Da Vores Brabrand i februar besøgte Lisette Gonge og Christian Heine i deres hus ved Brabrand Sø, overvejede de at bygge et nyt hus, der bedre kunne modstå de voksende udfordringer ved søen om vinteren. Nu er byggeriet gået i gang. Til Jyllands-Posten fortæller de om planerne.
Brabrands første klimaflygtninge blev de kaldt i en Facebook-kommentar, da en lokal beboer i løbet af sommeren bragte et foto af deres nedrevne hus.
Men de flygter ingen steder, Lisette Gonge og Christian Heine. Tværtimod.
Glæden ved naturen og husets beliggenhed har vundet over bekymringerne, og de har for nogle måneder siden taget hul på det kæmpe projekt, det er at rive deres knap 100 år gamle bindingsværkshus på kanten af Brabrand Sø ned.
Forude venter stadig byggeriet af et nyt hus, der vil være bedre sikret mod de ekstraordinært langvarige vandstigninger i Brabrand Sø, vi særligt oplevede sidste år.
Da Vores Brabrand besøgte dem i februar, havde de allerede fået Aarhus Kommunes tilladelse til at rive det gamle hus ned og bygge et nyt på grunden. Men de overvejede stadig, om de skulle investere de mange penge i en fremtid ved Brabrand Sø.
Siden er det gået stærkt, og håndværkerne er nu gået i gang med at opføre det nye hus. Da grunden ligger inden for søbeskyttelseslinjen, kan der kun bygges inden for det område, den eksisterende sokkel angiver.
Håber at skabe pres for en løsning
Jyllands-Posten har besøgt Lisette Gonge og Christian Heine undervejs i den langvarige byggeproces. Det er planer, de har arbejdet seriøst med i fire-fem år. Selve byggetilladelsen har det taget et år at få fra Aarhus Kommune.
I de kommende måneder vil et murstenshus i to etager skyde op på grunden. På samme størrelse som det gamle, men med skifer på taget. Og stadig med den samme fabelagtige udsigt ud over Brabrand Sø.
De fortæller til avisen, at fem pumper stadig sørger for at holde grundvandet væk, mens fundamentet er blevet støbt. Da bindingsværkshuset blev revet ned, stod grundvandet omkring en halv meter nede.
Huset bliver hævet cirka en meter – og der kommer klinker på gulvet, og el-stik bliver placeret højt på væggene.
Jyllands-Postens journalist spørger, Christian Heine, om han nu er tryg ved, at det nye hus er sikret mod fremtidens klima:
”Nej, bestemt ikke,” lyder svaret.
”Vi havde meget gerne hævet det yderligere. Vores håb med byggeriet er, at vi kan klare de værste vandstigninger, og at vedholdende og yderligere stigninger, vil påvirke en større gruppe og dermed skabe et større pres for en løsning. Men vi har ingen forventning om, at huset er sikret fremover uden yderligere tiltag fra vores side.”
Odder og havørn
Havørnen der pludselig flyver hen over hovedet på dem. En odder der viser sig i kanten af søen. Det er den slags oplevelser, Lisette Gonge og Christian Heine fortalte om, da Vores Brabrand besøgte dem i februar – og som får dem til at blive i huset på trods af uroen og bekymringerne.
Lisette Gonge er opvokset i huset, der blev flyttet fra et andet sted i Brabrand, før hendes familie overtog stedet. I 1972 byggede hendes far overetagen om, og i 1987 etablerede hendes far den første jordvold rundt om ejendommen.
Gennem årene har jævnlige mindre oversvømmelser været en del af livet tæt på søen. Men aldrig i den skala vi har så sidste vinter, fortalte de Vores Brabrand. Du kan læse denne artikel via linket her.