I sidste uge var der fest i Sprogklubben 2 Timer om Ugen. 12 børn afsluttede et 20 ugers sprog-forløb, og det skulle fejres med diplomer og gaver. Desuden havde sprogklubben meget andet at fejre – blandt andet at Aarhus Kommune har fundet penge til at støtte projektet i 2024.
I Kollektivbyen på Gudrunsvej i Gellerup sidder Arzu Cilek til daglig og koordinerer kontakten mellem frivillige og forældre til børn mellem 3 og 8 år, der har behov for sproghjælp.
I det seneste år har cirka 100 frivillige været i gang hos ”2 Timer om Ugen”, hvor modellen er, at et barn og en frivillig mødes to timer hver uge, hvor de leger, læser og synger sammen på dansk.
I sidste uge kunne 2 Timer om Ugen invitere samarbejdspartnere, frivillige, børn og familier til et brag af en festdag i Eventpark Aarhus på Holmstrupgårdvej, der var blevet lejet til anledningen.
Dagen bød på en masse leg og sjov, samt forkælelse af børnene med popcorn og slushice samt slikposer sponsoreret af Bilka. Børnene var især ellevilde over at møde Bilkas maskot, ulven Billie.
2 Timer om Ugen fik desuden besøg af de to rådmænd, Anders Winnerskjold, Sociale Forhold og Beskæftigelse, samt kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad.
Sidstnævnte kunne benytte lejligheden til at dele en glædelig nyhed; Aarhus Kommune har fundet ressourcer til at støtte 2 Timer om Ugen i Aarhus i 2024.
Til stede var også Jette Würtz fra MTHP Fonden, som har vist en stor opbakning til 2 Timer om Ugen Aarhus fra projektets begyndelse.
Dagen sluttede af med en dejlig omgang kagekonkurrence, hvor de tre bedste kager blevet kåret. Forældrene nød de lækre kager sammen med the og kaffe.
Børnene lærer at begå sig og bliver en del af fællesskabet
2023 var et stort år for 2 Timer om Ugen, der i efteråret 2023 fik overrakt Idun-prisen, som Din Avis Aarhus uddeler sammen med social- og beskæftigelsesrådmand Anders Winnerskjold.
Forinden havde et af jurymedlemmerne, Nagin Ravand, givet følgende begrundelse for indstillingen af 2 Timer om Ugen:
”Den hjælp som 2 Timer om Ugen giver til flersprogede børn fra 3 til 8 år var noget, som jeg ville ønske havde været en mulighed for mig, dengang jeg kom til Danmark som barn. Jeg ved selv, hvor meget det betyder, at man taler dansk, og at man forstår den danske kultur og kan begå sig.
2 Timer om Ugen hjælper gennem læsning, sang. leg og andre sociale aktiviteter flersprogede børn at bruge det danske sprog. På den måde lærer børnene at begå sig og bliver en del af fællesskabet. 2 Timer om Ugen booster deres selvtillid til gavn for deres trivsel og giver mod på hverdagen.”
2 Timer om Ugen har siden 2008 været i gang i Odense og begyndte senere også i Esbjerg. I 2022 kom turen til Aarhus, hvor Arzu Cilek blev ansat som koordinator og har til opgave at finde og matche frivillige voksne med familier, som ønsker at være med.
Indsatsen hører under Fonden for Socialt Ansvar og er støttet af Egmont Fonden.
Læs også:
2 Timer om Ugen i Brabrand: Nyt tilbud om at lege, læse og gå tur med flersprogede børn