Brabrands fodboldkvinder i fodboldens 2. division har kæmpet sig tilbage til toppen efter en svær start. Holdet vandt søndag med hele 5-1 på udebane over Team Viborg. Brabrands 2. divisionshold for mænd led et snævert nederlag mod Fremad Amager og er fortsat en del af bundstriden.
Brabrands dygtige fodboldkvinder har for alvor fundet melodien igen efter en svær start, hvor holdet led flere nederlag – blandt andet hele 0-5 til rækkens tophold, Vildbjerg.
Men de sidste par uger har holdet vist andre takter med først 3-2 over det andet tophold, JAI, og søndag eftermiddag en sikker 5-1-sejr på udebane over Team Viborg.
Viborg-holdet var blandt dem, som drillede Brabrand i starten af sæsonen, men søndag var der ingen tvivl. De to hold holdt dog hinanden i skak det meste af første halvleg, inden Camilla Berg bragte Brabrand foran lige inden pausen.
Og i starten af anden halvleg satte de blåklædte Brabrand-spillere tingene på plads. Først Sofie Obel og Mathilde Søjberg og derefter Emilie Sofie Kristensen stod for målene, der skabte en 4-0-føring, inden hjemmeholdet fik et trøstmål.
Emilie Thidemann satte tingene på plads og rundede målscoringen af for Brabrand i den flotte 5-1-sejr, der bragte Brabrand á points med JAI i toppen – i hælene på Vildbjerg.
Brabrand tomhændet fra Sundby Idrætspark
Søndag skulle også Brabrands andet 2. Divisionshold på langtur til Sundby Idrætspark, hvor Fremad Amager ventede. Hjemmeholdet pressede på og havde gennem første halvleg en stribe meget store muligheder på friløbere ned mod Casper Vedel-Birch Andersens mål.
Men de store tilbud blev brændt, og derfor kunne Brabrand gå til pausen med 0-0. Og straks i anden halvleg kom de blåklædte Brabrand-spillere i stedet foran.
På vej ind i straffesparksfeltet blev kantspiller Marcus Bay hægtet af en modspiller, og dommeren pegede på straffesparkspletten. Angriber Christoffer Maul var sikkerheden selv på straffesparket og scorede til 1-0 for Brabrand.
Føringen holdt i cirka et kvarter, hvor Fremad Amager fik udlignet til 1-1. Den tidligere Brabrand-spiller Kasper Andersen havde en vigtig andel i målet, da han med brystet lagde bolden af til Mikkel Basse, som sendte bolden i mål, mens Brabrand-forsvaret så passive ud i situationen.
Det gav hjemmeholdet blod på tanden, og få minutter efter kom føringsmålet. Brabrands højre back Tobias Olesen sendte en aflevering lige i fødderne på en modspiller, og så gik det ellers stærkt ned mod Brabrand-målet. Her var Hans Høllsberg manden, der helt fri foran Brabrand-målet sikkert sparkede bolden i mål til 2-1.
Brabrand formåede ikke at vende kampen til sidst, og derfor måtte holdet kører tomhændede mod Brabrand. Holdet skal igen på lørdag på langtur, når det gælder udekampen mod Nykøbing FC på Falster.
Lokalopgør tirsdag mod tst
Brabrands jyllandsseriehold, der ligeledes ligger i bunden af rækken, spiller først tirsdag, hvor det kl. 19.00 gælder lokalopgøret mod tst i Tilst.
Tirsdagens modstandere har de seneste uger været i medierne, efter at holdet formåede at blive det lavest rangerende hold i årets pokalturnering.
Holdet modtager hele 100.000 kroner for at være det seriehold, der nåede længst i pokalturneringen, hvor det dog blev et 0-2-nederlag til superligaholdet Hvidovre.