Da dommer Sebastian Tornhøj fløjtede 2. divisionskampen mellem Brabrand og Frem af, smed spillere fra begge hold sig i græsset i skuffelse og ærgrelse: 1-1 kunne ingen af holdene rigtig bruge til noget. Men kampen om top 6 er dog stadig fuldstændig åben.
På sidelinjen gik snakken i løbet af mandagens 2. divisionskamp om Brabrands rutinerede kantspiller Mike Kaljo: Har han i denne sæson været ikke bare Brabrands men måske hele 2. divisions største profil?
Når han har bolden på højre kant, har alle både på og uden for banen øjnene stift rettet mod hans venstre fod: Hvad finder han nu på denne gang? I kamp efter kamp har han været en afgørende spiller, som med mål eller opspil til mål har sikret points til Brabrand.
Også denne blæsende maj-eftermiddag skulle der en energisk indsats fra Mike Kaljo til, at Brabrand kunne komme tilbage i kampen, efter at Frem straks i starten af anden halvleg havde bragt sig foran.
Lidt af en gave til Brabrand
Mike Kaljo opsnappede bolden efter klumpspil foran målet og var egentlig på vej ud af straffesparksfeltet, da han blev hægtet af en modspiller: Dommeren var ikke i tvivl og fløjtede straks.
Og hvem andre end Mike Kaljo skulle sparke det straffespark? Sikker scoring og 1-1 på måltavlen.
Det straffespark var i øvrigt lidt af en gave til Brabrand på et tidspunkt, hvor det virkelig kneb med at skabe målchancer, og hvor det ene minut tog det andet, uden at det blev til ret meget mere end den fight, man kender Brabrand for – men som denne eftermiddag bare ikke blev suppleret af den nødvendige kreativitet og finesse.
Jo, Mike Kaljo var på spil endnu en gang midt i anden halvleg: I lyntempo drev han bolden frem i højre side og afleverede skarpt ind foran målet. En medspiller hoppede over bolden, der så lå lige til midtbanespiller Jesper Henriksens venstre fod, der dog ikke fik ram på bolden.
Fredagsfest venter på Brabrand
Efter udligningen gik Brabrand efter sejren, med alt hvad de havde. Men det blev ikke rigtig til mere – og så endte det hele med, at begge holds spillere smed sig i græsset i en blanding af træthed og skuffelse over, at det ikke blev til tre points.
”Vi håbede på, at der ville opstå et eller andet til sidst – men jeg synes faktisk, vi leverer en rigtig god arbejdsindsats. Spillerne virkede klar og fokuserede, så indsatsen var virkelig i orden i dag,” sagde assistenttræner Christoffer Østergaard.
Han mente, at det uafgjorte resultat var helt fair efter en kamp uden de store målchancer – og det var i øvrigt et langt bedre resultat, end hvis Brabrand havde tabt.
”Der er stadig væk mulighed for, at vi kan snuppe den sjetteplads. Der venter jo selvfølgelig en rigtig svær udekamp mod Jammerbugt på fredag. Men med det ene point i dag, er vi stadigvæk med,” sagde han.
Der vil formentlig være feststemning på stadion i Pandrup fredag aften, hvor, Jammerbugt FC med bare et enkelt point kan sikre sig førstepladsen og oprykning til Nordic Bet Ligaen.
Ud over fredagens kamp har Brabrand en hjemmekamp mod FC Sydvest inden sommerferien.