Lørdag eftermiddag tager Brabrands danmarksseriehold fat på den første af 14 finaler her i foråret. Sådan betegner træner Thomas Otkjær situationen, hvor Brabrand er bagud på point, men med en stribe nye spillere på holdet skal forsøge at indhente de foranliggende hold.
Der bliver høj tænding på Brabrands kunstgræsbane lørdag eftermiddag. Ikke alene skal herreholdet i 2. division forsøge at hente værdifulde points mod Skive i bunden af rækken. Samme situation står danmarksserieholdet i, når holdet kl. 16.15 tager hul på foråret mod det andet bundhold, fynske Otterup.
Men træner Thomas Otkjær er optimist. Han har i hele opstarten kunnet arbejde med en stor og spændende trup med en del nye ansigter. Desværre har opstarten været temmelig urytmisk på grund af skader og ferie. Men nu begynder det at se fint ud, siger han:
”De unge spillere udvikler sig og bliver bedre og bedre, og jeg synes, det begynder at se spændende ud. Vi mangler lidt i relationerne og folk med tydelige lederegenskaber. Men den individuelle kvalitet kan der ikke indvendes noget imod. Vi er spændte og klar,” siger han.
Uoverskueligt
Holdet har sagt farvel til Honoré Kalala, Alexander Laursen og Lucas Rieper, men har til gengæld fået nyt blod i truppen i form af bl.a. Güney Atas fra Lyseng, Simon Glerup fra VRI og David Pedersen fra Aarhus Fremad.
Og så har holdet yderligere fået tilgang af Mikkel Terkelsen, som Thomas Otkjær vurderer bliver en stor profil for holdet i foråret. Han døjer dog lige nu med
efterveer efter en hjernerystelse, og træneren ved ikke, hvornår han bliver klar.
”Alt i alt har vi mange strenge at spille på,” siger Thomas Otkjær som fuldt ud tror, at holdet kan overleve i rækken – selvom det for både træner og spillere er fuldstændig umuligt at vide, hvilken plads man skal gå efter for at være sikker på forbliven i rækken.
”Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt, før både op- og nedrykningsspillet er afgjort. Det afhænger af, hvor mange jyske hold, der rykker op i 3. division. Det er en meget uheldige turneringsplanlægning, der gør det fuldstændig uoverskueligt at vide, hvad vi spiller efter,” siger han.
Sagen er, at efterårets to bedste hold i de fire danmarksserie-puljer i foråret spiller om oprykning til 3. division. Og hvis ingen af de jysk/fynske hold klarer den, skal der findes forholdsvis mange nedrykkere fra rækken. Desuden har nedrykningen fra 3. division også betydning.
Men det er umuligt at forudsige, før den sidste kamp i både op- og nedrykningspuljerne er spillet.
”Det hele bliver meget uoverskueligt, når man ikke ved, hvad man spiller efter, og det bryder jeg mig ikke om,” siger Thomas Otkjær.
Men lørdag er sagen fuldstændig klar: Modstanderen, Otterup, skal besejres, hvis Brabrand-holdet skal bevare optimismen. Dagens modstandere vandt kun en enkelt sejr i efteråret – men det var faktisk på Domis Park i Brabrand i efterårets første kamp…