Brabrand trives tilsyneladende perfekt i rollen som underdog. Onsdag aften sendte holdet endnu en gang en storfavorit hjem fra Brabrand Stadion med et nederlag. 4-3 blev det over Vendsyssel fra NordicBet-ligaen på et sejrsmål af Casper Lykke i de allersidste sekunder af kampen.
”Det blev en pokalkamp, der præcis rummede alt det, pokalkampe kan og skal: Drama, gang i den, bølge op, bølge ned, og en underdog får lidt snor lige pludselig og slår til, når det gælder!”
Sådan lød det fra Brabrand-træner Tom Søjberg efter endnu en pokaltriumf: For få uger siden måtte Hobro fra rækken over Brabrand rejse hjem med et nederlag efter straffespark – og onsdag aften måtte Vendsyssel samme vej.
Denne gang klarede Brabrand den akkurat i den ordinære spilletid. Alle havde ellers indstillet sig på en forlængelse, da Brabrand i overtiden satte et perfekt angreb sammen, som forsvarsspilleren Casper Lykke afsluttede med et godt skud med venstre fod.
4-3, og sejrsglæden kunne boble frit både på og uden for banen, mens Vendsyssel-spillerne hurtigt luskede mod omklædningsrummet.
”Go´ tur hjem!” lød det fra en af bolddrengene mod holdets anfører Mads Greve, som var venlig nok til at takke for venligheden.
Tidligere Brabrand-spiller på måltavlen for sit nye hold
Det blev akkurat så spændende og bølgende en pokalkamp, som Tom Søjberg beskrev det: Brabrand havde momentum i starten og pressede gæsterne tilbage – men det vendte midt i første halvleg, da Xandro Schenk med suverænt overblik og teknik headede bolden i en blød bue over målmand Henrik Lindhard til 1-0.
Det følgende kvarter var vi en del, der tænkte, at her er Brabrand vist overmatchet: Vendsyssel var i den periode foran på tempo, fysik og teknik, mens Brabrand halsede bagefter.
Men som alle efterhånden ved, lægger Brabrand sig sjældent ned – og pludselig havde Henrik Borup og anfører Michael Pedersen i fællesskab bragt Brabrand foran på to fine mål, mens Vendsyssel-forsvarerne kløede sig i nakken og spekulerede på, hvordan det kunne ske.
Kampen var dog slet ikke færdig med at bølge – og hurtigt i anden halvleg fik den tidligere Brabrand-spiller – og søn af Brabrand-træneren – Anton Søjberg en gratis chance for at udligne til 2-2, da Brabrands målmand ikke fik sparket bolden væk i tide.
Anton Søjberg underskrev på sidstedagen, før transfervinduet lukkede, en to-årig kontrakt med Vendsyssel og kunne glæde sig over at være i startopstillingen for sin nye klub – men heldigt nok for familiefreden i det Søjbergske hjem kunne han ikke løbe med sejren til sidst.
Trænerens bredeste smil
Der var nemlig fortsat flere mål i de to hold. Lasse Møberg nærmest tacklede bolden i mål til 3-2, mens Vendsyssel igen kom tilbage og fik udlignet til 3-3.
Ingen af holdene så umiddelbart ud til at have sejrsmålet i sig – indtil Brabrands svendestykke til 4-3 kort før tid. Vendsyssel jagtede desperat endnu et mål til allersidst, og det var ved at koste målmand Henrik Lindhard en skade, da en Vendsyssel-spiller gik hårdt til ham – og fik et gult kort for det.
Men der var ikke flere mål i kampen, og Brabrand-træner Tom Søjberg kunne smile sit bredeste smil:
”Jeg er så fuld af lovord over det, vi får sat sammen derinde. Hold da kæft hvor er det en stor præstation, spillerne får leveret!”
Snakken faldt især på de to nye, helt unge spillere i truppen, Magnus Poulsen og Rasmus Kirkegaard Jensen, som begge fik chancen i midterforsvaret. Og den opgave klarede de til perfektion kampen igennem.
”De har i træningskampene banket på og vist, hvad de kunne, og jeg sagde til dem i dag, at nu vil vi se det. Jeg synes virkelig, de leverede varen – men det gjorde hele holdet, må man sige,” sagde Tom Søjberg, som nu glæder sig til at se, hvem holdet skal møde i næste runde:
”Lad os nu bare få AGF, Brøndby eller FCK til Brabrand!”