De er unge, under uddannelse – og ønsker at bruge en del af deres sparsomme fritid på socialt arbejde i lokalområdet. Fredens Omsorg er navnet på foreningen, hvor de samles for at gøre en forskel – blandt andet med plejehjemsbesøg, uddeling af mad til hjemløse og rengøring af gravpladser.
På Aarhus Friplejehjem Helheden i Gellerup kender de fleste af beboerne efterhånden de unge fra Fredens Omsorg. Når de dukker op, er der masser af velkomstknus og venlige ord.
Cirka en gang om måneden kommer de unge på besøg på plejehjemmet. Så bliver der serveret kaffe og kage efterfulgt af en omgang bingo og hyggelig snak hen over bordene undervejs.
”At værne om de ældre er en prioritet for os i Fredens Omsorg, derfor ser vi frem til at fortsætte med vores regelmæssige besøg på plejehjemmet,” skriver foreningen i et opslag på Instagram.
Vores Brabrand har mødt otte af de unge, som i april har været med til at starte foreningen, der nu er aktiv på forskellige fronter lokalt i Brabrand og andre steder i Aarhus.
Ønsker at skabe social forandring
Fælles for dem er, at de er unge, de fleste er under uddannelse, og så ønsker de at være med til at gøre en social indsats, fortæller en af dem, Mohammed, som selv er selvstændig.
”Vi er helt almindelige mennesker, som har lidt ekstra tid i vores hverdag og ønsker at gøre en indsats for at gøre en forskel for andre mennesker,” siger han.
”Selvfølgelig har folk mega travlt som de fleste andre. Men alligevel kan man godt finde nogle timer hist og her, hvor man kan være med til at gøre en forskel for sårbare mennesker, som godt kunne bruge en ekstra hånd.”
Han betegner deres indsats for ulønnet deltidsarbejde. Alle bidrager hvor de kan uden at få andet end tak og venlige ord igen.
Fredens Omsorg blev skabt på et stort fællesmøde i foråret, hvor muligheden for at udføre frivilligt socialt arbejde var på dagsordenen:
”Vi var en masse mennesker, som mødtes for at diskutere, hvordan vi kunne være med til at skabe forskellige former for social forandring. Vi følte, at der manglede en indsats, og vi ville gerne bidrage med noget andet og mere, end det der allerede fandtes,” siger en af de andre aktive i Fredens Omsorg, Masud Turkzeban.
Siden har repræsentanter for Fredens Omsorg etableret kontakter til forskellige lokale aktører, og flere steder er de blevet modtaget med åbne arme.
”Vi bliver altid mødt med et kram”
Det gælder blandt andet friplejehjemmet i Gellerup, hvor det er aftalt, at de unge kommer en gang om måneden og snakker og hygger med beboerne.
”Jeg kunne mærke at det gjorde indtryk på dem, at vi dukkede op. De havde ikke oplevet så stor en frivilliggruppe før, men plejehjemmet var meget interesseret i, at vi kom igen. Og nu bliver vi altid mødt med et kram, når vi kommer,” siger en af de frivillige, Sara, som er i gang med det afsluttende år på socialrådgiver-uddannelsen.
Hun er på mange måder typisk for de frivillige i Fredens Omsorg: De fleste er i gang med at færdiggøre uddannelser til bl.a. pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske og bygningskonstruktør.
”Vi har mange hyggelige, uformelle samtaler med beboerne. For mange af os ligger det inden for vores profession at have med mennesker at gøre. Vi har forskellige kompetencer, som vi kan bidrage med, og jeg føler, at vi supplerer hinanden rigtig godt,” siger hun.
Ca. 70 frivillige
I andre tilfælde har Fredens Omsorg uddelt aftensmad til hjemløse i Sydhavnen. Det var overskudsmad fra Aarhus Kommunes medarbejderkantine i Jægergården.
Desuden har Fredens Omsorg besøgt børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital og uddelt legetøj, malebøger og lidt sødt til børnene.
Desuden har man bidraget til vedligeholdelse af gravpladser på Vestre Kirkegård.
”Med respekt for de afdøde og deres pårørende har vi i fællesskab bidraget til at bevare et smukt og værdigt miljø på kirkegården. Vores indsats handler om mere end blot fysisk arbejde. Det er også et udtryk for vores værdier om medmenneskelighed, respekt og omsorg for alle i samfundet,” skriver Fredens Omsorg på Instagram.
Unge fra mange forskellige kulturer
Masud Turkzeban forklarer, at når familier ikke har råd til at vedligeholde et gravsted eller har overskud til at reagere på kirkegårdens henvendelser, risikerer gravstederne at blive nedlagt. Derfor træder Fredens Omsorg også til på dette område.
Han fortæller, at Fredens Omsorg har en meget stor frivillig-gruppe bestående af ca. 70 personer, som ønsker at bidrage.
”Derfor ser vi os om efter muligheder for at udvide vores aktiviteter. Vi håber, at vi i endnu højere grad kan gøre en forskel og efterlade det sociale fodaftryk, vi ønsker,” siger han, mens Mohammed tilføjer:
”Vi går bestemt ikke ud og prædiker for nogen. Men vi bruger vores religion, og det vi kommer fra, i vores respekt for de ældre og i respekten for de mennesker, som ikke har så meget. Vi kommer fra mange forskellige kulturer – og ser det i høj grad som et spørgsmål om at bruge de værdier og de kompetencer vi hver især bringer med os.”
Fredens Omsorg haft kontakt med blandt andet Folkesundhed Aarhus og Kræftens Bekæmpelse, hvor man begge steder blev positivt modtaget. Der er dog endnu ikke aftalt konkrete aktiviteter.
Du kan følge eller komme i kontakt med Fredens Omsorg via Instagram-profilen her.