
Kultur kan være mange ting. Traditionen tro er Brabrand Whiskyklub – Maltværket en fast del af Brabrand Kulturuge. Whiskyens venner i Brabrand står igen i år lørdag d. 12. september bag en festaften på Gasværket. En central ingrediens i både maden og i glasset er den ædle drik whisky.
“Whisky er ikke kun en stærk spiritus for de indviede – den er også en fantastisk smagsforstærker i mad, der kan nydes af alle, som elsker gode smagsoplevelser!”
Det understreger Brabrand Whiskyklub i invitationen til det årlige fest-arrangement “Mad med Whisky – Whisky til Mad”.
Derfor er arrangementet også henvendt til andre end dem, der nyder whisky som drik:
“Kom og oplev en aften, hvor mad, whisky og musik går op i en højere enhed,” skriver Brabrand Whiskyklub.
Igen i år har foreningen inviteret gourmetkokken Jan Munch Petersen fra Park 13 – Danmarks Japanske Have til at stå i køkkenet og frembringe en udsøgt 3-retters menu. Et vigtigt krav til kokken er, at whisky indgår i tilberedningen af alle retterne.
“Til maden får du mulighed for at smage de whiskyer, der indgår i retterne, og derudover kan øl, vin og sodavand købes i baren til rimelige priser. Der vil også være mulighed for at købe smagsprøver af whisky,” lover foreningen.
Efter middagen åbnes der op for en stemningsfuld musikalsk oplevelse med folkemusikbandet Tradish, der spiller irsk og skotsk folkemusik, og som inviterer til fællessang og dans.
Pris: Kr. 499 for medlemmer og kr. 549 for ikke-medlemmer. Whiskymenuen med de 3 whiskyer til maden kan tilkøbes for 99 kr.
Tilmelding senest 7. september 2026 til Lars Broni på lb@brabrandwhisky.dk (oplys venligst, om whiskymenu ønskes). Betaling via bankoverførsel til Vestjysk Bank, reg.nr. 7739, kontonr. 1418611. Følg med og få flere detaljer på www.brabrandwhisky.dk.



