
Hovedgaden summede af liv, musik og fællesskab, da Brabrand lørdag holdt sin traditionsrige byfest. Lokale foreninger, borgere og politiske kandidater var mødt frem og stemningen var høj hele dagen. Kommunalvalgs-kandidat Lone Sandholdt Jacobsen brugte dagen på at tale med de mange borgere, der lagde vejen forbi.
Lone Sandholdt Jacobsen (S) pegede på, at en af de vigtigste opgaver for hende som kommende byrådsmedlem er at sikre en renere Brabrand Sø:
”Brabrand Sø er hjertet i vores bydel. Når man som jeg bor her i Brabrand, så ved man også at søen og området omkring bruges af tusindvis af mennesker til gåture, løb og friluftsliv, og samtidig er den et vigtigt naturområde. Derfor vil jeg arbejde for, at vi passer bedre på søen og sikrer, at den forbliver et grønt og rent åndehul for alle i Brabrand,” siger hun.
Der var også spørgsmål om alt fra trafikken på Silkeborgvej, et muligt kommende trinbræt, forskønnelse af Hovedgaden, udbygningen af Engdalsskolen til drømmen om en bro, som kan forbinde de to bydele.
Byfesten fik også besøg af andre lokale og regionale socialdemokratiske profiler. Folketingsmedlem Camilla Fabricius kiggede forbi, ligesom regionsrådskandidat Peter Møller Andersen deltog. Noget af det som samler de tre er børn og unges trivsel. Camilla Fabricius udtaler:
“Lone er en virkelig god og lokal kandidat. Jeg ved jo som tidligere medlem af byrådet, at det er vigtigt både at være lokalt forankret og kunne hæve sig op på mere almene emner som børn og unges trivsel. Det kan Lone.”
Socialdemokratiets frivillige, bl.a. Bent Senholt, sørgede for, at der hele tiden var friske foldere klar til uddeling. Og han havde travlt, for der var mange som gerne ville snakke og have en lokal flyer. Skoleleder Helle Mønster nåede også lige forbi. Hun og Kløverskolen havde afholdt Håndens Festival samme formiddag.
Alt i alt blev det en dag, hvor Brabrand viste sig fra sin bedste side med masser af fællesskab, lokale drøftelser og fokus på de store og små ting, der betyder noget for bydelen.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet.
