Tålmodigheden er ved at briste hos en række af beboerne på Annettevej, hvor den omfattende renovering af Søvangen har været i gang siden lige efter nytår. Nogle er flyttet, andre har fundet en midlertidig bolig, men en del af de tilbageværende oplever, at hverdagen nu er presset til bristepunktet.
Renoveringen af de 440 boliger i Søvangen har nu været i fuld gang i op mod et år, og Vores Brabrand har i de seneste uger været rundt i opgangene på Annettevej og tale med en række af de beboere, som stadig bor i deres lejligheder.
Sådan en almindelig hverdag sidst på eftermiddagen er der mørkt i mange af lejlighederne i ”blok M” på Annettevej. Ingen lukker op, når man ringer på, og der sidder flere uger gamle sedler på dørene. Her har beboerne tilsyneladende fundet andre midlertidige steder at bo under renoveringen af boligområdet.
En del af de tilbageværende beboere lukker dog op og inviterer os indenfor – og viser rundt i lejligheder tæt pakket med indbo og flyttekasser, mens håndværkerne er i fuld gang i andre rum.
Nogle udtrykker tilfredshed med forløbet, men glæder sig åbenlyst til, at arbejdet er slut. Og andre tegner billedet af en hverdag i mere eller mindre nød-tilstand.
Sådan har det været i mere end et halvt år. Og ingen ved tilsyneladende, hvornår det slutter.
Læsset er ved at vælte
”Vi er så mange, der er dybt påvirkede af det her. Hvis de bare havde fulgt planen… men der er hele tiden overskridelser. Det vi har fået at vide, matcher på ingen måde med det, der sker. Jeg er selv arkitekt og arbejder i byggebranchen, og jeg véd, at det ikke er sådan her, tingene skal gøres. Folk brokker sig, men ingen gør rigtig noget ved det.”
Det siger en mandlig beboer, som står med en stak af de mange sedler om nye forsinkelser – blandt andet:
”Grundet uforudset komplikation med altanmontagen, ser vi os nødsaget til at skubbe montage af jeres vinduer til nedenstående tid – 11-12. december.”
De vinduer var ellers fastsat til at skulle udskiftes i løbet af oktober.
”Man mister fuldstændig overblikket. Det virker som virkelig dårlig planlægning,” siger beboeren, som ikke ønsker sit navn frem. Han understreger, at han normalt ikke er én af dem, der brokker sig. Men nu er læsset ved at vælte.
”Det er ikke så meget den enkelte situation, men mere kombinationen af det hele. Håndværkerne gør ikke noget færdigt og tonser ind og ud af lejligheden. Det er utrolig stressende, når de hamrer på døren om morgenen for at komme ind,” siger beboeren, som har henvendt sig til Lejernes Landsorganisation for at få at vide, hvornår man kan erklære en lejlighed for ubeboelig.
Køkken over en måned forsinket
”Hvis de nu havde gjort et rum færdigt, før de gik videre… Men det hele er bare kaos. Man er så brugt i hovedet af at bo her, og det hele fortsætter bare med at trække ud.”
Os i den første blok har været absurd meget igennem. Vores boliger blev allerede påvirkede fra første arbejdsdag efter nytår. (Beboer i lukket Facebook-gruppe om renoveringen)
Han nævner køkkenet som eksempel. Det skulle efter planen være udskiftet i den første uge af november. Her, over en måned senere, klarer han sig stadig med en lille ovn og en elkedel i et hjørne af stuen.
”Jeg har som regel mad med hjem fra jobbet og klarer mig nogenlunde. Men hvad gør man som børnefamilie?
”Det værste er uforudsigeligheden”
Det ved Louise Christiansen alt om. Hun bor i en af lejligheder sammen med sin otte-årige søn og er hårdt presset og føler, at hun ikke længere kan holde ud at bo i lejligheden på grund af den stress, hun oplever, at renoveringen medfører i hverdagen.
”Det er virkelig svært at bo i lejligheden med et barn. Der ligger jo murbrokker over det hele, og vi skal have alt dækket ind i plastic, inden vi tager af sted om morgenen. Så jeg laver ikke andet end at flytte ting og tage plastic af og på. Det har varet i et halvt år nu, og jeg kan næsten ikke holde det ud mere.”
”Det værste er uforudsigeligheden. Kommunikationen er totalt mangelfuld, med mange overskredne tidsfrister. De lægger tit først varslingsmateriale i postkasserne, efter at datoerne er overskredet. Det er dybt problematisk og stresser rigtig meget.”
Hvad er der i byggestøvet?
Men der er også det fysiske ubehag, fortæller hun. Støvet der er overalt.
”Jeg har haft virkelig mange sygedage på grund af de store mængder støv, der går lige i bihulerne. Der er så meget støv overalt, når de arbejder. Der ligger et tykt lag støv over det hele, og der flyver isoleringsmateriale rundt, og der ligger søm og alt muligt rundt om i lejligheden. Det må jeg selv fjerne, når jeg kommer hjem fra arbejde.”
Hun undrer sig over, at det kan være lovligt, at de bor i lejlighederne under renoveringen. Direktør i Brabrand Boligforening, Kristian Würtz, har tidligere over for Stiften forsikret, at der ikke er asbest i støvet.
”Fair nok – men hvad med alt det andet, der er i det støv? Det er jo gamle byggematerialer. Hvad er der i det støv, der gør, at jeg får ondt i lungerne? Hvorfor skal vi bo midt i alt det støv, når håndværkerne har masker på for at håndtere det? Der er noget riv-ravende galt her. Både arbejdsmiljø-mæssigt, og i den måde man behandler sine beboere på.”
Hun mener som mange andre, at beboerne burde være genhuset fra starten. Det er dog fravalgt af boligforeningen, da det ville fordyre projektet og resultere i betydelige huslejestigninger.
Boligforeningen har dog stillet enkelte lejligheder og et pauserum i beboerhuset til rådighed for beboerne. Det opleves dog af beboerne generelt som svært at planlægge, hvornår der er udtalt behov for at booke rummene i hverdagen.
”Man bliver mentalt meget presset”
Som de andre lejere i boligblokken har hun i lang tid klaret sig med elkedlen og den lille ovn, der dog skaber en del fugt i det lille tætpakkede rum. Men det er gået nogenlunde, selvom hun i halvanden måned har måttet hente vand og klare al opvask i den lille håndvask i badeværelset.
”De rykker hele tiden rundt fra værelse til værelse, så jeg skal jo hele tiden være forberedt – man ved jo ikke hvornår der dukker nogen op, fordi tidsplanen rykker sig hele tiden, og vi bliver ikke varslet om det,” siger Louise Christiansen, som oplever, at det er stort set umuligt at få fat på medarbejderne på boligforeningens projektkontor.
”Vi har rykket alt ud af køkkenet, der skulle have været færdigt for længe siden. Nu er der gået over en måned, og vi ved ingenting. Jeg har lige haft besøg af dem, hvor de siger, at det bliver nok først bliver færdigt til februar. Men ingen vil bekræfte det.”
Hun viser ind til endnu et tætpakket rum:
”På mandag (i begyndelsen af december, red.) skal jeg have fjernet alt i det her rum. Men hvor skal det være? Vi har kun den lille stue. Vi bliver vanvittige, fordi der er arbejdere over det hele, og de går ind uden at banke på så, vi har ingen mulighed for at være private.”
Hun fortæller, at hun forleden brød sammen, da en håndværker kom brasende ind i soveværelset uden at banke på, mens hun stod og skiftede tøj.
”Det er, hvad der kan ske. Men vi har nu været så lang tid i det, og vi får ikke at vide, hvornår det er slut. Man bliver mentalt meget presset af det, i hvert fald som børnefamilie.”
Penge afsat til genhusning
Louise Christiansen undrer sig som nævnt over, at de mest udsatte beboere ikke har fået mulighed for at blive genhuset.
”Der er afsat penge til genhusning, hvis man har små børn eller er blevet ramt af sygdom. Det fik vi at vide, da vi stemte om renoveringsplanen. Men det er der så vidt vides ingen, der er blevet.”
Manglende kommunikation og skidt projektledelse gør det virkelig svært at være i. Jeg var nødt til at bo i en kuffert i min bil i 6 uger. (Beboer i lukket Facebook-gruppe om renoveringen)
Tidligere medlem af afdelingsbestyrelsen, Laurits Bloch, bekræfter, at der er afsat penge til genhusning – ”helt undtagelsesvist og i absolut særlige tilfælde” – og kun i meget korte perioder.
”Jeg synes, at vi ikke er gjort tilstrækkeligt klart, hvilke belastninger renoveringen påfører os, og at det er en fejl, at der ikke har fundet midlertidig genhusning sted,” skriver Laurits Bloch i et indlæg i boligforeningens blad, Skræppebladet.
Boligforeningens administrationschef Susanne Witting forklarede på afdelingsmødet i august, at det hele tiden har været en forudsætning for projektet, at der ikke var finansiering til genhusning af beboerne i blokkene.
Og da man stemte om renoveringen, havde budgettet nået det maksimale af, hvad Landsbyggefonden ville finansiere.
”Der må være en grænse…”
Louise Christiansen vurderer, at man måske godt ville kunne klare at blive boende i lejlighederne under de betingelser, der blev beskrevet, da man stemte om renoveringsplanen.
”Men det er jo ikke det, vi har stemt igennem, der er vores hverdag. Vi var blevet lovet, at det indvendige arbejde kun ville vare få uger, og at man ville være færdige til jul. Nu rykker det sig hele tiden, og det er jo, hvad der kan ske. Problemet er bare uvisheden, når vi er ude i noget, der er langt mere komplekst og omfangsrigt, end alle havde regnet med.”
”Så er man jo nødt til at tænke genhusning ind i den langsigtede plan, for det her kan man jo ikke byde lejere. Der må være en grænse for, hvad man kan byde mennesker,” siger hun.
”Vi vil jo gerne blive her i Søvangen, for normalt er det skønt at bo her. Men vi har faktisk ingen idé om, hvornår vi får vores hjem igen.”
I den kommende tid fortsætter Vores Brabrand dækningen af renoveringsprojektet i Søvangen. Blandt andet har vi tidligere på ugen stillet Brabrand Boligforening en række spørgsmål, som vi nu har fået svar på. Send gerne en mail til voresbrabrand@gmail.com, hvis du har personlige oplevelser med renoveringen – positive som negative.
