Med den måske bedste præstation på udebane i hele sæsonen fik Brabrands hårdt pressede fodboldhold lørdag eftermiddag den anden sejr i træk i 2. division for mænd. Med 1-0 over HIK i Gentofte kom Brabrand-holdet tilbage i nedryknings-kampen og kan nu selv afgøre sin skæbne.
Indtil for få uger siden har 28-årige Rasmus Juul mest været kendt som en hårdtarbejdende slider på Brabrands 2. divisionshold i fodbold.
Men pludselig er Rasmus Juul sprunget ud som målscorer: I tre af Brabrands sidste fire sidste kampe har han scoret – og det har været direkte medvirkende til, at holdet i de kampe har høstet hele syv points.
Lørdag var det igen Rasmus Juul, der trådte til, da det virkelig kneb for Brabrand at få dirket Hellerup IK´s forsvar op.
Godt nok spillede Brabrand rigtig fin fodbold – akkurat som det var tilfældet i den seneste kamp, der gav en 2-1-sejr over Skive. Men det mere end kneb for holdet at skabe målchancer.
Til kampen måtte holdet undvære den hidtil eneste deciderede angriber, Mathias Laursen, og altmulig-manden Mikkel Frandsen tog så opgaven på sig at skabe ravage foran HIK´s mål.
Men det var bestemt ikke meget, det blev til i første halvleg – lige indtil halvlegens sidste minut, hvor Brabrand fastholdt bolden foran modstandernes straffesparksfelt. Og pludselig blev et hovedstød sendt ned bag HIK´s forsvarsværker, hvor Rasmus Juul var listet i ryggen på hjemmeholdet – og han viste en topscorers målnæse og scorede sikkert fladt i den modsatte side af målet.
Gylden mulighed
Det var en slem bét for HIK, der selv havde en del i klemme i nedrykningsspillet efter et par sløje kampe. Og omvendt et mål der gav Brabrand ekstra tro på tingene.
Det så man straks i anden halvleg, hvor holdet ikke lod sig presse tilbage for at forsvare føringen hjem, som det ellers tidligere har været en grim vane. I stedet pressede Brabrand på og viste fint positionsspil på HIK´s banehalvdel. Det blev også til flere halve chancer, der dog blev forvaltet skidt.
Det offensive spil skabte til gengæld en gylden mulighed til HIK efter en time, hvor Brabrands forsvar blev overløbet af hjemmeholdets Morten Olsen. Men Brabrands målmand Casper Vedel-Birch Andersen blev vinder af duellen én mod én.
Som tiden gik, kastede HIK stadig flere offensive kræfter på banen og pressede gradvist Brabrand længere tilbage. Men Brabrand-spillerne lod sig aldrig stresse – og Casper Vedel-Birch Andersen indgød stor tillid i hele forsvaret med sine altid sikre indgreb.
Den største mulighed fik HIK med 10 minutter igen, da hele Brabrands midtbane blev tørret på HIK´s halvdel, så Rasmus Kirkegaard Jensen til sidst måtte hive en af hjemmeholdets spillere ned, lige før de nåede straffesparksfeltets grænse.
Det kostede et gult kort – men heldigvis ikke et mål, da frisparket blev sendt lige over Brabrands mål.
Brabrand kan klare den med sejre i de sidste tre runder
I de sidste minutter kunne Brabrand have fordoblet føringen, da Mikkel Frandsen erobrede bolden langt oppe på HIK´s halvdel og spillede indskiftede Christoffer Maul Pedersen helt fri. Men selvom målmanden var sendt på udflugt, lykkedes det ikke Brabrand-spilleren at udnytte muligheden.
Mens alle i Brabrand-lejren kiggede stadig mere undrende på klokken, lod dommer Philip Warburg spillet fortsætte med hele seks minutters overtid – men endelig kunne Brabrand-holdet juble over en særdeles vigtig sejr.
Den bragte nemlig holdet tilbage i en position, sportsfolk holder meget af – nemlig selv at kunne afgøre tingene.
Godt nok vandt Thisted 1-0 ude over Fremad Amager og efterlod Brabrand på sidstepladsen. Men FA2000 tabte 2-3 i Skive, og det betød, at de nederste hold nu ligger langt mere samlet end før spillerunden – og Brabrand kan med sejre i de sidste tre spillerunder faktisk selv sikre sig en ny sæson i 2. division.
Ja, ja, ville du sikkert sige og slå ud med armene, hvis det havde været for 14 dage siden. Men med to sejre i træk har Brabrand vist, at man aldrig skal afskrive holdet….
Og med Rasmus Juul som manden bag tre af Brabrands fem mål i de seneste kampe har holdet også fundet en mand, der kan score mål. Altsammen bidrager det med sikkerhed til stemningen i den ellers hårdt pressede trup.
Mon ikke der dukker mange mennesker op på Domis Park for at støtte holdet på lørdag d. 1. juni kl. 14.00, når Fremad Amager kommer på besøg?
I de to sidste runder gælder det i øvrigt to af de andre nedrykningskandidater Thisted FC og FA2000.