Lørdag eftermiddag fik Brabrands fodboldspillere og tilhængere en vigtig påmindelse: Der skal så lidt til for at tippe en fodboldkamp. Et par dårlige beslutninger – og så er man pludselig på hælene. Sådan var det i kampen mod Thisted, der løb med en 3-0-sejr efter en kamp på det jævne.
Frustrationerne stod malet i ansigterne på de blåklædte spillere, da de forlod banen. Det var en kamp, de havde tabt på gulvet, efter at de ellers havde fulgt Thisted godt til dørs i første halvleg. 0-3 lød de voldsomme cifre til sidst efter en kamp, Brabrand aldrig rigtig fik fat i.
Thisted har et stærkt hold, der fra start til slut virkede stærkere og sikrere med bolden. Men i den første halvdel af kampen formåede Brabrand som så ofte før at kompensere for manglerne med konsekvens og klogskab. Det velkendte Brabrand-DNA.
Og når Thisted så alligevel spillede sig smart igennem, var målmand Henrik Lindhard som altid mand for at afværge pænt store målchancer til gæsterne.
Brabrand var ikke den helt store trussel i den anden ende af banen, men det lykkedes dog med klogt spil at få skabt rimeligt angrebsspil. Henrik Borup fik den største chance på et hovedstød.
Brabrand uden fem stamspillere
Men det var også svære betingelser: Brabrand måtte i forhold til sidste uges kamp mod Næstved undvære midtbanedynamoen Mathias Bonde, som havde karantæne, og angrebs-fyrtårnet Malthe Boesen. Også normale stamspillere som Daniel Lundholm, Lasse Møberg og Jesper Henriksen er ude med skader.
Det betød, at Brabrand til kampen stillede med en bænk fuld af unge talenter inklusive tre spillere fra klubbens talentfulde u19-hold.
De kunne fra sidelinjen se Thisteds angrebs-es, Mikkel Agger, drive gæk med Brabrand-forsvaret kort inde i anden halvleg. En enkel finte satte forsvarsspillerne af, og han kunne så rykke på tværs og sende bolden i mål fra cirka 20 meter. Et klassisk Agger-mål, som heller ikke Henrik Lindhard kunne forhindre, selvom han havde en hånd på bolden.
Så måtte Brabrand forsøge at svare igen, men det blev kun til ret spagfærdige pip. Faktisk lykkedes det kun en enkelt gang at skabe et troværdigt bud på en målchance, men Kasper Andersens gode skud blev pareret af Thisteds målmand.
Og da Brabrands forsvar så efter yderligere 10 minutter tøvede igen, kunne Thisteds nye bolivianske spiller, Antonio Bustamante, trille 2-0-føringen i mål.
Mål ændrede kampen
Så blev de to unge Brabrand-talenter Magnus Poulsen og Rasmus Jensen, sendt på banen, men de kunne ikke gøre den store forskel. Det kunne Thisteds Yao Dieudonne til gengæld. Han fik plads nok til at score til 3-0, og Thisted kunne så cruise sikkert mod de tre points.
”Vi havde dem egentlig, hvor vi gerne vil have dem. Men vi fraveg vi fra planen, og det kostede et mål. Vi spillede egentlig klogt, indtil det første mål kom. Det ændrede kampen fuldstændig. Så fik Thisted ro, og vi forivrede os og begyndte at lave et hav af fejl. Det var virkelig frustrerende,” sagde Brabrands træner Tom Søjberg efter kampen.
Trods nederlaget fastholder Brabrand pladsen blandt de seks bedste og holder også en afstand på tre points ned til bysbørnene fra Aarhus Fremad inden næste lørdags lokalopgør på Riisvangen Stadion. Den kamp spilles lørdag kl. 14.00