
Æblehaven har tidligere været på kant med beboere i kolonihave-foreningen Søvang, og nu er den gal igen. En beboer har klaget over, at der er for meget aktivitet ved Æblehaven. Indehaver Sebastian Kromann mener, at klagen overdriver ulemperne. Han har i øvrigt et godt samarbejde med haveforeningens bestyrelse.
Siden starten i sommeren 2020 er Æblehaven vokset fra at være en midlertidig café til et elsket samlingspunkt for hele lokalområdet.
Da Aarhus Kommune i 2024 var på vej til at forlænge Æblehavens midlertidige tilladelse, klagede beboere i Haveforeningen Søvang og forlangte, at stedet skulle lukke.
I løbet af sommeren har Byggeri ved Aarhus Kommune igen modtaget en klage over aktiviteterne på matriklen, denne gang telefonisk.
Klageren ønskede at gøre opmærksom på, at der ud over varelevering er meget trafik fra besøgende, op til 200 biler dagligt, via Sylbækvej, der går igennem kolonihaveforeningens område.
Klageren mener, at matriklen ikke er dimensioneret til kørende gæster, og at det bevirker, at Æblehavens kørende gæster benytter kolonihavens parkeringspladser, så kolonihaveejerne ikke selv kan parkere.
Personen foreslår, at der opsættes en bom ind til kolonihave-området i starten af Sylbækvej.
Desuden peger klageren på, at at der er blevet etableret bageri i udhuset og kødudsalg fra en ekstra salgsbod, samt at der foregår bl.a. yoga i udhuset.
Bom uden hjemmel
Byggeri har bedt indehaver af Æblehaven, Sebastian Kromann, om en udtalelse, og her skriver han, at oplysningen om op til 200 biler dagligt efter hans vurdering er stærkt overdrevet og savner dokumentation:
“Det er korrekt, at der forekommer vareleveringer via Sylbækvej, men langt størstedelen af vores gæster ankommer via Brabrandstien til fods eller på cykel.”
Sebastian Kromann minder om, at Mobilitet i Aarhus Kommune tidligere har fastslået, at Sylbækvej ikke er en privat vej tilhørende H/F Søvang, og at offentligheden har ret til at færdes her.
“På den baggrund finder vi forslaget om opsætning af en bom både uproportionalt og uden hjemmel,” skriver han.
Byggeri har allerede svaret, at man ikke er gået videre med forslaget om at opsætte en bom.
Enkelte yoga-aktiviteter
Sebastian Kromann bekræfter, at Æblehaven bager boller til kunderne. Men han understreger, at salget udelukkende sker fra kiosken som en integreret del af den eksisterende drift – og ikke som en selvstændig bagerivirksomhed.

Han afviser også, at der foregår salg af kød fra en ekstra salgsbod:
“Et par gange om året annoncerer vi via Facebook, at der kan købes kød. Kødet afhentes fra kiosken og stammer fra lokale dyr, som indgår i naturpleje i Aarhus Ådal,” svarer han.
Når det gælder klagen over mange arrangementer hos Æblehaven, svarer Sebastian Kromann, at man har afholdt enkelte yoga-aktiviteter, primært udendørs.
“Der kan have været en enkelt indendørs afholdelse som følge af vejret, men dette er ikke en fast aktivitet. Beskrivelsen i klagen giver et misvisende billede af omfanget,” skriver kioskejeren.
Skaber rekreativ værdi og arbejdspladser
Sebastian Kromann understreger, at han er i en god og konstruktiv dialog med bestyrelsen i H/F Søvang samt flere af de omkringliggende naboer.
“Vi har bl.a. haft et velfungerende samarbejde om etablering af fartdæmpende tiltag på Sylbækvej. Dette understøtter, at der i praksis kan findes løsninger i dialog, og at der ikke er tale om en generel konflikt med området.”
Han fastholder, at Æblehavens aktiviteter lever op til Planlovens principper, som den midlertidige tilladelse er baseret på:
“Æblehaven bidrager med rekreativ værdi for borgere i Aarhus, skaber lokale arbejdspladser og genererer skatteindtægter. Dette bør indgå som en væsentlig del af den samlede vurdering,” skriver han.
Planer om mere funktionelt indrettet kiosk
Æblehavens nuværende tre-årige tilladelse udløber i sommeren 2027, og Sebastian Kromann håber, at han af Aarhus Kommune vil få en mere langsigtet tilladelse til at drive kiosken på arealet, som han i øvrigt selv ejer.
“Jeg vil gerne bruge nogle penge på at udvikle kiosken, så personalet kan få nogle bedre arbejdsvilkår, og vores gæster også får bedre rammer. Men jeg kan ikke forsvare at investere i Æblehaven, før jeg har en mere langsigtet tilladelse fra Aarhus Kommune.
Han arbejder bl.a. med planer om at opføre en mere funktionelt indrettet kiosk, som kan samle funktioner og reducere behovet for midlertidige løsninger som for eksempel ekstra containere til lager.
Det er et bevidst skridt i retning af en mere professionel, robust og hensigtsmæssig indretning af området, vurderer han.
“Jeg håber, at den her sag er et skridt på vejen til mere permanente vilkår, der nøje skitserer, hvad vi må og ikke må,” siger Sebastian Kromann.
“Det er jo i mange borgeres interesse, at vi bliver ved med at eksistere, og det er min oplevelse, at man i Aarhus Kommune er meget løsningsorienterede.”



