De har drømt om at åbne deres egen butik, hvor de kan kombinere lysten til at arrangere events med interessen for god vin. I City Vest har Kristian Ekkelund Gram og Brita Vejrup Richter vundet tre måneders gratis husleje, og håber, at de også kan blive i centret, når den gratis periode udløber.
Vin fungerer godt i masser af sammenhænge. For eksempel er yoga og et godt glas vin en fremragende kombi, har folkene bag BARe VIN, Kristian Ekkelund Gram og Brita Vejrup Richter, erfaret.
Deres store interesse er at arrangere events, hvor vin indgår som en naturlig del. Det startede med vinyoga, som især kvinder i 20-40-års alderen har taget godt i mod.
I denne uge afprøver de i deres nye butik i City Vest konceptet ”Drik og Strik”, og ”vin og tapas”, mens andre planer er vinbanko, pigeaftener og fyraftenssmagninger. Romsmagning står også på listen. Det er ikke ideer, de mangler.
”For os handler det om at nytænke måden, vi er sammen på. Det er det sociale i det, vi synes er spændende – at man kan mødes og smage noget vin og snakke om det.”
Det fortæller Brita Vejrup Richter en rolig formiddag i den nye butik i City Vest. Hun og Kristian Ekkelund Gram vandt for nylig tre måneders gratis husleje i butikscentret. Og den første uge er gået godt, fortæller hun:
”Det har været en rigtig positiv oplevelse. Folk kommer ind og snakker eller kommer bare med en bemærkning i indgangen som ”godt gået”, tillykke med det” eller ”godt at se at der kommer liv i centret.”
Drømmen om en fysisk butik
De to har været i gang med BARe VIN i cirka et år. Det hele startede tilbage i tiden på HTX Viby, hvor Kristians kone og Brita Vejrup Richter blev gode venner.
”Vi har gennem årene været meget sammen, og vi begyndte efterhånden at nørde mere og mere med vin. Vi startede en vinblog og begyndte at tilbyde vinyoga, som vi havde ret god succes med.”
”Så fik vi forslag, om man ikke kunne købe den vin, vi havde med til vinyoga, og vi kunne så godt se, at det var lidt dumt, at vi lavede reklame for vinen uden at sælge den.”
Det blev dog Kristian Ekkelund Gram, hun dannede BARe VIN med. De to har altid drømt om at åbne en butik, og havde længe set sig om efter et passende lokale.
I Aarhus Midtby havde de masser af konkurrenter på stort set alle gadehjørner. I City Vest er de alene på markedet, og butikscentret har generelt en fin beliggenhed, mener de.
Satser på europæiske vine
Han har stadig har sit job i en økonomi-funktion i Silkeborg Kommune, mens hun med en marketing-baggrund nu satser 100% på butikken. Sortimentet er hovedsagelig europæiske vine.
”Ellers kan det let blive for sødt. Det er godt, at druerne har fået nogle kolde nætter og fået noget syre i sig. Og så kan vi også godt li tanken om bæredygtighed – at vinen ikke er transporteret for langt.”
Hun tilføjer, at de også prøver at finde god dansk vin, men det er lidt svært at holde prisen nede på et niveau, kunderne vil betale.
Hun finder en flaske vin fra Copenhagen Winery, der er lavet på æbler og andre frugter fra den danske natur.
”Det er noget, der skiller sig ud. Folk kan godt li´ den mentalitet og er klar til at prøve noget nyt og utraditionelt – og det gør ikke noget, at vinen kommer lidt ned i procenterne. Det oplever vi en stigende interesse for.” siger hun.