
Socialdemokratiets socialordfører Camilla Fabricius var i sidste uge på besøg i Gellerup, inviteret af sin veninde og formand for beboerne i Toveshøj, Anett S. Christiansen. I løbet af dagen besøgte hun en række af de initiativer, der præger Gellerup-området i en corona-tid.
”Det er vigtigt, at en folkevalgt ved, hvad der sker i hendes område. Derfor vil jeg meget gerne inviteres ud forskellige steder i Brabrand for at se på både forenings- og virksomhedsliv,” lyder opfordringen fra Folketingets social-ordfører Camilla Fabricius, efter at hun i sidste uge var på besøg i Gellerup.
Dagens tur rundt i Gellerup startede med, at hun sammen med Anett S. Christiansen gik rundt til de lokale vuggestuer og børnehaver med materialer om områdets grønne aktiviteter.
Som en del af sit boligsociale arbejde har Anett S. Christiansen lavet kort med ruter og aktiviteter for at give Gellerups børn og pædagoger inspiration til at komme ud i området.
”Der kan være en stor udskiftning af personale i institutionerne, og mange er ikke bosiddende her. Derfor har vi lavet en pakke med materiale om ruter i og udenfor området samt et bypark og havekort til de grønne områder. Det er også med til at øge sprogstimuleringen for børnene at bruge naturen som læringsplatform,” forklarede Anett S. Christiansen.
Affaldsindsamling i Fælleshaverne
Turen fortsatte til Fælleshaverne i byparken Joops Have, hvor Verdenshavenes Venner har base. Lars Skydsgaard viste rundt i EU- projektet SíEUGreen, hvor der dyrkes grøntsager i polytunneller.
Efter frokosten gik de to i gang med affaldsindsamling med en såkaldt ”snapper” – en lang pind til at samle affald. Anett S. Christiansen forklarede, at Verdenshavernes Venner bruger meget tid på at holde området pænt, så Gellerups beboere kan se, at der er hyggeligt og rart.
En snak og et måltid mad hos Livsværkstederne
Derefter gik turen til Det boligsociale hus Yggdrasil, hvor Gritt Rhinstrøm, daglig ledere af Livsværkstederne, ventede. Livsværkstederne er et samværs- og fællesskabstilbud for alle beboere i området og beskæftiger sig med det område, Camilla Fabricius især beskæftiger sig med som social-ordfører i Folketinget.
Det er især mænd med indvandrerbaggrund, som bruger Livsværkstederne, og som ofte har brug for et måltid mad og én at tale med. Stedet har haft corona-lukket, og mange er opleves som ensomme. Derfor har Livsværkstederne besluttet at lave en rullende café, som tilbyder en snak og et måltid mad.
Camilla Fabricius og Gritt Rhinstrøm talte om det at være ensom, både før og efter corona-lukningen.
”Jeg var imponeret af den tilgang og det nærvær, som Livsværkstederne viser. Det er netop det, Folketingets partier ønsker med de ekstra puljer til bekæmpelse af ensomhed”, sagde Camilla Fabricius.
”Det var en god dag. Travl og fyldt med indtryk – på afstand”, afsluttede hun, inden hun hoppede på sin ladcykel og cyklede hjemad med en aftale om praktik i Livsværksstederne og en middagsinvitation i beboerhuset Laden, når den åbner igen.
Hvis du er interesseret i at invitere Camilla Fabricius ud, kan du få fat i hende her på email camilla.fabricius@ft.dk