Badmintonsporten er i stærk fremgang blandt børn og unge i Brabrand IF, hvor ungdomsafdelingen nu tæller cirka 80 medlemmer. En af dem er 12-årige Silje Smith Kjølby, som her fortæller om at starte på en helt ny sportsgren.
Hun kommer gående med røde kinder og ketcheren i hånden og sætter sig på de forhøjninger, der udgør tilskuerpladserne i Brabrandhallen. Eftermiddagens træning er slut, og om lidt går det hjemad mod aftensmaden.
Også i dag var træningen sjov og givende. Masser af fine øvelser, der både gav sved på panden og endnu bedre greb om spillet med fjerbolden.
Det er et år siden, Silje Smith Kjølby besluttede sig for at møde op i Brabrandhallen for at prøve, om badminton var noget for hende. Hun havde tidligere forsøgt sig med håndbold og fodbold, men det var af forskellige årsager ikke det helt rigtige. Men det ser det ud til, at badmintonspillet er.
”Jeg kan godt li´ det med, at man er meget selvstændig i badminton. Man kan selv afgøre, hvordan det går på banen. Det tiltaler mig meget”, fortæller hun.
Pigerne i mindretal
Selvom man kæmper alene – og i double sammen med en medspiller – har det for Silje vist sig, at badminton alligevel er en social sportsgren. Snakken går på kryds og tværs af køn og alder, men det har dog samtidig haft en positiv betydning, at de unge spillere nu i højere grad end tidligere træner sammen med jævnaldrende.
”I starten var det lidt svært at finde nogen at snakke med. De fleste var lidt ældre end mig. Men så blev holdene delt op, og så kom jeg på hold sammen med andre på min egen alder. Nu går det rigtig godt”.
Hun glæder sig over nu at have lært nogle flere at kende, og en af hendes veninder har ligeledes fået lyst til at gå til badminton. Pigerne er stadig i mindretal, men de bliver stadig flere, i takt med at flere nye starter.
Også på badmintonbanen går det godt. Faktisk går det så godt, så hun flere gange har slået drenge på sin egen alder.
Hun kan mærke, at hun gradvist bliver bedre. Hun har lært at holde anderledes på ketcheren, og trænerne har lært hende at slå bedre til fjerbolden.
Natminton styrkede sammenholdet
Silje var for nylig en af de mange unge spillere, som havde en sjov aften med ”natminton”, hvor høj musik og lys fra uv lyskanoner gav de unge spillere en anderledes oplevelse.
”De skal føle, at de har det sjovt sammen med deres venner. Det skal være lige så hyggeligt og rart at komme her i Brabrandhallen, som når de mødes i ungdomsklubben, og hvor de ellers samles”, sagde Dan Kaihøj fra badmintonafdelingen i den forbindelse.
Også mere traditionelle badminton-aktiviteter er med til at styrke sammenholdet i Brabrand Badminton: Klubben har igen tilmeldt flere årgange i den østjyske holdturnering, der er med til at styrke sammenholdet blandt spillerne.
Nye venskaber
Desuden er der tit flere Brabrand-spillere med i de åbne stævner, der holdes rundt om i de østjyske idrætshaller. Silje har flere gange været med til de åbne stævner og har også prøvet at være på podiet.
Hele familien tager ofte med ud hele dagen og bakker op og hepper under kampene.
Når det ikke har været muligt at finde en double-makker i Brabrand, har hun fundet en såkaldt x-makker fra en anden klub. Det har også givet nye venskaber på tværs af klubberne.