
Når Brabrand IF lørdag kl. 14.00 løber ind på Brabrand Stadion til kampen mod Kolding, er der i økonomisk forstand lagt op til en meget ulige kamp. Kolding IF Fodbold ApS havde i sidste sæson lønudgifter for over 10 mio. kr., mens Brabrand-spillerne alle er rendyrkede amatører.
Da kampene i den landsdækkende 2. division i begyndelsen af august gik i gang, havde de fleste eksperter allerede på forhånd dømt Brabrand til nedrykning.
Som det eneste amatørhold kæmper Brabrand i rækken mod klubber, der alle har kontraktfodbold. Det vil sige, at en del af spillerne – i visse klubber dem alle – får penge for at spille fodbold.
Det gælder blandt andre lørdagens modstander, Kolding IF, der i sidste sæson ifølge 2020-regnskabet havde lønudgifter på over 10 millioner kroner – svarende til 22 fuldtidsansatte. Alene lønudgifterne udgør altså mere end 20 gange Brabrands samlede budget for at drive divisionsholdet.
Kolding IF spillede dog i 1. division i sidste sæson og har formentlig skruet lidt ned for blusset efter nedrykningen. Men set up´et er stadig i en helt anden liga, end den Brabrand økonomisk spiller i.
Men hvis man kigger på den aktuelle stilling tegner der sig et helt andet billede: Brabrand har 11 points på femtepladsen og holder fat i topgruppen, mens Kolding med fem points ligger tredjesidst.
”Et møllehjul om halsen”
Brabrands træner Tom Søjberg glæder sig over, at holdet indtil nu har gjort de dystre spådomme til skamme og har præsteret flot i de første syv kampe.
Han noterer sig, at akkurat de fire nederste hold i den aktuelle stilling har luftet ambitioner om at rykke op i 1. division. Ud over Kolding er det Skive, Middelfart og Aarhus Fremad.
”De fire hold har et møllehjul om halsen. Der er et enormt pres på dem, for at de skal rykke op i år. Økonomien og staben er allerede gearet til det. Vi er også under pres, men slet ikke på samme måde som de andre hold. Jeg tror, det har spillet ind i de første kampe,” siger Brabrand-træneren.
Ex-landsholdsspiller på banen
Kolding var, hvad Søjberg kalder ”en støvlesnude” fra at klare skærene i 1. division, men en brændt kæmpechance i de sidste sekunder af den sidste kamp mod Skive blev afgørende. Så tæt var det.
”De har tyndet lidt ud i truppen, men har til gengæld hentet mange gode men dyre spillere ind. At de for eksempel kan hente Thomas Mikkelsen hjem fra Island er jo klasse. De skal jo rykke op med det set up,” siger han.
Nævnte Thomas Mikkelsen har tidligere spillet i superligaen for blandt andre OB og Vejle, og den 31-årige angriber er købt ind til at være med til at sparke Kolding tilbage i 1. division. Men som det ser ud lige nu, bliver vejen lang og besværlig.
Tom Søjberg har også noteret sig, at Kolding i de sidste par kampe har haft den 36-årige tidligere landsholdsspiller Niki Zimling i startopstillingen.
”Det må betyde, at man er noget usikker på det, man går og laver. Ellers ville man ikke lade ham spille. Det har jeg fuld forståelse for. Men det viser, at Kolding er et såret dyr, og vi skal være klar mod dem.”
De ulige betingelser
Men Brabrand-spillerne ved, hvad der venter. I de foregående syv kampe har situationen været næsten den samme. Hvis ikke spillerne leverer en 100 procents indsats, kan de godt vinke farvel til points.
”Ingen tvivl om at det lægger et anderledes pres på os. Hvis vi kun er på 95 procent, så får vi ingenting ud af det. Sådan er det bare,” siger Tom Søjberg og nævner kampen mod Hillerød som eksempel. Her tabte Brabrand 0-1.
I søndags leverede Brabrand igen en koncentreret og viljestærk indsats, og det gav en 2-1-sejr i Gladsaxe over AB.
Her blev Brabrand-træneren endnu en gang mindet om de ulige betingelser:
Mens der hos AB sad en hel bænk fuld af fysioterapeuter, assistenttrænere og andre hjælpere, måtte han selv under kampen stå og ”reparere” forsvars-krumtappen Daniel Lundholm med sportstape og to servietter efter et sammenstød på banen.
Men alle i og omkring truppen erkender betingelserne og forsøger at følge med de mere pengestærke konkurrenter. Foreløbig lykkes det meget godt.
Brabrand IF-Kolding IF: Lørdag d. 17. september kl. 14.00 på Brabrand Stadion.