
Nogle gange er det, som om man har oplevet det hele før. Sådan var det lørdag eftermiddag, hvor Brabrand lige som i november 2019 til sidst blev kørt over af et velspillende Aarhus Fremad hold. Igen blev resultatet et nederlag på 1-4 efter en kamp, der længe var på vippen.
Fremads forsvarsspiller Christian Bech gav bolden et ordentligt los i retning af midtbyen. Det var kun de høje træer rundt om Riisvangen Stadion, der forhindrede, at bolden endte nede omkring Dokk1.
Brabrand havde netop udlignet til 1-1 og var tilbage i kampen. Ærgrelsen lyste ud af Fremad-spillerne, mens Brabrand jublede i én stor klump. Som så mange gange før var Brabrand kommet tilbage, efter at det ellers havde set helt umuligt ud for holdet.
Efter massivt klumpspil kunne forsvarsspilleren Simon Vesterbæk hamre bolden i mål og udligne Fremads føring fra første halvleg. 1-0 var stillingen ved pausen, hvor Brabrand måtte rokere fuldstændig rundt på holdet. Det så svært ud!
Den centrale forsvarsspiller Daniel Lundholm måtte sidde over med karantæne, og træner Tom Søjberg så ingen anden udvej end at sende backen Frederik Jørgensen ind i startopstillingen, selvom han har været skadet siden februar og endnu ikke var helt på toppen. Men i Brabrands uhyre smalle trup var der brug for ham til kampen mod Fremad.
Det gik så ikke for Fredrik Jørgensen, som måtte lade sig udskifte efter 45 minutter – og heraf kom så den omfattende rokade på fire pladser, hvor venstre kant Mostafa Maarouf blandt andet måtte ned og spille højre back.
Tre spektakulære mål
De mange Fremad-fans blandt de godt 400 tilskuere var begyndt at glæde sig til flere Fremad-mål – men man skal aldrig undervurdere Brabrand. Først var Thomas Viggers uhyre tæt på at sørge for udligningen, inden det så kort efter lykkedes Simon Vesterbæk.
Men hvorfor nu bruge så mange ord på at fortælle om Brabrands ene mål, når modstanderne scorede fire? Fordi det var essensen af lokalopgøret: At Brabrand endnu en gang kom med alt, hvad de havde og skabte en jævnbyrdig kamp i en time – indtil Aarhus Fremad i løbet af et kvarter scorede tre spektakulære mål, der lukkede kampen – dog alle efter uheldige beslutninger af Brabrand-spillerne.
Vild jubel hos de mange gul- og sortklædte Fremad-fans. Ikke meget at grine af i Brabrand-lejren.
Brabrand-dyderne forsvandt
Men det er efter en kamp som denne, at det giver ekstra meget mening at hylde Brabrand-spillerne for et sammenhold, en vilje og en koncentration, der gør, at de blåklædte spillere inden lørdagens kamp var det mest formstærke hold i hele 2. divisionspuljen.
Trods de få udskiftningsmuligheder har holdet kamp efter kamp slæbt points nok hjem til at sikre en forholdsvis lun midterplacering.
Lørdag eftermiddag manglede holdet i den sidste halve time de sidste procenter. Og så gik det gruelig galt mod lokalrivalerne.
Forhåbentlig er de velkendte Brabrand-dyder tilbage på holdet igen på lørdag, hvor topholdet B93 kommer på besøg i Brabrand.