Der er igen liv i Brabrandhallen. Brabrand Håndbold, der i mange år var en af de klubber, man regnede med i Aarhus, er kommet på fode igen. Der er masser af børn og unge i hallen, og seniorholdene er igen på vej op gennem i rækkerne.
Når julegaverne er pakket ud, og anden er spist, sætter flere busser kursen mod Thy, fyldt med børn og unge fra Brabrand. Gennem rigtig mange år har bydelens familier vænnet sig til, at i dagene mellem jul og nytår var familiens yngste af sted til Thy-Cup.
Sådan er det blevet igen: I år deltager hele 10 hold fra Brabrand i den traditionsrige turnering. Og foreningen har igen fået råd til at betale for bussen til Nordvestjylland, sådan at deltagerprisen kan holdes nede.
De mange børn og unge, som vil samles på parkeringspladsen foran hallen, d. 27. december, er et billede på udviklingen i Brabrand Håndbold. Efter nogle år med langt færre deltagende hold og ingen penge til bussen, går det nu meget bedre igen.
En hel søndag i hallen
Sanne Juul og Kim Groth er to ud af de tre personer, som holdt ved, da det så sortest ud. Vi sidder omkring et af de runde borde i Brabrandhallens cafeteria og taler om nedturen, der blev vendt. Det er en af de søndage, hvor det ene Brabrand-hold efter det andet spiller hjemmekamp med mange trofaste forældre og øvrige frivillige på tilskuerpladserne.
”Når man kommer i Brabrandhallen sådan en søndag, oplever man, at det er som at være del af en stor familie. Man kan let få hele søndagen til at gå hernede. Det gør man jo kun, fordi det er rigtig hyggeligt,” forklarer næstformand Kim Groth.
Han har ikke selv spillet håndbold, men meldte sig, da børnene begyndte at spille håndbold. Formand Sanne Juul, derimod, har selv spillet håndbold som barn og ung i Brabrand.
”Det har været en helt afgørende grund til, at jeg er gået ind i bestyrelsesarbejdet, at jeg selv har haft så mange gode oplevelser hernede. Det vil jeg gerne være med til at give videre.”
Hun lægger ikke skjul på, at det er en stor tilfredsstillelse, at hallen nu igen er fuld af liv, og klubben også økonomisk og organisatorisk er kommet på fode.
Nedturen
I virkeligheden begyndte nedturen helt tilbage i 2002, hvor Brabrand stadig var en magtfaktor, man regnede med i toppen af dansk håndbold. Klubbens damehold var netop rykket op i den bedste række i Danmark, da det stod klart, at det stod rigtig skidt til med økonomien.
Foreningen havde ganske simpelt ikke penge til at drive holdet med kontraktspillere mv. Da holdet ikke var adskilt fra resten af foreningen, trak det hele afdelingen ned økonomisk. Brabrand Håndbold fortsatte dog forholdsvis livskraftig, men med svækket økonomi og på et lidt lavere eliteniveau end tidligere.
Så, i 2015, kom det næste hårde slag. Mange af de bærende personer i klubben besluttede næsten samtidig enten at stoppe eller at ville prøve sig af som trænere i andre klubber.
Det skete efter et par år med interne uenigheder om retningen i Brabrand Håndbold. Der bredte sig en generel mathed over hele linjen. Få mødte op til generalforsamlingen, og endnu færre var klar til at påtage sig de opgaver, der skal til at drive en håndboldklub. Det blev nødvendigt at trække alle seniorhold ud af turneringen.
Kaffemødet i Kim Groths køkken
Pludselig sad der bare tre personer tilbage i ledelsen: Sanne Juul, Kim Groth og Mikkel A. Graven. De sendte et opråb rundt til forældre og alle omkring klubben: Nu er det nu, hvis vi skal overleve.
Kim Groth inviterede en flok af de ”gamle” BIF´ere til kaffe hjemme i familiens køkken. Der dukkede cirka 10 op. Folk der havde været en vigtig del af klubben gennem årene. Han husker endnu stemningen den aften. Kærligheden til klubben sad uden på tøjet, og folk meldte sig klar til igen at træde til, så snart deres aftaler med andre klubber udløb.
Opråbet fra de tre i bestyrelsen fik desuden nogle forældre uden håndbolderfaring til at melde sig under fanerne, og de var med til at hjælpe klubben igennem en svær tid. Og gradvist kom de garvede håndbold-folk så også tilbage til klubben, i takt med at de havde afsluttet deres kontrakter andre steder.
Oprykning på oprykning
Når man møder op i Brabrandhallen en fredag eftermiddag, kan man mærke, at det igen er ved at være ligesom i gamle dage, hvor hallen var fuld af liv. Over 40 u8-spillere er i gang nede på banen, og forældre slår et slag forbi cafeteriet og får en kop kaffe og en sludder før weekenden.
Også på senior-niveau går det fremad. Brabrand måtte helt ned og starte i de laveste serier og er efter en stribe oprykninger i træk nu ved at nærme sig tidligere tiders niveauer.
Både herrerne og damerne er netop rykket op i Jyllandsserien. Damerne trænes af to af de garvede BIF-folk, Niels Chr. Pedersen og Peter Sørensen. I spidsen for herrerne står Jan Sivertsen, som ligeledes har en lang historik i Brabrand Håndbold, sammen med Rasmus Mygind Jensen.
Råd til julegaver
Ligesom resultaterne på banen er også økonomien blevet langt bedre. I 2016 var gælden høvlet af, og Brabrand Håndbold kan nu igen betale alle regninger til tiden. Faktisk er økonomien nu rigtig god, og der er råd til at give en julegave til de frivillige – og til at betale bussen til Thy-Cup.
”Der er ingen tvivl om, at Kim med sine forbindelser og sit netværk har været en helt afgørende faktor for, at vi igen har fået sponsorerne til at bidrage og i det hele taget fået styr på økonomien”, siger Sanne Juul om sin næstformand, som til daglig er afdelingsdirektør i SparNord.
Masser af forskellige slags aktiviteter som salg af juletræer m.m. har skæppet i kassen. Her til jul prioriterer man også at sælge jule-skrabelodder, der bidrager rigtig godt til den bedre økonomi.
Kim Groth og Sanne Juul mærker nu, at mange af dem, der var i periferien af klubben, da det gik skidt, nu efter krisen er kommet tættere på og er klar til at yde en større indsats. Den bedre økonomi har eksempelvis gjort det muligt at give en julegave til de frivillige – med en tak for indsatsen.
”Vi glemmer jo ofte at sige det i en travl hverdag. Nu kan vi vise, at der faktisk er nogen der lægger mærke til, at de yder en indsats”, siger Kim Groth.
Fællesskab og sammenhold
Da der kom styr på økonomien, blev der også overskud til det sociale, der altid har været en vigtig del af Brabrand Håndbold. Nu bliver der igen arrangeret fællesspisning og fester. ”Brabrand-familien”, er samlet igen.
Mange, som i dag er trænere eller hjælpetrænere, er vokset op med Brabrand Håndbold og har spillet i klubben lige fra u10-tiden. Det giver fællesskab og sammenhold – og lyst til at bidrage.
Eksempelvis har trænerne for klubbens u18-drenge selv slidt deres første par håndboldsko i Brabrand. Og flere af u18-spillerne er blevet trænere for yngre hold.
”Det er sådan noget, der skaber liv og sammenhold i hallen. I torsdags, da u18-holdet spillede, kom mange af u12-drengene for at se deres trænere spille – og var med inde på banen efter kampen og synge sejrssang. Det var skønt at se dem stå og juble sammen,” bemærker Kim Groth.
Frivilligheden i fokus
Brabrand Håndbold nærmer sig 300 medlemmer, og det begynder at knibe med at skaffe timer nok i hallen. Et positivt problem, bemærker Sanne Juul og Kim Groth.
Foreningen har to-tre hold i de fleste årgange, bortset fra u16 hvor efterskole og start på gymnasiet giver udfordringer med at stille hold. Men for mange kalder ”Brabrand-familien” igen, når de er tilbage i lokalområdet, og som en af få klubber kan Brabrand samle u18-hold hos både pigerne og drengene.
Et af de seneste skridt for Sanne Juul, Kim Groth og den øvrige ledelse har været at få etableret et sportsudvalg, der kan tage sig af alle de ting, der er forbundet med det håndboldmæssige: Skal vi indgå holdsamarbejder med en anden klub? Er det tiden hvor et ungt talent skal hjælpes videre i en større klub? Den slags spørgsmål glæder de sig til ikke længere at skulle tage sig af.
Herefter skulle der blive flere kræfter til at skabe de rigtige rammer omkring håndboldspillet. Blandt andet at sikre at der fortsat er frivillige nok til at drive en forening på det niveau, de i håndboldafdelingen ønsker, at den skal drives.
”Vi er jo som de fleste andre foreninger udfordret af, at en del forældre bare kører ned til hallen og afleverer deres børn. Jeg tror, nogen af dem tænker, at de gør en forskel ved at komme og se en kamp en gang i mellem. Kan vi bare få nogle af dem til at bidrage lidt, vil det hjælpe rigtig meget”, siger Kim Groth.