
De øvrige hold i fodboldens 2. division fik lørdag eftermiddag endnu en påmindelse om, at man aldrig skal afskrive Brabrand. Det gik ud over rækkens nummer ét, Thisted FC, der måtte rejse hjem med et 1-2-nederlag. 19-årige Omar Jarju, som Brabrand har til låns af Horsens AC, blev match-vinder for sit hold.
Du ved aldrig med Brabrand. Sidste lørdag skuffede holdet i Skive og tabte 2-3 til det andet bundhold og var ved at blive isoleret på én af bundpladserne.
Men så rystede træner Michéle Demontis posen, gav start-debut til Jonatan Bro Christensen i forsvaret, sendte Simon Schouby ind for at stabilisere midtbanen og rutinerede Tobias Olesen ind på højrekanten – og gav genvalg til unge Lucas Martin i målet. Og det var tilsyneladende formlen til succes mod rækkens nummer ét, Thisted FC.
Thisted kom selv til Brabrand med en række overraskende resultater i bagagen, der havde sendt holdet helt til tops efter otte runder.
Men det rystede ikke Brabrand-lejren, som kender nordvest-jyderne ud og ind efter talrige opgør gennem årene.
“Vi vidste, at vi ville have en god chance mod Thisted, og vi havde på forhånd talt om, at det nok ville blive en lige kamp. Og det blev det også,” sagde Brabrand-træner efter kampen.
Hjemmeholdet kom ud af starthullerne med alt, hvad de havde, og allerede efter 12 minutter kom holdet foran. Ligesom i den sidste hjemmekamp mod Fremad Amager gav holdets nye angriber, Nemo Thomsen, sit hold en forrygende start.
Simon Vesterbæk sendte ham afsted i en god position, men Thisteds forsvarsspillere anede dog næppe uråd, da de var 3-4 stykker om opgaven – men Nemo Thomsen har en forrygende evne til at sætte modspillere af, og endnu en gang fik han ene mand vristet sig fri og scorede sikkert til 1-0.
Mange hjørnespark men ingen mål
Første halvleg igennem havde Brabrand flere andre fine muligheder, og et presset Thisted-hold måtte indkassere hele tre gule kort – men stillingen forblev 1-0 til pausen.
Og den fik Thisted-spillerne tilsyneladende mest ud af, for der var kun spillet et enkelt minut af anden halvleg, før de fik udlignet. Det var Jonas Graabæk Hansen, som scorede for Thisted efter hjørnespark.

Derefter var kampen ganske lige. Brabrand havde held til at presse gæsterne til en række hjørnespark, men det var en af de dage, hvor dødboldene ikke bragte det helt store for hjemmeholdet.
Et kvarter før tid kom gambianske Omar Jarju på banen i stedet for ellers slidstærke Mathias “Marvin” Laursen – og det skule vise sig at være et godt træk af Brabrand-bænken.
Scorede sejrsmål og fik gult kort
Inden det kom så vidt kunne de blåklædte Brabrand-spillere dog ånde lettet op, da Thisted seks minutter før tid var tæt på et straffespark. Men dommeren lod spillet fortsætte.
I de sidste minutter kom Magnus Kjellerup, Lucas Møller og John Frederiksen på banen for Brabrand. Og de kunne sammen med resten af holdet lade jublen bryde løs i det 93. minut.

Det var førnævnte Omar Jarju, som efter en omstilling fik bolden i venstre side. Han fik ikke i tide spillet bolden videre og var tilsyneladende i en lidt låst situation. Mens ærgrelsen var ved at brede sig ude på bænken, fik han alligevel afsluttet og sendte bolden i en bue hen over Thisteds målmand Andreas Raahauge og ind i “det lange hjørne”.
Målet var en kæmpe forløsning for fodboldtalentet, som hjemme i Gambia har scoret mål på samlebånd – men endnu ikke i Danmark har fået hul på målscoringen. I ren eufori smed han den blå Brabrand-trøje med nummer 77 og måtte tage imod dommerens gule kort for den forseelse.
Men det er var hurtigt glemt i holdets sejrsglæde. For kort efter fløjtede dommer Allan Staal af, og jublen over holdets anden sejr i sæsonen kunne bryde løs.
Det var en glad træner Michéle Demontis, som efterfølgende gjorde status over kampen:
“Thisted kom med tur i den, men det blev en meget lige kamp, synes jeg. Vi er naturligvis rigtig glade over at slå dem, men jeg mener ikke, at de er rækkens bedste hold,” sagde han.
“Vi fik kreeret rigtig fint med chancer, men vi gav også mange chancer væk, præcis som det har været i de seneste kampe. Men jeg vil gerne rose holdet for en god, gedigen holdindsats.”
Du kan opleve holdet hjemme på AURA Park igen næste lørdag kl. 14.00, hvor Næstved kommer på besøg.




