
Kollektivbyen i Gellerup har fået endnu en ny indflytter, indsatsen ”2 Timer om Ugen”. Det er en indsats, der hjælper flersprogede børn til at blive bedre til at tale dansk og forstå dansk kultur. På fredag inviterer koordinator Arzu Cilek til åbent hus, hvor hun vil fortælle om indsatsen.
Konceptet er enkelt – et barn i alderen 3-8 år mødes to timer hver uge med en voksen frivillig, og de leger, læser, synger og tager på tur sammen.
Siden 2008 har konceptet været i gang i Odense og senest også i Esbjerg. Og nu er turen kommet til Aarhus. Arzu Cilek, som har et bredt netværk i Brabrand, er ansat som koordinator og har til opgave at finde og matche frivillige voksne med familier, som ønsker at være med.
Indsatsen, der hører under Fonden for Socialt Ansvar, har af Egmont Fonden modtaget 6,25 mio. kr., der skal danne grundlaget for at udbrede 2 Timer om Ugen til en række andre byer i Danmark. Og den første bliver Aarhus.
”Det er et tilbud til familier, der ikke taler så meget dansk derhjemme. Målet er, at flersprogede børn bliver sprogligt styrket til bedre at kunne klare sig i daginstitution og skole og samtidig bliver styrket socialt og sprogligt til at leve i det danske samfund,” siger Arzu Cilek.
Hun har en bachelor i Interkulturel pædagogik og arabisk fra Syddansk Universitet og arbejder også på deltid som støttelærer for elever på Selam Privatskole.
”Og så har jeg løbende fulgt med i indsatsen 2 Timer om Ugen og synes det er hammerfedt,” siger hun.
Åbent hus fredag d. 10. juni
Arzu Cilek forklarer, at det ikke kun handler om at læse med barnet, men også om at tage på udflugter sammen i lokalområdet. Det er helt op til den frivillige og barnet hvad de vil lave, så længe den frivillige hele tiden har fokus på, at barnet lærer at bruge det danske sprog og udvikler sig.
Via sit private netværk har hun allerede fået henvendelser fra både familier og interesserede frivillige, som har hørt, at indsatsen nu starter i Aarhus. Hun inviterer fredag d. 10. juni til åbent hus i de nye lokaler i Kollektivbyen og håber, at endnu flere får lyst til at kigge forbi og høre nærmere.
Hun vil senere også forsøge at rekruttere nye frivillige på Aarhus Universitet, biblioteker, skoler og daginstitutioner i Aarhus Vest. Derfra håber hun, at det breder sig til resten af byen.
Typisk ældre og studerende
I den kommende tid går hun i gang med via samtaler med familier og frivillige at matche dem bedst muligt. Hun vil også følge forløbene tæt, når de er kommet i gang.
Når indsatsen senere på året er kommet i gang, er det planen også at etablere sprogklubber, hvor flere børn og frivillige er samlet om fælles sproglige aktiviteter, der blandt andet består af sproglege, med fokus på at stimulere børnenes sproglige bevidsthed.
Inden man går i gang, vil Arzu Cilek invitere den frivillige til et kort kursus. Desuden stilles det krav, at man binder sig til at være aktiv i indsatsen i mindst seks måneder.
De frivillige er typisk studerende, som søger praktiske erfaringer og desuden har brug for at kunne skrive frivilligt arbejde på deres cv. Og så er det ældre, som ikke længere er på arbejdsmarkedet og nu søger meningsfuldt indhold i hverdagen. Men Arzu Cilek understreger, at voksne i alle aldre og med forskellige uddannelser og baggrunde er velkomne.
”Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil blive en succes. Jeg ved, at behovet er der. Det er bare om at komme i gang,” siger hun entusiastisk.
Du kan møde Arzu Cilek samt flere andre repræsentanter for ”2 Timer om Ugen” ved åbningsreception i Kollektivbyen, Gudrunsvej 78, fredag d. 10. juni kn “2 timer om Ugen” er kommet godt i gangl. 15-17. Her kan du også møde en ung mand, som har været med som barn siden 2009 og som nu selv er frivillig i indsatsen. Desuden deltager også en frivillig som både er matchet med et barn og som er aktiv i en af sprogklubberne.