen. Mobilitet svarer, at trafikmængden er forholdsvis lav, men der arbejdes med en plan om at lave såkaldte ”hundeører” ved vejkryds, som det kendes fra Midtbyen.
Det vil skabe bedre krydsningsforhold for fodgængere, reducere hastigheden for svingende bilister og udvide fortovsarealet.
Skibbyvej:
Fællesrådet peger på dårlige forhold for de bløde trafikanter, samtidig med, at der køres hurtigt på vejen. Mobilitet svarer, at der muligvis kan etableres fartdæmpende foranstaltninger, men det vil ikke i første omgang blive prioriteret.
Silkeborgvej:
Det er svært for cyklister at krydse Silkeborgvej fra Stenbækvej til Engbakken, påpeger fællesrådet. Mobilitet vil nu undersøge, om der kan etableres et opholdsareal på Silkeborgvej for svingende cyklister.
”Med de nuværende ressourcer kan vi desværre ikke løse alle udfordringer. Vi er enige med fællesrådet om at prioritere Hejredalsvej og J.P. Larsens Vej nu,” siger Lars Clausen.
Forrige år udpegede daværende rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, Brabrand som et oplagt sted at gennemføre generelle hastighedszoner. Men hvornår sker der noget på den front? Det kan du fredag læse mere om på VoresBrabrand.dk.