
Brabrand IF´s fodboldkvinder spiller lørdag eftermiddag topkamp mod Viborg FF i 2. division. Selvom der i foråret ikke er en oprykning at kæmpe for, er energi-niveauet og humøret højt i Brabrand-lejren. Nu skal forberedelserne gøres til, at holdet i efteråret endelig kan spille sig op i 1. division.
November er længe siden – og spillerne har for længst lagt skuffelsen bag sig: Brabrand var bare et enkelt mål fra at rykke op i 1. division og skulle “bare” vinde i den afsluttende topkamp mod Aalborg Freja. Men resultatet blev 2-2, efter at Brabrand pænt inde i anden halvleg havde ført 2-0.
Aalborg Freja løb derfor med oprykningen, mens Brabrand må tage til takke med det såkaldte slutspil, hvor de seks hold spiller om at undgå den enlige nedrykningsplads.
Allerede efter to runder har Brabrand med forholdsvis sikre sejre over henholdsvis OB og Dalum/Næsby lagt stor afstand til sidstepladsen og signaleret, at nedrykning ikke bliver aktuelt. I stedet ruster holdet sig til en ny intens kamp om oprykning efter sommerferien.
Næste skridt er lørdagens topopgør mod Viborg FF på hjemmebane på Engdalsvej.
“Vi ville da hellere spille for at rykke op. Det er langt sjovere – men nu skal vi i stedet bygge på, så vi står stærkere til efterårets kampe,” siger en af holdets rutinerede spillere, Louise Bendtsen, som netop er vendt tilbage efter en fødsel i januar.
“Om vi bliver nummer ét eller to gør i virkeligheden ikke den store forskel. I stedet sætter vi os et mål for hver kamp om at vinde den og samtidig bygge på vores spil,” tilføjer anfører Katrine Andersen.
Vores Brabrand har fanget dem til en snak efter træning onsdag aften – godt i gang med en sæson, der ikke for alvor kan få blodet i kog. Men stemningen i truppen er som altid intens og engageret, understreger de.
“Selvom vi ikke kan rykke op, giver det bare optimisme og tro på tingene, når man vinder, og det kan man virkelig mærke til træningerne. Nu skal vi bare bygge endnu mere på og få endnu bedre styr på vores spil og aftaler, så vi bliver en endnu mere sammentømret enhed. Og så har vi en del spillere, som kommer tilbage fra skader og barsel. Dem skal vi også have godt i gang,” siger Louise Bendtsen.
Stærkt sammenhold
Holdets raketfart op gennem rækkerne tog sin begyndelse tilbage i 2020, hvor hele holdet kom samlet til Brabrand, efter tidligere at have repræsenteret VSK Aarhus. Hurtigt spillede holdet sig op i 2. division, mens det har knebet med at få opfyldt ambitionen om en plads i landets næstbedste række, 1. division.
I tre sæsoner har holdet spillet med blandt de bedste, men til sidst løb et andet hold med oprykningen. Først var det ASA, så var det Vildbjerg – der senere blev til FC Midtjylland, og senest var det Aalborg Freja i en sæson, hvor Brabrand var hårdt ramt af skader.
Faktisk er 8 ud af de 15 spillere, som var med fra VSK Aarhus, stadig en del af holdet her, næsten fem år efter. Det vidner om et stærkt sammenhold og en inkluderende kultur, forklarer de to spillere.
Trods en stor trup har det i sæsonens første kampe knebet med at stille med en bare nogenlunde bred udskiftningsbænk. Det skyldes i følge træner Hans-Martin Lauesen blandt andet, at en del spillere fortsat kæmper med at komme tilbage efter lang tids fravær.
Vil gerne give noget tilbage
Også på de indre linjer arbejder truppen på at geare organisationen til de mange opgaver, der følger med en status som divisionshold. Ligesom det gælder klubbens herrer, tager også de kvindelige elitespillere en stor del af opgaverne på sig.
Et udvalg på fire spillere har meldt sig til at tage sig af mange af de praktiske opgaver, som tidligere lå på træner Hans-Martin Lauesens skuldre. Det gælder blandt andet samarbejdet med klubbens bestyrelse.
Holdet har stadig ikke helt de samme vilkår som klubbens 3. divisionsherrer. Det er eksempelvis stadig mændene, der først vælger kamptidspunkt, hvorefter kvinderne kan fastlægge deres kampe.
“Vi ved godt, at total ligestilling er noget, der tager tid. Men vi arbejder på det,” siger Louise Bendtsen, mens Hans-Martin Lauesen tilføjer:
“I forhold til mange af vores divisions-konkurrenter er vi godt stillet i Brabrand. Vi skal lige ha´ de sidste ting på plads, så vi kan sige, at vi har en rigtig god kvindeklub i Brabrand. Det arbejder vi på.”
Ved den seneste generalforsamling i Brabrand IF Fodbold stillede en af spillerne, Sarah Kaagaard Dahl, op til bestyrelsen og blev valgt. Det er et eksempel på, at holdet gerne vil give noget tilbage til klubben til gengæld for de ressourcer, det koster at drive et divisionshold.
“Vi ved godt, at vi er en udgift. Det er fair, at der til generalforsamlingen bliver spurgt til hvorfor man bruger penge på at drive divisionsholdene. Derfor skal man i klubben også føle, at der bliver givet noget tilbage,” siger træneren.
Spillerne understreger, at der i truppen er en lyst til at bidrage til træningen af de yngre piger i klubben og i højere grad optræde som rollemodeller i ungdomsafdelingen – men det er svært at finde plads til det i en i forvejen travl kalender.
Unge Brabrand-spillere på vej
I den ganske store 2. divisionstrup er der ganske mange spillere, som har erfaring fra de to højeste rækker i Danmark – men der er samtidig plads til en række af klubbens egne ungdomsspillere, som bevæger sig stadig tættere på divisionsfodbold.
To af dem, Alberte Friis og den kun 16-årige Narin Arslan var med i den seneste kamp i sidste weekend, hvor det blev 3-1 i Odense over Dalum/Næsby. Her lagde Alberte Friis op til Sofie Obels 3-1-mål. Desuden er også Nuran Rodwal med i truppen.
“De unge spillere gør det virkelig godt. Det er fedt at se, at de tør at byde ind og virkelig være til stede i kampene,” tilføjer Louise Bendtsen.
I de to første kampe har også to nye spillere i truppen, Mille Stykkel Hansen og Matilde Bach Frandsen, fået debut på holdet.
Lørdag d. 26. april kl. 16.00: Brabrand IF-Viborg FF i kvindernes 2. division slutspil.
