
Selvom arbejdsindsatsen igen var til topkarakter, dumpede Brabrands mandlige fodboldspillere alligevel i lørdagens vigtige 2. divisionskamp. 0-1 blev det mod HIK, der var både klogere og dygtigere i de afgørende situationer.
”Mere kvalitet!”
Tom Søjbergs insisterende rødt gjaldede ind over banen, så ingen kunne være i tvivl om, hvad han mente om Brabrands fodboldspil – og der var da kun spillet 10 minutter af kampen.
Det blev desværre ikke meget bedre, og derfor tabte Brabrand en fodboldkamp, de på ingen måde burde have tabt. Med en ihærdighed, der i skolen ville have givet topkarakteren 13 i det, man i gamle dage kaldte ”flid” sad de blå arbejdsbier på spillet det meste af tiden.
Men desværre svarede bold-kvaliteten slet ikke til, hvad der skal til for at bestå i 2. divisions-klassen, og derfor måtte Brabrand-spillerne igen og igen se de gode intentioner blive til ingenting.
Derfor kunne kampen meget vel være endt 0-0, da HIK stort set intet bød ind med. I enkelte momenter havde københavnerne dog vist kvaliteter, der kunne gøre en forskel. Og midt i 2. Halvleg slog gæsterne til.
Jesper Brinck havde ellers lige med stort overblik igen trævlet et HIK-angreb op og sendt Rasmus Kirkegaard Jensen afsted på midten af banen. Men med stort overblik lukkede HIK-spillerne af for ham, snuppede bolden og stak tre mand afsted mod Brabrand-målet, mens hjemmeholdets forsvarsspillere bakkede og bakkede – og til sidst kunne HIK´s Morten Olsen let sparke bolden i mål uden chance for målmand Casper Vedel-Birch Andersen.

Bagud 0-1 skulle der komme en reaktion fra Brabrand, men det lykkedes heller ikke i slutfasen at skabe noget, der mindede om en målchance. Realiteten var, at Brabrand denne dag ganske simpelt ikke havde de offensive kvaliteter til at score et mål.
”Meget frustrerende”
Træner Tom Søjberg kunne ellers tidligt i kampen se sit hold overtage styringen og på gode klassiske Brabrand-dyder tilkæmpe sig et hav af dødbolde. Hele ni hjørnespark blev det til alene i første halvleg.
For år tilbage kunne man forvente en del af de muligheder forvandlet til målchancer – men de hverken Mathias ”Marvin” Laursen eller Rasmus Kirkegaard Jensen formåede at levere kvalificerede hjørnespark denne lørdag – ja en tredjedel af sparkene endte faktisk bagom målet…
HIK´s træner, den tidligere AGF-assistent Bent Christensen, havde generelt forberedt sine spillere godt på opgaven, og gæsternes forsvarsspillere havde godt styr på modstanderne.

Længere fremme af banen vandt Brabrand-spillerne de fleste nærkampe, og løb ofte afsted med bolden, mens HIK-spillerne lidt for ofte valgte at smide sig i græsset og tage sig til hovedet. Den gik dommer Frederik Svendsen dog ikke på, og de hvidklædte gæster rejste sig så typisk slukørede og spillede videre.
Var der da slet ingen muligheder til Brabrand?
Jo, i løbet af anden halvleg tilkæmpede hjemmeholdet sig flere gode frisparksmuligheder. Men som de øvrige dødbolde blev de ikke behandlet særlig godt, og derfor slap gæsterne med skrækken.
Det var en dybt frustreret træner Tom Søjberg, som efter kampen gjorde status:
”Vi arbejder sådan set godt nok for sagen. Men kvaliteten på de nemme bolde var ganske simpelt for ringe i dag. Det var meget frustrerende. Vores offensive spillere får slet ikke sat de ting sammen, man kunne forvente af dem,” sagde Brabrand-træneren.
”Det var ofte relativt simple afleveringer, hvor vi havde masser af plads, der ikke lykkedes. Når vi ikke kan sætte de ting rigtigt sammen, så får vi det svært.”
Med nederlaget røg Brabrand et skridt længere ned i tabellen og har nu kun Thisted under sig. Thisted kan søndag overlade sidstepladsen til Brabrand med en sejr over Fremad Amager.
Brabrand skal næste lørdag kl. 14.00 møde Skive på udebane.

2. division for kvinder:
Brabrand IF-FC King George 3-1
Efter mændenes dyst mellem Brabrand og HIK gik Brabrands kvinder på banen for at tage imod FC King George. Og det blev en kamp, hvor Brabrands tilhængere havde betydeligt mere at glæde sig over.
Brabrand kunne gå til pause med en 1-0-føring på basis af det mål, som Amanda Larsen scorede efter en halv times spil.
Trine Marie Madsen gik flot igennem på venstre kant og serverede bolden på et sølvfad for Amanda Larsen, som blot behøvede at sætte indersiden på bolden.
Kort ind i anden halvleg gjorde Trine Marie Madsen det selv til 2-0, men gæsterne fra FC King George svarede hurtigt igen og reducerede til 1-2 ved holdets islandske spiller, Gudrun Hermannsdottir.
Til allersidst sørgede Mathilde Søjberg imidlertid for at hamre Brabrands sejr fuldstændig fast, da hun scorede til de endelige cifre 3-1.
