Bjarne Golles blev den sidste naturvejleder i Aarhus Kommune. 1. juli takkede han af og afslutter en epoke, hvor Aarhus var førende i Danmark, når det gjaldt naturvejledning. En varm sommerdag ved kanten af Årslev Engsø fortæller han om sit engagement og store interesse for naturen. Få hundrede meter væk sad havørnen imens og pillede fjer.
”Jeg er helt sikker på, at den kender mig, ligesom jeg kender den.”
Et par minutter forinden var Bjarne Golles sprunget op og pegede ud over Aarslev Engsø. ”Se! Der er havørnen!” Den fløj lavt hen over søen og landede på en af de små brinker midt i søen. Han sætter hurtigt fuglekikkerten op og finder havørnen i sigtet. ”Jeg tror, det er hannen!”
Mens havørnen sidder og napper lidt i sine fjer og ellers holder øjne og ører åbne for mulige fødevarer, taler vi om netop det at være parat til at slippe den forberedte plan og udnytte en pludselig mulighed, naturen tilbyder.
”Man skal kunne gribe øjeblikket – man kan aldrig planlægge alting i detaljen. Det er i nuet, tingene sker, og det er en gave, man bør tage imod, og ikke lade sig hyle ud af, at der sker noget uventet. Sådan er naturen.”
Efter at havørnen kort efter har taget endnu en lavtflyvende tur hen over søen, spejdende efter en fisk, taler vi om de 26 år på Sølyst i Brabrand, hvor Bjarne Golles blandt andet var med i udviklingen og anlæggelsen af Årslev Engsø. Det vender vi tilbage til.
”Vi er helt nede i den dybeste bølgedal nu”
Bjarne Golles lægger ikke skjul på sin vemodighed over at se tilbage på sine 26 år i Aarhus Kommune, der var landets førende på naturvejledning, da han tiltrådte i 1992. I dag har kommunen nedlagt alle tre naturcentre, og der er ingen ansatte naturvejledere mere. Det er nu en rolle, der skal udfyldes af frivillige.
”Vi er helt nede i den dybeste bølgedal nu. Men jeg er optimist. Herfra kan det kun gå fremad.”
Bjarne Golles fortæller med glød i stemmen om den Aarhus Kommune, han blev ansat i i 1992. En kommune der ejede store naturområder og havde store ambitioner med naturvejledningen.
”Det var fantastisk at komme til Aarhus Kommune, der på det tidspunkt havde store ambitioner om en bred naturformidling til både børn og voksne. Det var landets mest berømte kommune, hvad angik naturformidling. Der var 172 ansøgere, og jeg fik at vide, at jeg fik landets mest eftertragtede stilling.”
Han er uddannet lærer med linjefag i biologi og geografi og arbejdede allerede inden ansættelsen i Aarhus med naturformidling i fritiden. Desuden var han en flittig skribent og illustrator i Jyllands-Posten og JydskeVestkysten, hvor han havde mange læsere til sine jævnlige artikler om naturen og dens forunderligheder.
”Jeg fik kontakten til kommunens tusindvis af skolebørn og havde til opgave at bruge naturen som rum for læring. Og man får ikke bedre klasselokale, når det handler om at lære om naturfænomener.”
Søslangen og mudderkat´en i Brabrand Sø
I Aarhus var der mange store fortællinger om naturen, der skulle formidles til både små og store. På det tidspunkt, i begyndelsen af 1990´erne, var man blandt andet i fuld gang med at pumpe store mængder fosforholdigt mudder op fra bunden af Brabrand Sø for at forbedre vandmiljøet i søen.
Bjarne Golles tog folk med på offentlige ture og fortalte om, hvad der foregik ude midt i Brabrand Sø, hvor ”søslangen og mudderkat´en” herskede.
En nærværende og engageret formidler
Bjarne Golles ser først og fremmest sig selv som pædagogen, generalisten, der favner bredt – og som har fuglene som et speciale, hvor han kan nørde og gå i detaljen.
Eksempelvis ved han stort set alt, hvad der er værd at vide om havørnene og deres liv. Og han fortæller gerne om det. I det hele taget sætter han en ære i at kunne give kompetente svar, når der bliver spurgt i mange retninger til naturens underfulde liv.
”Det er altid rart at være på tur med én, der kan svare, når man spørger. Det aftvinger respekt – lige meget om man er barn eller voksen.”
Han sammenligner rollen som naturvejleder med det at stå på en scene som skuespiller: Man er på og giver af sig selv. Der kunne være nervøsitet før et offentligt arrangement. Hvad er det for et publikum? Hvordan vil naturen arte sig? Og så følger trætheden bagefter, når man har været på i timevis.
”Det er altid rart at være sammen med en engageret person. Og jeg håber, det er et skudsmål, jeg får med mig – at jeg har været nærværende og engageret.”
Etableringen af Årslev Engsø
Da Bjarne Golles havde været ansat i godt 10 år, opstod muligheden pludselig for, at han kunne være med til at skabe noget helt nyt i den vestlige del af Aarhus. Han havde nydt at være en del af en kommune, der af resten af landet blev set som en motor i naturplejen. Men det her: En helt ny engsø vest for Brabrand Sø. Det var stort.
”Pludselig åbnede der sig den her mulighed. Man skulle til at bygge motorvejen, og lodsejerne skulle af med noget jord. Her var muligheden! Nu skulle vi have lavet den sø. Brabrand Sø kunne få en tvillingesøster.”
Bjarne Golles var med i processen fra starten og fik ansvaret for at stå for formidlingen af det nye projekt. Hvorfor skulle skatteydernes penge nu kastes i at gøre landbrugsjord til natur i det 100 ha store område?
”Jeg fulgte søens tilblivelse helt fra starten, da man begyndte at fjerne hegn og buske og dække kanaler til. Inden de første spadestik var jeg ude og finde materiale, der dokumenterede den historiske udvikling i området. Det er jo gammel havbund. Havet er nået helt ind til Skibby, hvor skibene i hine tider lagde til kaj.”
”Det var utrolig spændende at se, hvordan naturen indfandt sig med det samme. Det tog kun otte dage, før søen blev fyldt op. I løbet af foråret 2003 havde Aarhus Kommune fået fordoblet sit sø-areal.”
Havørn og fiskeørn – og masser af fisk
Engsøen var også lige mad for blandt andet havørnen, der på det tidspunkt var begyndt at yngle i Sønderjylland og på Lolland-Falster. Ungfugle kom ret hurtigt på visit, og i løbet af de næste 10 år blev besøgene mere og mere regelmæssige.
Det samme var tilfældet med fiskeørnen, der specielt om efteråret stopper op ved de to søer på sit træk mellem de svenske søer og vinter-domicilet, Afrika. Her er masser af fisk, så både frokost og aftensmad er sikret.
Grisehyleren bryder ind
Netop fiskebestandens vé og vel var et af de store diskussionsemner ved Årslev Engsøs tilblivelse. Ville søen blive en såkaldt ”smoltfælde”, som lystfiskerne frygtede, hvor de purunge laks ville være et let bytte for glubske geder og aborrer og fugle?
”Det havde lystfiskerne helt ret i. Når man laver en engsø, vil der være noget smolt, der bliver taget af blandt andet rovfugle”.
Pludselig afbrydes vi af en skrigende lyd, der kommer nede fra sivene.
”Det er grisehyleren! Eller den hedder i virkeligheden vandriksen. Men den har det her karakteristiske hyl, der minder om et grisehyl. et. Det var en af de fugle, der fangede min interesse i sin tid. Som dreng gik jeg rundt ved Mjang Dam nede på Als, og pludselig hørte jeg et mærkeligt hyl. Jeg fik lige set et glimt af denne her mærkelige fugl med et langt kroget næb.”
Årslev Engsø er et rensningsanlæg
Bjarne Golles har oplevet de forskellige natursyn og interesser, som debatten om lakse-smolt repræsenterer, som meget spændende og fagligt interessante. Han taler engageret om den oplysende og folkeopdragende rolle, naturformidlingen i hans øjne også har i demokratiet.
”Hvorfor skal vi beskytte naturen, når vi også gerne vil benytte den? Det er et centralt dilemma. Selvom vi for eksempel aldrig har set en blåhval, så vil vi gerne beskytte den, fordi vi ved noget om den biologiske balance. Naturvejledningen har været med til at bringe mange fænomener som miljøbeskyttelse, energibalance og co2-neutralitet ind i samfundsdebatten. Hele klimadebatten.”
”Hvorfor har vi eksempelvis Årslev Engsø? Mange tror, at det er for havørnenes skyld – eller for at vi kan have noget pænt at kigge på. Nej, det er fordi, den fungerer som et rensningsanlæg for udvasket kvælstof fra landbruget. Når vi i Aarhus praler af, at vi har 10 kilometer lækker badestrand med blåt flag, så er Årslev Engsø med til at sikre det ved at tilbageholde kvælstofforbindelser. Nogen skal jo fortælle den historie”,
Dialogen med borgerne
Bjarne Golles nævner et andet element, han har været meget optaget af: Dialogen med borgerne. Ofte har han kunnet bringe konkrete forslag med hjem til forvaltningen, for eksempel ønsker om at få opstillet en bænk et bestemt sted.
”På den måde blev vi et vigtigt bindeled fra borgerne til forvaltningen. Det var medborgerskab, før det blev moderne. Så er man jo lidt stolt, når man kan komme tilbage året efter og vise, at nu er den bænk så blevet stillet op. Eller man kan give en forklaring på, hvorfor noget desværre ikke kan lade sig gøre.”
Spareforliget i 2011
Faktisk blev naturvejlederne sendt ud i mørket allerede i 2011, hvor politikerne i et spareforlig også besluttede at lukke kommunens naturcentre. Bjarne Golles bevarede dog sin stilling ved at påtage sig en række andre opgaver.
Blandt andet har han været med til at udvikle og administrere et onlinesystem til booking af shelters og andre faciliteter i naturen i Aarhus Kommune.
Desuden har han haft enkelte naturformidler-opgaver. De seneste år kun i en halvtids-stilling.
Senest har han været med til at søsætte naturformidling som en rent digital oplevelse via appen ”Opdag Århus”. Her kan man med telefonen i hånden gå på opdagelse i naturen omkring Aarhus. Blandt andet har han lavet en rute rundt om Årslev Engsø, hvor han på vanlig engageret vis fortæller om alt, hvad man møder undervejs.
Den årlige indianske dansefest
Privat er han nu flyttet ud af sin bolig ved det daværende Naturcenter Sølyst og flytter op i nærheden af Mariager fjord, hvor han kan komme tæt på sine børnebørn.
Tiden på Sølyst fylder godt op i minderne om en altid skiftende dagligdag omgivet af mange forskellige mennesker og grupperinger. Naturcentret var ikke bare en skole, men også var et mødested for blandt andre ornitologer, botanikere og Dansk Vandrelaug.
Også Bjarne Golles selv var nysgerrigt deltagende i mange sammenhænge. På et tidspunkt søgte han viden om den kultur, der prægede jægerstenalderen ved Brabrand Sø. Det var svært at få præcise informationer, og han vendte sig så mod prærieindianernes kultur for at finde et passende sidestykke.
Det viste sig så på forunderlig vis, at der netop i Aarhus, få kilometer fra Sølyst, fandtes en dansk-indiansk forening, som hyldede den indianske kultur. Mødet med den indianske kultur blev afsættet for en stor årlig indiansk dansefest, en såkaldt powwow, på Sølyst i august.
”Vi brugte tipien som fortællerum og blev via indianernes traditioner og kultur sammen klogere på, hvordan det var at leve som jægerstenaldermand”.
Sammenkædningen af den indianske kultur med livet ved Brabrand Sø i stenalderen er et godt eksempel på, hvad der kan komme ud af at være nysgerrig og engageret i sin omverden. Bjarne Golles ser tilbage på det meste med stor glæde:
”Det har været 26 aktive og vildt fede år”.
