Når Brabrand på lørdag kl. 15.00 løber ind på Brabrand Stadion til sæsonens sidste kamp, kan holdet i princippet selv afgøre, om holdet skal med op i den nyoprettede række for de bedste hold 2. division. Det kræver dog både en sejr og masser af mål i kampen mod allerede nedrykkede FC Sydvest.
Weekenden startede egentlig fint for Brabrand. 0-0 på udebane hos Jammerbugt FC gav et vigtigt point og en midlertidig plads i top-6. Så kunne holdet bare håbe, at de øvrige resultater flaskede sig:
Det gjorde de kun delvist. Værst for Brabrand var det, at VSK Aarhus søndag luskede hjem fra Thisted med 1-1 efter en kamp, hvor Thisted var klart bedst og havde mange chancer for at vinde kampen.
Samlet set betyder weekendens resultater, at der nu er intens kamp om de sidste to pladser i den nyoprettede række, der bliver skudt ind mellem Nordic Bet-ligaen og 2. division – og overtager navnet ”2. division.”
Fire hold kæmper om de to pladser: Frem, Middelfart, VSK Aarhus og Brabrand.
Hvis man kun ser på stillingen, ser det umiddelbart svært ud for Brabrand. Men Frem og Middelfart mødes indbyrdes, og det betyder, at Brabrand med en sejr med sikkerhed rykker forbi et af de to hold.
Udfordringen er VSK Aarhus, der lige nu ligger side om side med Brabrand. Begge hold har 34 points – men VSK Aarhus har en målforskel, der er to mål bedre end Brabrands.
Brabrand skal score flere mål end VSK
Det vil sige, at hvis de to hold begge vinder deres kampe lige stort, rykker VSK Aarhus ind i top-6 foran Brabrand.
Hvis Brabrand vinder med to overskydende mål mere end VSK, snupper holdet fra Engdalsvej til gengæld pladsen – med mindre der bliver scoret rigtig mange mål i VSK´s kamp….
Så tæt og spændende er det. De to hold har begge hjemmebane mod hold, der allerede er rykket ned. VSK tager imod Svendborg-Oure, mens Brabrand som nævnt får besøg af FC Sydvest fra Tønder. Alle kampe spilles lørdag kl. 15.00.
Mere spændende kan det næsten ikke blive! Så hvis du har tid og overskud til at støtte dit lokale fodboldhold, så er lørdag d. 5. juni en rigtig god dag at gøre det på.