
Mike Kaljo ved, hvad det vil sige at være en ung talentfuld fodboldspiller – og samtidig have øje for livets andre fornøjelser. Den 28-årige spiller på Brabrands 2. divisionshold har selv festet igennem som helt ung, men skal nu hjælpe klubbens talentfulde U16-spillere med at finde balancen mellem hygge og målbevidsthed.
Han var et af de største fodboldtalenter i Nordjylland og spillede på AaB´s U19-hold, inden han skiftede til Frederikshavn i danmarksserien. Blev topscorer og årets talent. Men indsatsen på banen svingede op og ned med humøret. Og han sagde aldrig nej til en god fest.
”Jeg har nok altid haft talentet, men spørgsmålet var, om jeg på det tidspunkt var klar i hovedet.”
I de sidste par år har Mike Kaljo skiftet rollen som humørspiller ud med en ny som en af støtterne på 2. divisionsholdet. Men endnu vigtigere: Han er træner for Brabrands U16-drenge og på den måde nu et vigtigt bindeled mellem klubbens talenter og elitehold.
”Klubben vil gerne have, at de unge talentfulde spillere skal føle sig tættere på førsteholdet og få lyst til at blive i Brabrand i stedet for at skifte til en større klub,” forklarer han.
Kan snuppe førstepladsen
Man kunne tro, at Mike Kaljo med sin baggrund i elitefodbold ville sætte fuld turbo på træningen – men han har valgt en anden vej. Blandt andet har han valgt at nøjes med to gange ugentlig træning, mens de fleste andre klubbers talenthold træner mindst tre gange.
”Det er langt bedre at træne lidt mindre, og at de så glæder sig til at komme afsted, i stedet for at det skal være en sur pligt. Og resultaterne viser, at det virker. Når humøret og energien er der, kan det mere end opveje den ekstra træning.”
U16-drengene spiller i den næsthøjeste række i Jylland, Liga 2, hvor der venter en spændende afslutning på sæsonen. I sæsonens sidste kamp lørdag d. 17. november er modstanderen HEI, der topper rækken, og Brabrand kan muligvis med en sejr snuppe førstepladsen.

”Det skal være sjovt”
Det handler også om at prøve at holde sammen på gruppen, forklarer han. Ofte vælger nogen at skifte til en større klub, mens andre helt stopper.
”Jeg kan huske, hvordan jeg selv havde det, da jeg var omkring 16 år. Jeg tænkte på meget andet end fodbold, og mit fokus har været, at det skal være sjovt, sådan at de forhåbentlig bevarer lysten til at blive ved med at spille,” fortæller Mike Kaljo, som er uddannet pædagogisk assistent.
”Jeg er selv en humørspiller, der både kan være en af de bedste og en af de dårligste på holdet – afhængig af stemningen omkring mig. Så jeg ved, at hvis truppen er i balance, så synes alle også, det er sjovere at spille og giver lidt mere til holdet.”
Han understreger, at det i virkeligheden betyder mindre, hvordan holdet klarer sig på banen. Det vigtige er, at de har det godt sammen. Derfor har de været på hyggetur sammen, og han og assistenttræner Mathias Søgaard arrangerer løbende sociale aktiviteter ved siden af træning og kampe.
”Jeg oplever, at de unge spillere er kommet tættere på hinanden, og nu langt bedre fungerer som én gruppe,” siger Mike Kaljo, som også lægger vægt på, at alle skal føle sig set og hørt, og opleve at de har medbestemmelse.
Flyttede ind hos Jørgen Vesterby i Brabrand
Han kom til Brabrand for syv år siden. Også i Brabrand havde de hørt om fodboldtalentet fra Nordjylland, som scorede masser af mål. Og da han flyttede til Aarhus for at gå på idrætshøjskole blev han kontaktet af daværende træner Lars Lundkvist.
Mike Kaljo flyttede ud til nu afdøde Jørgen Vesterby, der var den drivende kraft i erhvervsklubben Bold & Business, og begyndte at finde sig selv væk fra de vante rammer i Frederikshavn.
”Han tog mig virkelig under sine vinger. Det var en gave for mig. Hvis det ikke var sket den sommer, er det ikke til at sige, hvor jeg havde siddet i dag!”
Stoppede med at gå i byen og begyndte at spise sundt
Han lægger ikke skjul på, at de senere år har indeholdt både op- og nedture. I løbet af det sidste års tid er han igen blevet en nøglespiller på Brabrands 2. divisionshold, efter at han i en lang periode var ude i kanten af holdet og ikke rigtig følte, at han lykkedes med det, han gerne ville.
Han var blevet færdig med sin uddannelse som pædagogisk assistent, men der var ikke noget job at få. Han var samtidig en del skadet. Humøret og energien var i bund. Men han besluttede at gøre noget ved sin situation.
”Jeg stoppede fuldstændig med at gå i byen og begyndte at gå mere op i, hvad jeg spiste. Jeg brugte mere tid på at strække ud og lave de øvelser, jeg var blevet anbefalet.”
Det hjalp. Skaderne forsvandt, og han blev pludselig igen en central spiller på Brabrands hold, der på det tidspunkt var i 1. division. Og fritidsjobbet som u16-træner har tydeligvis fået humøret til at stige yderligere nogle grader.

Find de rigtige tidspunkter
Men hvad siger Mike Kaljo til sine unge spillere, som nu så småt er ved at opdage, at det kan være sjovt at komme til fest og gå i byen?
”Jeg vil ikke forlange, at de skal holde igen. Sådan har jeg aldrig selv været. Man skal da ud og opleve noget og samle sjove historier. Det handler om at nyde det, mens man kan. Der skal være plads til både fest og fodbold, men man skal bare finde de rigtige tidspunkter at gøre det.”
“Drengene ser meget op til Mike”
Bestyrelsesmedlem i Brabrand Fodbold, Jacob Sangill Christensen, er glad for samarbejdet med Mike Kaljo, der betyder at de unge spillere kommer tættere på seniorafdelingen og førsteholdet. Han håber, at enkelte spillere senere kan få lov til at snuse til seniorfodbolden ved at deltage i nogle træningspas på enten 1. eller 2. holdet.
”Vi har formået at fastholde en stor gruppe spillere i årgang 2003, så vi har både et 1. og 2. hold og det ville da være fantastisk hvis vi kunne se nogle af vores egne Brabrand drengene fortsætte som seniorspillere i klubben, om det så er på 1., 2. eller 3. seniorholdet er sådan set underordnet,” siger Jacob Sangill Christensen.
”Drengene ser meget op til Mike, der jo selv spiller på højt niveau. Deres træner indtil sommerferien, Alan Abdo, arbejdede super godt og seriøst med drengene og løftede deres niveau betragteligt. Men Mike kan noget andet, ved at han selv spiller. Han er super god til at motivere drengene og taler deres sprog.”
Brabrands 2. divisionshold spiller på lørdag d. 10. november efterårets sidste kamp på udebane mod Jammerbugt FC, mens u16-drengene spiller den afgørende kamp mod HEI på den nye kunstgræsbane lørdag d. 17. november kl. 14.00.