
Det er lørdag d. 12. september, det sker. Hovedgaden bliver spærret for biler og busser, og masser af aktiviteter for børn og vil i stedet fylde asfalten. Og det bliver med et rekord-stort antal handelsfolk i gaden: Omkring 70 markedsfolk har meldt sig til med en blanding af lopper, kunsthåndværk og foreningsliv.
Det kommer ikke til at gå stille af, når den fjerde udgave af Brabrand Byfest lørdag d. 12. september kl. 11-15 forvandler Hovedgaden til en festlig og sprælsk markedsplads.
Traditionen tro byder lokale beboere og handelsfolk på stribevis af boder, hvor de sælger genbrugsting, lokalt kunsthåndværk og meget mere. I år er interessen ekstraordinært stort, og hele 70 handelsfolk har bestilt plads til en bod. De seneste år har antallet ligget omkring 50.
Brabrand IF Fodbold bidrager med oppustelige aktiviteter midt i gaden, og de lokale spejdere har som altid planlagt hyggelige frilufts-aktiviteter.
Og så kommer Brabrand Musik og sætter ekstra fut i festen. Med ”funky” instrumenter som murerspande, baljer og kildevandsflasker hjælper Anders Bo Pedersen børn i gang med at skabe seje rytmer rap og sang.
Anders Bo har mange års erfaring med musik-workshops med stomp og skraldejam med grupper over hele Danmark. Han er leder af musikskolen Brabrand Musik, freelance-underviser i stomp, skraldejam, salsamusik og salsadans, saxofonist og leder af salsaorkestret Latin Dance Band, der har udgivet 3 albums og turneret over hele Danmark siden 1996.
Kreativ teaterleg med løver, trolde og rockere
Den anden store aktivitet for børn er også lokal, nemlig Asger Rasmussen fra børneteatret Honningbanden. Han inviterer børnene til Hatteteater – et professionelt improvisationsshow med jeres børn, hatte og historier.
“Det er overraskende, poetisk, fantasifuldt, nogle gange lidt uhyggeligt, men altid morsomt og underholdende. Også for publikum,” fortæller Asger Rasmussen.
På scenen hænger 20 forskellige hatte. En gruppe børn fra publikum inviteres op på scenen. Her vælger de hver sin hat og en rolle som de synes passer til lige netop den hat. Og så kan forestillingen begynde.
Med hjælp fra publikum og børnene på scenen opstår den ene vanvittige historie efter den anden, når historiefortælleren improviserer sjove teaterstykker med udgangspunkt i børnenes roller.
Oplev drager, hekse, feer, trolde, prinser, prinsesser, spøgelser, tyve, mariehøns, edderkopper, løver, trolde, soldater, politibetjente, riddere rockere, krokodiller, rummænd, landmænd, fine damer og mange flere.
Hatteteater er kreativ teaterleg for og med børn og er især sjovt for børn i alderen 3-10 år, vurderer Asger Rasmussen.
Han har siden 1991 optrådt professionelt med underholdning for børn og deres voksne. I 1996 spillede han sin første forestilling med Hatteteater, og det er siden blevet til mere end 3000 forestillinger med hatte og børn.
Med sikker hånd fører han børnene gennem forestillingen, så det altid er sjovt for både skuespillere og publikum.
Brabrand Kirke står for kreative aktiviteter
Traditionen tro dukker Brabrand IF Fodbold op med en masse oppustelige aktiviteter. Blandt andet bliver der mulighed for at spille street-fodbold på en oppustelig bane, der vil være hoppepude, og du kan forsøge at ramme plet i fodbolddart.

En ny aktør ved byfesten er Brabrand Kirke, der ruller den mobile kirke ind i Hovedgaden.
Her tilbyder kirken forskellige kreative aktiviteter. Blandt andet bliver der mulighed for at folde en papirengel af gamle salmebøger. Desuden bliver der mulighed for at høre om de mange forskellige aktiviteter, kirken står bag. Og der vil være for alle, som har lyst, være mulighed for en samtale, blandt andet om tro.
På bakken ved Brabrandhus sørger De Grønne Pigespejdere, FDF og Valhalla-spejderne som de tidligere år være forskellige spejder-aktiviteter, med mulighed for at alle forbipasserende kan være med. Desuden kan du i tidsrummet kl. 10-16 opleve en kunstudstilling i Studio 32 på Hovedgaden 32.
Fællesspisning fra kl. 14
Desuden har flere af de handlende i Hovedgaden meldt ud, at de ligeledes har aktiviteter klar. Blandt andet vil Bager Hartmeier igen i år indrette en pavillon i Hovedgaden, hvor der vil være salg af lækkert brød og kager. Shawarma Eliten ved Brabrand Torv har udvidet åbningstiden og er klar med falafel- og shawarma-ruller samt pizza m.m.
Du behøver i det hele taget ikke at frygte sult eller tørst. Brabrand-Årslev Fællesråd bemander baren, hvor der vil være salg af kølig fadøl m.m. Vinkælderen bidrager med velsmagende vine.
Desuden får byfesten endnu en tilføjelse, nemlig en fællesspisning fra kl. 14.00. Bechir Ben Abdallah fra Café BIF i Brabrandhallen serverer frikadeller med kartoffelsalat og grøntsager til 75 kr. pr. person.
Spisningen foregår på Brabrand Torv som en del af byfesten, og alle kan deltage. Du skal dog bestille og betale maden på forhånd på Mobile Pay box 6843rd. Seneste frist for bestiling er torsdag d. 10. september.

Kim Groth holder åbningstale
Men inden vi når så langt, vil genbrugsbutikken Danmission som altid være vært for åbningen af Brabrand Kulturuge. Fra kl. 10.00 er der morgenkaffe, rundstykker og hyggeligt samvær på parkeringspladsen bag genbrugsbutikken.
Bager Hartmeier sponserer ligesom tidligere år rundstykkerne, mens Rema 1000 giver kaffen, og Gasværket byder på En Enkelt.
Og så står formand for Brabrand Idrætsforening Kim Groth for den officielle åbning af Brabrand Kulturuge. Du kan se hele programmet for ugen her.
Vil du tage en tjans som bomvagt?
En gruppe af lokale borgere står sammen med bestyrelsesmedlemmer i Brabrand-Årslev Fællesråd for byfesten. De har på forhånd styr på det meste men kunne godt bruge en hjælpende hånd undervejs.
Blandt andet er der brug for “bomvagter”, som vil tage en tjans med hjælp, råd og vejledning af bilister og andre trafikanter for enderne af den afspærrede Hovedgade.
Send en mail til Berit Haugsted på bos@bosproduction.dk, hvis du vil bidrage – og i hvilket tidsrum det passer bedst.
I øvrigt skal det igen nævnes, at Hovedgaden er spærret for biler og busser under byfesten – det vil sige i tidsrummet kl. 10-15. Hvis du bor i Hovedgaden og skal bruge din bil i det tidsrum, vil det derfor være en god idé at parkere bilden uden for strækningen mellem Søparkvej og Tværvej.



