Her kommer det andet af en stribe blogindlæg om potentialet for nærlokal journalistik som den, Vores Brabrand bedriver. Fokusgrupper gennemført af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole viser, at det især er yngre og børnefamilier, som føler sig stærkt knyttet til den landsby eller bydel, de bor i. Man får typisk en bredere interesse for hele kommunens udvikling og politiske liv, efterhånden som børnene vokser og flytter hjemmefra.
23% af danskerne føler sig særligt knyttet til den landsby eller bydel, de bor i, mens lidt flere – 30% føler sig mest knyttet til kommunen. Men interessant nok er det især de yngre familier, som føler den største tilknytning til det helt nære område.
Det viser en række fokusgruppe-interviews, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole gennemførte i 2016 og 2017 i forbindelse med forskningsprojektet ”Lokal- og regionalmediers indhold, rolle og betydning i lokalområder”. Karakteristisk for deltagerne var, at de typisk var engageret i frivilligt arbejde i lokalområdet.