Om få uger får City Vest Apotek ny apoteker. Helle Kristensen Baunmøller går på pension og bliver erstattet af den 40-årige Fahad Yeser, som kommer til Brabrand fra Uldum Apotek. Han har planer om, at apoteket skal være en større del af lokalsamfundet, end det tidligere har været.
Fahad Hamood Yeser Al-Gezi glæder sig. I 10 år har han arbejdet frem mod at blive selvstændig apoteker. I efteråret 2021 viste muligheden sig i Brabrand, da Helle Kristensen Baunmøller ønskede at gå på pension. 1. april er der formelt set overdragelse til den nye apoteker.
Den tidligere souschef ved Uldum Apotek erkender, at der var en del uro i maven, da han første gang skulle mødes med sine 11 kommende medarbejdere på apoteket i City Vest.
”Jeg havde umiddelbart den følelse, at nu står du alene med det – men det gør man jo ikke. Det handler om fællesskab og teamwork, og jeg kan mærke, at medarbejderne vil hjælpe mig. Jeg har en god mavefornemmelse og er meget motiveret,” siger Fahad Yeser.
”Jeg føler mig i rigtig gode hænder, og min forgænger har guidet mig rigtig godt. Hun er en fantastisk person, som jeg skylder stor tak”.
Var tolk for de danske soldater i Irak
Fahad Yeser er født i Irak, hvor han også er uddannet farmaceut. Han var tolk for de danske styrker i landet under Irakkrigen og kom til Danmark i 2008 sammen med cirka 90 andre tidligere medarbejdere i Irak.
”Jeg blev færdiguddannet farmaceut i Irak i 2005, men begyndte at arbejde som tolk to år forinden, mens jeg studerede. På det tidspunkt vidste vi ikke, hvor farligt det var,” fortæller den nu 40-årige Fahad Yeser, som ud over det danske militær også har arbejdet for Storbritannien og Spanien.
Da Irak er en tidligere engelsk koloni, ligner farmaceut-uddannelsen den engelske, og hans irakiske uddannelse blev ret hurtigt godkendt i Danmark. Herefter blev han ansat som praktikant på Uldum Apotek, hvor han gradvist fik mere ansvar.
”Jeg kommer ud af en familie, som traditionelt har været åben for at se og opleve andre kulturer forskellige steder i verden. Jeg er vokset op med en anerkendelse af, at folk har forskellige meninger, og derfor har det været ret nemt for mig at finde mig tilpas her i Danmark. Men der er alligevel mange ting, man lige skal lære at se på en anden måde.”
Ledelsesuddannelse på CBS i København
Da han var kommet godt i gang på Uldum Apotek, spurgte apotekeren ham en dag:
”Kan du tænke dig at blive apoteker en gang?”
Selvom han fik at vide, at det ville tage cirka 10 år, satte Fahad Yeser sig det mål, at han en dag ville være apoteker i Danmark. Det faglige grundlag havde han som nævnt allerede – men han måtte tage flere supplerende kurser, blandt andet en akademi-uddannelse i ledelse på Copenhagen Business School.
Han har også gennemført flere projekter som souschef i Uldum, så han har kunnet dokumentere sine faglige kompetencer.
Vil tilbyde medicin-samtaler
Fahad Yeser understreger, at patienternes sikkerhed for ham er det helt centrale. Men samtidig mener han, at apoteket sagtens kan være mere synligt og blive en aktiv spiller i samfundet.
Blandt andet planlægger den nye apoteker at give mulighed for såkaldte medicin-samtaler, hvor kunden får indblik i, hvad det er for en medicin, der er blevet ordineret, og hvordan den virker og skal anvendes.
”Når vi oplever, at en kunde er usikker i forhold til den udskrevne medicin, så vil vi tilbyde en samtale. Min erfaring er, at det kan give større tillid, når folk får en bedre forståelse for deres medicin. Her kan det hjælpe, at vi er proaktive.”
Desuden vil City Vest Apotek fremover tilbyde vaccinationer – ikke bare Covid-19 og influenza-vaccinationer, men også for eksempel vacciner, inden man skal ud at rejse.
”Vi vil gerne fjerne lidt af belastningen på vores sundhedssystem, hvor vi kan. Desuden håber vi, at det kan være noget, lokalsamfundet kan få gavn af. Men vi ønsker ikke at tage opgaver fra andre. Det skal være en proces, hvor det gavner borgerne,” siger Fahad Yeser, som understreger, at apoteket aldrig vil begynde at blande sig i lægernes arbejde og stille diagnoser.
Apoteker eller forretningsmand?
Apotekerne er forholdsvis stramt regulerede af love og regler, og Fahad Yeser glæder sig grundlæggende over, at staten med fælles regler sikrer kvaliteten i apotekernes arbejde.
Samtidig er apoteker-branchen ikke den letteste branche at være selvstændig i. Kun på cremer, salver og håndkøbsmedicin, der udgør en mindre del af omsætningen, kan apotekeren selv fastsætte prisen.
Men er man som apoteker så en forretningsmand, eller er man en del af det store sundhedsvæsen? Man er i virkeligheden begge dele, forklarer Fahad Yeser:
”Økonomisk er du alene, men som apoteker er du samtidig en del af et stort fællesskab.
Bor i Torsted med sin familie
Han glæder sig til at arbejde med en etnisk blandet kundekreds i City Vest:
”Jeg er selv nydansker og ved, at der kan være forskelle mellem en person fra Mellemøsten og en fra Nordeuropa, når det gælder tilliden til samfundets institutioner som for eksempel apoteker. Jeg ved, at der hos nogle kan opstå mistillid, men jeg vil bruge min personlige erfaring til at være brobygger,” siger han.
Han har mange gode oplevelser med sig fra Uldum Apotek og glæder sig til vise, at han også i det vestlige Aarhus kan udvikle et tillidsfuldt samarbejde med både kunder og medarbejdere.
”Der er nok på visse områder en anden kultur i de små byer i Midtjylland i forhold til her. I Uldum kommer kunderne og takker os for vores hjælp, og vi har skabt et tillidsfuldt samarbejde med de lokale lægehuse. Det håber jeg også, vi på den lange bane kan lykkes med her,” siger han.
”Vi er tæt på kunderne, og folk skal ikke komme forgæves til os. Tilliden skal komme ved, at folk oplever, at de får en kompetent betjening,” tilføjer han.
Fahad Yeser bor i Torsted i Horsens med sin kone og tre børn. De er alle en del af lokalsamfundet dér og har ikke umiddelbart planer om at flytte i retning af Brabrand.