Fotograf, journalist, musiker, iværksætter… Der kan sættes mange titler på Jørgen Nielsen, Brabrand Skovvej, som i lokalområdet nok er mest kendt for sine stemningsfulde naturfotos fra området omkring Brabrand Sø. På mandag fylder han 70 år.
Når solnedgangen begynder at male himlen over Aarhus Ådal i rødlige farver, kan du tit finde Jørgen Nielsen med sit kamera på engen, hvor Louisevej munder ud i Brabrandstien.
Et lille uanseligt vindblæst træ lige dér på engen ud mod Brabrand Sø er ofte en del af Jørgen Nielsens motiver – fotograferet på alle tider af året.
Forleden kunne Jørgen Nielsen også skrive ”iværksætter” og ”selvstændig erhvervsdrivende” på sit visitkort: Da kunne han præsentere sin nye hjemmeside og webshop på Horisontfotos.dk, hvor han sælger sine naturfotos fra bl.a. Aarhus Ådal i form af plakater og kalendre.
”Jeg har jo faktisk fået folkepension de sidste fem år, men når man aldrig har haft det fede job med fuld pension, er man stadig nødt til at tjene lidt ekstra penge,” fortæller Jørgen Nielsen.
Han håber, at lanceringen af webshoppen kan give lidt ekstra indtægter – og at det samtidig giver flere lokale borgere, organisationer og virksomheder lyst til at pryde væggene med motiver fra lokalområdets smukke natur.
Kærligheden til nærområdet
Stationære betragtninger kalder han det. At tage billeder af det samme motiv men på forskellige tidspunkter af døgnet og under skiftende årstider.
Det begyndte som lidt af en tilfældighed. Han havde været ude at spille og var på vej hjem en tidlig sommermorgen, da han stoppede på Byleddet ved å-løbet ind til Brabrand Sø og blev fuldstændig betaget af sceneriet med morgendis ud over søen.
Siden har han taget en masse billeder det samme sted men med vidt forskelligt lys og farver på både himmel og omgivelser.
I det hele taget holder han af at gå en tur i de nære omgivelser, men han har også haft fotoopgaver i Nepal, på Filippinerne og andre fjerne steder. Det er opgaver, han har udført med stor fornøjelse – men han har en særlig kærlighed til nærområdet.
”Alle fotografer drømmer jo om sådan nogle opgaver. Men man behøver ikke at tage mere end fem minutter væk. Det er fantastisk at kunne fordybe sig i sit lokalområde og skildre den samme udsigt med døgnets og årstidernes skiften – og se hvad der kommer ud af det,” siger han og tilføjer:
”Vi er jo umådelig heldige med at bo så tæt på ådalen, hvor man kan opleve vandet, der stiger og falder, og planter og fugleliv fra alle mulige vinkler.”
Masser af koncerter
”Jeg ville egentlig have været kunstmaler, men jeg kunne ikke finde noget at male.”
Jørgen Nielsen smiler skævt, mens han siger det. Han har det kreative i kroppen, men det er i løbet af tilværelsen kommet ud på mange andre måder end ved at male.
Da han i sin tid flyttede til Aarhus, havde han en bas med i bagagen, og der gik ikke lang tid, før han havde fundet nogle at spille med. Gennem årene har han i forskellige sammenhænge spillet masser af koncerter og lavet adskillige plader inden for jazz, blues og rock – blandt andet med Frimer Band, HP Lange, River Jazz & Blues Band og i masser af år sammen med Bourbon Street Jazzband.
Han spiller fortsat 60-70 koncerter om året, men for som så mange andre har der også for Jørgen Nielsen været stille siden november 2020. Han er dog sammen med sine nye musikalske kammerater i Loveless Blue Jazz Quintet gået i gang med at øve til en forhåbentlig snarlig genåbning af landets scener.
Desuden har han stadig nær kontakt til musikmiljøet via bestyrelsesposter i Aarhus Jazzfestival og Århus Jazzklub. Om kort tid debuterer han også som radiovært på Radio 4, hvor han sammen med Jens Folmer Jepsen skal stå for et program om rock i Aarhus.
Med interessen for musik har Jørgen Nielsen gennem årene også udviklet en stor passion for at fotografere til koncerter. Han er inspireret af kendte fotografer som Gorm Valentin og Jan Persson og har på sin nye webshop også adskillige koncertfotos til salg.
Skrev rockens historie i Aarhus
Han har med en ballast som cand. mag. i dansk og kurser på Journalisthøjskolen i en årrække skrevet artikler til fagblade gennem firmaet Outsource. Men han indrømmer blankt, at han meget hellere vil skrive om emner, der interesserer ham.
Og det gør musikkens verden: I 2008 udkom bogen ”Rock i Århus – brudstykker af en musikhistorie”, hvor Jørgen Nielsen er hovedforfatter og redaktør. I følge anmeldelsen i musikmagasinet Gaffa var det ”en grundig og gennemarbejdet sag” med masser af komme efter for musikinteresserede århusianere.
Bogen er udkommet i to oplag, og de er begge udsolgt. Der arbejdes lige nu på endnu et oplag af bogen, måske med tilføjelse af et par kapitler.
Våde fødder
Jørgen Nielsen har gennem hele livet holdt meget af naturen, men opdagede først sent glæden ved at gå på opdagelse med sit kamera.
”Jeg fandt på et tidspunkt ud af, at jeg blev nødt til at anskaffe mig noget ordentligt grej for at tage gode fotos. Og det har virkelig tændt noget i mig. Jeg kan godt ærgre mig lidt over, at jeg ikke noget før begyndte at fotografere noget mere. Men den gang var økonomien en reel begrænsning: Man fyrede man ikke bare lige en rulle film af.”
Han tilføjer, at digitale billeder i virkeligheden passer bedre til hans temperament, end hvis han skulle have haft styr på alle teknikker i mørkekammeret. Med computeren og det digitale kamera har han mulighed for at arbejde mere intuitivt og eksperimentere sig frem til de bedste løsninger.
Et venligt fællesskab
Gennem årene har han arbejdet ihærdigt på at skabe mere interessante naturfotos, der ikke bare blev ”flade” snapshots, men var interessante for beskueren at kigge på.
”Jeg prøver ikke kun at falde for den smukke solnedgang, men at finde nogle flere detaljer, som beskuerens øjne kan gå på opdagelse i – noget der giver noget dybde i billedet. Når man står oppe på Brabrandstien, kan det tit være svært at se. Så man skal ud og ha´ våde fødder,” siger han med et grin – vel vidende at det faktisk har kostet en del våde sokker gennem tiden.
Når sandheden skal frem, så er det af og til også nødvendigt at hjælpe billedet lidt på vej med en smule redigering. Jørgen Nielsen forklarer, at billed-redigeringen først og fremmest har til formål at genskabe den oplevelse, han havde, da han tog billedet.
”Det er ikke altid, at kameraet helt fanger lyset, sådan som det var. Så er man nødt til at hjælpe naturen lidt, for eksempel ved at lysne forgrunden lidt. Grænsen for mig går ved, om det ser kunstigt ud. Så prøver jeg at gå tilbage til udgangspunktet igen.”
Han lægger ofte sine billeder ud i Facebook-fællesskabet ”Livet i Ådalen”, hvor folk reagerer med likes, men også ind i mellem med kommentarer.
”Det er et meget venligt fællesskab, og jeg synes, det er rigtig positivt, at så mange reagerer på det, man laver. Jeg er glad for at kunne bidrage til at vi sammen taler det her fantastiske område op.”
Og han har ikke på nogen måde planer om at sætte tempoet ned – ”hvis fysikken og sanserne ellers kan følge med, og man kan blive ved med at være nysgerrig”.
Fra d. 28. maj kan du se en lang række af Jørgen Nielsens fotos på en udstilling i Aaby Sognegård. Du finder Jørgen Nielsens hjemmeside og webshop, Horisontfotos, her.