Nu begynder det virkelig at ligne noget for Brabrand i 2. division. Efter en uhyre effektiv og overbevisende indsats i Gentofte Sportspark snuppede Brabrand igen alle tre points mod HIK og ligner pludselig en seriøs kandidat til den sidste plads i oprykningsspillet.
I en årrække var Jesper Brinck et stærk kort i Brabrands midterforsvar, og han var holdets anfører og omdrejningspunkt, de holdet tilbage i 2017 drillede favoritterne i NordicBet-ligaen.
Tilbage i klubben ved Brabrand Sø har han haft svært ved at vinde sin plads i midterforsvaret tilbage. Dertil har Daniel Lundholm og Simon Vesterbæk ganske simpelt været for stærkt spillende.
Så må man tage til takke med en plads som angriber… og også her er Jesper Brinck klar til at gøre en forskel. Sidste lørdag satte han fut i Brabrands angrebsspil i afslutningen af kampen mod Skive – og denne lørdag fik han igen chancen som en af Brabrands forreste.
Og denne gang blev kan decideret kampafgørende: Efter 17 minutter flugtede han smukt bolden i mål til en 1-0-føring efter flot og hurtigt opspil i venstre side af Andreas Pisani og Kasper Andersen.
Målet gav holdet ro og sikkerhed i alt, hvad spillerne foretog sig, og Brabrand var før pausen det dominerende hold på banen i Gentofte. HIK havde bolden en del, men formåede ikke at skabe en reel målchance i den del af kampen.
Brabrand satte trumf på
Det ville være synd at sige, at Brabrand sprudlede. Men organisationen var i orden, og forsvarsspillet var som i kampen mod Skive konsekvent og fejlfrit.
Enkelte chancer blev det dog til. Midt i halvlegen fik Brabrand brudt igennem i højre side, og en aflevering fra Kasper Andersen endte hos Markus Bay, der dog ikke ramte målet med sit ”krøllede” skudforsøg.
Mere blev det egentlig ikke til i en første halvleg på det jævne. Men straks i anden halvleg satte Brabrand igen trumf på: Et frispark i højre side lige uden for straffesparksfeltet sendte Andreas Pisani mod fjerneste stolpe, hvor tøvende forsvarsspil hos hjemmeholdet gav anfører Michael K. Pedersen mulighed for at fordoble Brabrands føring til 2-0.
Herefter virkede Brabrand i fuld kontrol, og holdet koncentrerede sig om forsvarsspillet. Det skulle dog vise sig at være en lidt for passiv tilgang, og HIK var i de sidste 20 minutter tæt på at ændre slagets gang.
Efter 71 minutter begik Brabrand et klodset frispark lige uden for feltet, og her kunne holdet i de orange udebanetrøjer takke målmand Casper Vedel Andersen, da han med en fin redning holdt frisparket ude af målet.
Igen i det 83. minut leverede Casper Vedel Andersen en flot refleksredning på et flyvende hovedstød fra en HIK-spiller. I det hele taget bidrog Brabrands målmand igen til en stærk forsvarsindsats med pålidelige indgreb, når der var brug for det.
Seriøs kandidat til oprykningsspil
Frem ad banen var der ikke meget, der lykkedes for Brabrand i anden halvleg, men til sidst kunne det dog sagtens være blevet 3-0. Først gik Kasper Andersen alene mod mål men skød forbi. Og i allersidste sekund kunne og burde unge Simon Schouby have scoret sit første mål for Brabrand, da han blev spillet fri foran målet. Men skuddet gik forbi målstolpen.
Hermed blev det ved de 2-0, hvilket Brabrand-spillerne også kunne være fint tilfredse med. På en meget disciplineret indsats hev de endnu en sejr i hus. Og pludselig er Brabrand en seriøs kandidat til den sjette og sidste plads i oprykningsspillet.
Brabrand ligger lige nu á points med Skive og Thisted på sjettepladsen, men FC Roskilde kan dog smutte forbi, hvis holdet søndag vinder på udebane over Kolding.
Programmet i de sidste tre runder ser fornuftigt ud for Brabrand. Blandt andet har holdet tre sikre points på hånden, da holdet skulle have mødt Jammerbugt i næstsidste runde.
Først venter dog lokalopgøret næste lørdag mod Aarhus Fremad. Og i sidste runde d. 10. april skal Brabrand på udebane møde Frem.