
Brabrand IF har famlet sig lidt frem gennem efteråret i 2. division i fodbold. Men nu har holdet tilsyneladende fundet formlen: Skarpe omstillinger og et forsvarsspil der ikke giver modstanderne chancen på omstillinger. Det gav lørdag en sikker 2-0-sejr over HIK fra rækkens øverste halvdel.
2-0 er den farligste føring! Det var salig Richard Møller Nielsen, det fynske bøgetræ og landstræner, som engang kom med de vise ord, der stadig klinger i baghovedet.
Derfor var det nok med en vis spænding, at de trofaste fans på AURA Park lørdag eftermiddag spiste stadionplatten færdig og tørrede det sidste ketchup af mundvigen:
Hvad nu, Brabrand?
For den første halvdel af kampen var forløbet præcis, som holdet kunne have drømt om. Efter en åben slag-udveksling i det første kvarter så man efterhånden tegningen af et Brabrand-hold med saft og kraft:
På midten fik holdet ofte bremset de vævre HIK-spillere, og så gik det stærkt mod modstandernes mål. Kantspillerne Magnus Kjellerup i højre og Lucas Møller i venstre side var som torpedoer, der med præcise stikninger blev sendt afsted – og det var præcis sådan, Brabrand kom foran:
Lucas Møller fik en fremragende bold at løbe på, og han sendte en knaldhård aflevering ind mod mål, hvor gambianske Omar Jarju smukt drejede bolden i mål til 1-0.
HIK bød sig ellers godt til og viste teknisk flot 1-2-spil, der gav Brabrands midterakse med unge Jonatan Bro, erfarne Jesper Brinck og anfører Rasmus Juul nok at se til. Men koncentreret fik de ryddet op og sat omstillinger i gang, der holdt gæsterne rigeligt beskæftiget.
Efter 38 minutter blev hurtige Nemo Thomsen spillet fri, men han hamrede bolden over HIK´s mål, så alt lignede egentlig en smal 1-0-føring ved pausen.
Med et skydetelt af en anden verden lagde Brabrand dog til sidst et kolossalt pres på gæsterne. HIK sendte til sidst bolden ud af feltet, så chancen syntes forduftet… men her stod midtbanespiller Simon Vesterbæk klar, og med et listigt langskud helt ude ved stolpen fik han bolden i nettet til 2-0, akkurat inden dommer Philip Hovgård fløjtede til pause.
Ny energi til offensiven
Og så var historien om den farligste føring relevant: Kunne Brabrand nu også modstå gæsternes pres i anden halvleg?
Her var svaret denne gang et rungende ja. Holdet er modnet af sæsonens første kampe, hvor der indimellem er blevet givet lidt rigeligt med mål væk, når alt ellers syntes under kontrol.

Men ikke denne lørdag. Det var beskedent, hvad HIK formåede at skabe i en halvleg, hvor Brabrand holdt fast i initiativet. Den energiske angriber Mathias “Marvin” Laursen måtte lade sig udskifte med Marcus Bay, men det gav bare ny energi til offensiven, hvor Bay ofte drev bolden fremad.
Også ligeledes indskiftede Jonas Berwald bød ind med gode intense løb, der skabte uro i HIK-forsvaret, og det var flere gange tæt på 3-0 til Brabrand.
Det lykkedes dog ikke, men der var alligevel masser af knyttede næver efter dommerens slutfløjt – blandt andet hos 36-årige Jesper Brinck, som var holdets defensive styrmand.
“Vi havde kigget meget på HIK og set, at hver gang vi har tabt til dem, var det fordi, de har løbet omstillinger på os. Så det skulle vi prøve at sætte en prop i. Derfor skulle vi give lidt køb på det høje pres, som vi ellers har kørt meget med og i stedet skulle vi forsøge at løbe kontra på dem,” sagde Jesper Brinck.

Assistenttræner og vandbærer
Tilbage i tiden var han anfører og ankermand, da holdet bl.a. var oppe i 1.division, og siden oplevede han nogle år på Færøerne, hvor han blev mester med Klaksvik og oplevede internationalt stjernestøv i Champions League-kvalifikationen. Og her er han så igen – stadig med mod på at gøre en forskel i Brabrand.
Da han i begyndelsen af efteråret havde 2-3 arbejdsdage om ugen på Sjælland, var der ikke plads til ham på holdet. Og så tog han i stedet en assistenttræner- og vandbærer-rolle.
“Når der ikke var plads på holdet, må man gøre noget andet for at hjælpe. Og så har jeg ventet på, at mulighederne igen bød sig,” fortalte han.

Og nu er han tilbage på holdet med de samme opgaver som tidligere – at styre holdet og hjælpe med rutine og det store overblik, når modstanderne presser på.
“Jeg synes, vi fik sat en prop i, da vi gik lidt længere ned at stå, sådan som vi gjorde mod VSK. Det gav resultater, og det var det samme i dag: Lad os som de andre kan bryde os ned, i stedet for at vi giver dem gratis omstilinger, fordi vi presser så højt,” sagde han.
“Nu har vi fundet en model, der giver points. Vi kan mærke, at vi er ikke langt fra modstandene i alle kampe, når vi vender tilbage til de gode gamle Brabrand-dyder. Vi har nok følt, at vi i de tidligere kampe ikke helt lignede os selv. Nu er vi mere tilbage ved den velkendte Brabrand-basis.”
2-0-sejren over HIK betød, at Brabrand bevægede sig en smule længere væk fra de to nederste pladser. I det hele taget ligger de sidste seks hold meget tæt på hinanden nu, hvor to tredjedele af grundspillet er afviklet.
I næste runde venter endnu en bustur til Sjælland, hvor Brabrand på lørdag kl. 13.00 møder Ishøj.




