Mette Bisgaard og Trine Lund Rasmussen har begge kræftsygdomme tæt inde på livet. Derfor har de engageret sig i landsindsamlingen til Kræftens Bekæmpelse i Brabrand søndag d. 7. april og håber, at flere i lokalområdet vil støtte op og melde sig som indsamlere.
Artiklen er redigeret og opdateret 3. april 2024.
I 2020 fik over 45.000 danskere den triste besked, at de havde kræft. Det svarer til 123 om dagen. Sygdommen rammer mennesker i alle aldre, som ellers føler, at de lever et sundt, normalt hverdagsliv.
Derfor håber Trine Lund Rasmussen og Mette Bisgaard, begge fra Brabrand, at de søndag d. 16. april kan samle mange andre fra bydelen til en fælles indsats til støtte for Kræftens Bekæmpelse.
Det er dagen for den årlige landsindsamling til organisationen, der støtter forskning i kræftbehandling, men også har ressourcer til at støtte kræftramte og deres pårørende.
Trine Lund Rasmussen og Mette Bisgaard står bag indsamlingen i Brabrand og har længe arbejdet på at gøre det til en god dag, hvor lokalområdet i fællesskab kan gøre en indsats for at samle penge ind til kampen mod kræft.
”Vi håber, at vi kan få nogle flere op af sofaen og bidrage til den gode sag,” siger Trine Lund Rasmussen, som mange kender som medejer af Brabrandhus.
”Man kigger døden i øjnene”
De har begge selv sygdommen tæt inde på livet. Mette Bisgaards forældre er begge døde af kræft, og flere andre nære familiemedlemmer har ligeledes være ramt af sygdommen. Derfor har hun i en lang årrække engageret sig i landsindsamlingen og har også været medarrangør af arrangementet Stafet for Livet i Brabrand.
Også Trine Lund Rasmussen har kræftens mørke skygge som en fast følgesvend. Hendes kusine blev for tre år siden indlagt på sygehuset med ondt i maven. Det viste sig at være kræft i æggestokkene, og sygdommen spredte sig lynhurtigt. To måneder efter indlæggelsen var hun død, kun 49 år gammel.
”Det er en kræftform, der er meget svær at screene for. Men det viste sig, at hun havde en genfejl, der mangedobler sandsynligheden for at få brystkræft eller kræft i æggestokkene. Både jeg og flere andre kvinder i den nærmeste familie er siden blevet gentestet – og vi har den samme genfejl,” fortæller Trine Lund Rasmussen.
Hun lever nu selv med bevidstheden om en meget høj risiko for brystkræft. Hun møder op til et tjek på sygehuset en gang om året, men alligevel fylder det i bevidstheden, at sygdommen pludselig kan komme snigende, fortæller hun:
”Man kigger jo døden i øjnene på en helt ny måde. Man oplever selv, man er sund og rask, men alligevel kan kræften gemme sig i kroppen, uden at man ved det. Det kan ske for alle. Det er derfor, vi skal have folk op af sofaen d. 16. april.”
Håber på deltagelse af flere børnefamilier
På trods af den alvorlige baggrund håber Trine Lund Rasmussen og Mette Bisgaard at kunne skabe en hyggelig dag, hvor mange melder sig til at bruge et par timer på at bidrage til indsamlingen.
De tidligere år har antallet af indsamlere været faldende, men de to arrangører håber, at der denne gang vil melde sig de nødvendige 50 personer, så det kan lykkes at komme godt rundt i hele Brabrand.
”Vi vil blandt andet rigtig gerne have flere småbørnsfamilier med, og derfor har vi lavet nogle kortere ruter, som man sagtens kan gå i løbet af 1-2 timer.”
Brabrandhus, Hovedgaden 54 ved Tandlægen, bliver udgangspunkt for indsamlingen. Her kan man blandt andet få udleveret snackposer, der er doneret af Netto i Brabrand.
Desuden har arrangørerne fået tilladelse til at samle penge ind ved Netto og Rema 1000 i tidsrummet kl. 10-14. Også her vil de dele opgaven, så den tidsmæssigt er mindre krævende.
Arrangørerne har igen år fået lokale erhvervsdrivende til at donere præmier, der vil blive trukket lod om, når indsamlingen er slut.
Det drejer sig om følgende virksomheder: Blue Room Production (portræt foto), Bager Hartmeier, Netto, Shawarma Eliten, Organic Crave (snacks), Frisør Lindskov, Brabrand Fodterapi, Vinkælderen, Salon Infinity og Easyfit.
Landsindsamlingen til Kræftens Bekæmpelse foregår søndag d. 7. april kl. 10-14. Hvis du ønsker at melde dig som indsamler, kan du kontakte Trine Lund Rasmussen på email trine@valhallainvest.dk eller tlf. 2361 6092. Du kan også tilmelde dig på selve dagen i Brabrandhus på Hovedgaden 54.