24-årige Jacob Linnet repræsenterer om nogen ånden og kulturen på det Brabrand-hold, der i øjeblikket forsøger at kæmpe sig tilbage til 1. division i fodbold: Utrætteligt løbearbejde, fight til sidste minut – og stadig mere attraktivt fodboldspil. Så det er kun naturligt, at han nu også er blevet anfører for holdet.
Det er lidt over et år siden, Brabrand fik fodbold-Danmark til at tage sig vantro til hovedet ved at vinde 1-0 på Vejle Stadion. Målscorer: Jacob Dyrborg Linnet. Det var hans første mål på divisionsniveau, og det gav sejren over oprykningsfavoritterne fra Vejle – og styrkede troen på, at Brabrand faktisk havde noget at gøre i 1. division.
Nu endte det til sidst alligevel med nedrykning til 2. division. Men troen på at der venter en ny tid i 1. division, den har Jacob Linnet og holdkammeraterne stadig.
Lørdag kl. 14.00 på Brabrand Stadion venter opgøret mod topholdet Skive, og en sejr vil styrke troen på, at det er muligt at vende tilbage.
Lang vej til divisionsfodbold
Jacob Linnet har taget den lange vej mod målet – at blive fast spiller på Brabrands divisionshold.
Som 17-årig spillede han fodbold i Viby men var lidt træt af, at kammeraterne gik mere op i fester, så han kiggede sig om efter noget andet. Hans kammerat fra gymnasiet, Lukas Enevoldsen, foreslog, at han kom til Brabrand, hvor han selv spillede.
Det gjorde han så. Men der var dog ikke i første omgang udsigt til divisionsfodbold:
”Tom syntes vist ikke, jeg var moden nok. Jeg chancede lidt for meget, sagde han til mig. Så jeg tog to år på andet-holdet. Og der gik faktisk yderligere 1-2 sæsoner, hvor jeg sad rigtig meget på bænken. Lidt for meget, synes jeg selv.”
Men han spillede sig gradvist tættere på holdet som back og mærkede træner Tom Søjbergs tillid. Jacob Linnet havde i sin ungdomstid i AGF fået at vide, at han var ”for lille og for langsom” – men det lærte han at kompensere for. Han taber nu sjældent en løbe- eller hovedstødsduel på sin nye position som midtbanespiller.
Målet på Vejle Stadion var et klart højdepunkt i karrieren – men viste også at Jacob Linnet nu også kunne afgøre fodboldkampe. Og gradvist har han fået en stadig mere afgørende plads på holdet. Inde i ”motorrummet” midt på banen.
I første omgang fik han rollen som den, der skulle løbe de ekstra meter, når der var brug for det. Men har har efterhånden udviklet sig til en dygtig pasningsspiller og veksler nu med Lasse Tougaard i rollerne som ”oprydder” og som mere fremadrettet midtbanespiller.
”Den helt rigtige attitude”
”Han er en spiller, der altid går forrest. Han har den helt rigtige attitude og ser altid først på, hvad han selv kan gøre bedre, før han bebrejder andre noget. Og så har han også et rigtig godt humør, når det er det, der skal til”, siger træner Tom Søjberg om Jacob Linnet, som i løbet af vinteren blev ny anfører, da Jesper Brinck rejste til Færøerne.
”Det har været et kæmpe skulderklap. Jeg er virkelig beæret over, at jeg får lov til at bære anførerbindet, især med rejse jeg har været på, inden jeg blev fast mand. Men de sidste par år gået sindssygt stærkt”, siger Jacob Linnet selv om forfremmelsen.
Vinderkulturen
I klubben taler man om ”Brabrand-dna´et”: Villigheden til at løbe langt og at kæmpe til det sidste. Jacob Linnet er sammen med Simon Riis og Mike Kaljo en af dem, der har været længst i klubben og repræsenterer den indstilling.
”Vi har fået opbygget en vinderkultur på holdet. Spillet behøver ikke altid at være så poleret. Vi vil hellere vinde end at spille flot fodbold. Men nu har vi efterhånden holdet, der kan begge dele.”
Han glæder sig over, at Brabrand nu er i en position, hvor holdet selv kan afgøre, om det skal blive til oprykning til 1. division igen. Det kræver først og fremmest en sejr i den nøglekamp i Kolding, der venter om nogle uger.
Det gælder dog om at tage en kamp ad gangen, minder spillerne hinanden om. Og første skridt på vejen er lørdagens kamp mod topholdet Skive. Brabrand har tidligere mødt Skive to gange i denne sæson og har endnu ikke vundet. Men lørdag skal det være. For spillerne vil meget gerne tilbage i Danmarks næst-fineste række, erkender Jacob Linnet:
”Min ambition er at komme i 1. division igen – med Brabrand. Nu har jeg ligesom prøvet det, og jeg håber, vi kan få det fantastiske fodboldhold, vi har nu, med op. Det vil virkelig klæde den række.”