Efter næsten to måneder uden sejr lykkedes det endelig Brabrand IF at vinde i nedrykningsspillet i 2. division, da det lørdag blev 2-1 over Skive IK. Hermed slap Brabrand slap væk fra sidstepladsen for en stund – men mulighederne for at redde en ny sæson i rækken ser fortsat meget vanskelige ud.
Der blev lørdag eftermiddag gjort op med en hel del dårlige statistikker på Domis Park i Brabrand, da hjemmeholdet tog imod Skive IK.
Først og fremmest var det forfærdelig længe siden, holdet sidst havde vundet. Faktisk skal vi helt tilbage til det spirende forår, hvor holdet d. 28. marts hev en 1-0-sejr med hjem fra Thisted.
Dertil var det så vidt vides første gang i foråret, at det lykkedes Brabrand at score et mål på en såkaldt standard-situation. Gennem mange år har det ellers været Brabrands spidskompetence at få noget ud af hjørnespark og indkast omkring modstandernes mål. Men i denne sæson har kvaliteten på den front været helt fraværende.
Og så må man for det tredje konstatere, at når en af Brabrands rutinerede spillere laver en stor brøler, plejer det at koste points. Men også her formåede de blåblusede at gøre op med sædvanlige dårlige vaner og hente de tre points alligevel.
Denne gang var det 35-årige Jesper Brinck, der efter 13 minutter var helt uopmærksom på sin højre back og lod en Skive-spiller løbe bagom sig. Det benyttede modstanderen til at servere en flad aflevering ind foran mål, hvor den unge angriber Martin Huldahl let kunne score for Skive.
Rasmus Juul blev redningsmand
Men heldigvis kunne Brabrand score mål denne lørdag – faktisk hele to styks, der så i sidste ende var nok til at vinde kampen.
Målet til 1-0 kom allerede efter ni minutter, hvor et hjørnespark fra Mathias Laursen endelig – for første gang i foråret – blev omsat til mål. Det var en stor-spillende Rasmus Juul, der kom først på bolden ved forreste stolpe og skaffede 1-0-føringen.
Målet til 2-1 kom få minutter før pausen, da Skive tøvede med at få bolden ekspederet væk fra farezonen. I stedet fik den lov at hoppe en ekstra gang i kanten af feltet, og det benyttede kantspiller Marcus Bay sig af til at hamre bolden i nettet med en fuldstændig rent ramt halvflugter.
Hermed kunne Brabrand gå til pause med en 2-1-føring, på trods af at Skive især i kampens indledning havde været meget nærgående.
I anden halvleg formåede Brabrand det meste af tiden at holde gæsterne væk fra målet. Den anden vej kneb det dog voldsomt med at skabe målchancer. Alt for ofte blev gode muligheder og fine intentioner til absolut ingenting, fordi kvaliteten i det opbyggende spil – som så ofte før – var betydeligt under 2. divisions-standard.
Alligevel blev det til sporadiske muligheder i begge ender af banen. Efter en time kunne Brabrand takke midtbane-ankeret Rasmus Juul for, at Skive ikke fik udlignet. Hjemmeholdets forsvar var fuldstændig splittet ad, og Skive bare skulle ekspedere bolden i nettet, havde Rasmus Juul endnu en gang været forudseende og kunne redde på målstregen.
Det var bare én af mange gange, hvor Rasmus Juul var sit hold en god mand, og han blev senere af dagens publikum klart valgt som kampens spiller.
”Jeg er stolt af spillerne!”
I den anden ende af banen havde Brabrand en enkelt kæmpe-mulighed, da Simon Vesterbæk var helt fri på et hovedstød. Men forsøget blev flot reddet af Skives målmand.
I de sidste minutter var der stor stress – grænsende til panik – på Brabrandholdet, der flere gange valgte at hamre bolden ud af banen, når de endelig fik fat i den – og Skive pressede på til det sidste. Men 2-1-sejren blev hevet hjem til stor glæde og lettelse for Brabrand-træner Tom Søjberg.
”Vi sled enormt hårdt for det i dag, og der var nerver på helt frem til sidste fløjt. Men generelt synes jeg, vi havde godt styr på mange ting i dag, så vi undgik, at Skive ikke blev rigtigt farlige. Spillerne hjalp hinanden godt og spillede fornuftigt hele vejen,” sagde Brabrand-træneren.
Han kunne samtidig konstatere, at FA2000, som Brabrand nu har øjnene stift rettet mod, ligeledes vandt lørdag, hvor det blev 2-1 over Fremad Amager. Det betyder, at Brabrand fortsat har fem points op til den anden side af nedrykningsstregen.
”Vi må jo ud og jagte videre,” konkluderede Tom Søjberg.
”Vi fik vist, at vi kan gå ud og vinde. Og vi fik vist, at hvis vi gør tingene ordentligt, så er der altså muligheder for os. For en træner er det bare fedt at se, at når vi er på den, som vi er nu, holder spillerne sammen og arbejder med de rigtige ting. Jeg er stolt af spillerne!”
Næste lørdag går turen til Gentofte, hvor Brabrand kl. 14.00 møder HIK.
2. division kvinder: Brabrand-JAI 3-2
I kvindernes 2. division var der lokalopgør mellem de to århusianske hold, der altid har jævnbyrdige og velspillede opgør. Dagens kamp var samtidig et opgør mellem rækkens nummer et og to.
Der blev også lagt livligt fra land i opgøret, hvor Brabrand formåede at lægge et tungt tryk på de grønklædte JAI-spillere, der dog forsvarede sig godt. Især på et par skarpe dødbolde var Brabrand tæt på, mens gæsterne truede på hurtige kontra-angreb.
Faktisk lykkedes det JAI at komme foran 1-0 efter 16 minutter, og den stilling holdt sig til pausen.
I 2. halvleg kom et af Brabrands egne talenter, Nana Bjerre, som var med til at vende opgøret til Brabrands fordel.
Midt i halvlegen fin Trine Marie Madsen endelig udlignet til 1-1 for Brabrand på et fint oplæg af Amanda Larsen. Og det så længe ud til, at de to hold skulle spille uafgjort. Men i de sidste seks minutter kom der for alvor gang i tingene.
Her lykkedes det først Sofie Obel at bringe Brabrand foran 2-1, men JAI´s Sofie Ebsen svarede straks igen med sin udligning til 2-2. Og så – i absolut sidste øjeblik dukkede Mathilde Søjberg op og scorede sejrsmålet for Brabrand.
3-2-sejren betød, at Brabrand strøg forbi JAI i toppen af rækken og nu igen indtager førstepladsen.