Når Brabrand IF lørdag eftermiddag løber på banen til 2. divisionskampen på hjemmebane mod Vejgaard sker det med sikkerheden i, at holdet allerede har sikret sig deltagelse i forårets oprykningsspil til 1. division. Nu sætter holdet sig nye mål.
Seks hold kommer med i oprykningsspillet, og Brabrand er på tredjepladsen 15 points foran Vejgaard på syvendepladsen – med 12 points at spille om. Det kan ikke gå galt. Træner Tom Søjberg glæder sig over, at det vigtigt mål er nået.
”Det er da bestemt både en lettelse og en stor tilfredsstillelse for både spillerne og mig at vide, at vi kommer med i oprykningsspillet. Så kan vi begynde at se fremad derfra og prøve at få så mange points som muligt med over”, siger Tom Søjberg.
I den nye struktur i 2. division tager de 12 hold alle points fra grundspillet med over og møder herefter alle øvrige hold en enkelt gang. Der er desuden en ekstra fordel til de tre bedste hold fra hver pulje, der får seks hjemmekampe, mens de øvrige hold kun får fem.
Marcus Sloth fortsat ikke klar
I den dramatiske kamp i søndags i Ringkøbing måtte Tobias Olesen en tur på sygehuset efter at være blevet sparket i hovedet af en modspiller – hvilket kostede Ringkøbing-spilleren et rødt kort. Tobias Olsen meldes dog i bedring sammen med bl.a. Mike Kaljo og Malthe Boesen, som også fik småskader i kampen.
Også holdets nye spiller Lasse Tougaard er så småt ved at være klar, efter at han fik en forstrækning i den første kamp.
Værre ser det ud for en anden af holdets unge spillere, Marcus Sloth Jørgensen. Han har i længere tid haft problemer med både fod og læg og har kun kunnet træne med spredte mellemrum og er fortsat ikke kampklar.
Gang i målscoringen
Selv uden de to sidstnævnte spillere samt den skadede topscorer Lasse Møberg fik Brabrand med 3-0-sejren i Ringkøbing gang i målscoringen, og det glæder træner Tom Søjberg.
Han ser frem til en spændende kamp mod Vejgaard, som i sidste runde kværnede Aarhus Fremad ned med 4-1:
”Vi kommer til at møde et hold, der er enormt dedikeret på at vinde kampen. Vi skal spille tålmodigt og være gode til at sætte vores spil sammen for at skabe målchancer. Man må ikke holde igen mod Vejgaard – så taber man”, siger han.
2. division i fodbold: Brabrand-Vejgaard, lørdag kl. 16.00 på Brabrand Stadion. Der er gratis entré til kampen.