På tirsdag d. 3. december er det præcis 170 år siden, at en voldsom brand raserede landsbyen Brabrand, hvor gårdene lå tæt på begge sider af det, vi i dag kender som Hovedgaden. Branden gjorde 27 familier husvilde men endte med senere at få stor betydning for Brabrands udvikling som stationsby.
Tekst: Børge Nielsen
”I Landsbyen Brabrand en Miil herfra Vester på, har sidste Nat raseret en skrækkelig Ildebrand, der under den stærke Storm greb saa voldsomt om sig, at 7 Gaarde, 3 Boelssteder og 11 Huse lagdes i Aske, hvorved 27 Familier blev husvilde.
Af samtlige brandlidte havde kun 2 assureret deres Indbo og Udbo. Dog er en Del af dette blevet reddet, men Korn og Foder er Alt sammen brændt.
Også nogle, dog lykkeligvis kun faa, Kreaturer er omkomne ved denne skrækkelige Brand, der endnu ikke var ganske forbi i Morges. Ilden skal være opkommet hos en Husmand, der eftersom det fortælles, havde smeltet Talg i sin Skorsten.”
Det var, hvad Kgl. privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende kunne berette to dage efter, d. 5. december 1849. Det var den største brand i Brabrand nogensinde. En frygtelig katastrofe. Men hvordan opstod den?
I et hus, omtrent hvor Brabrand Kiosk ligger i dag, boede husmand Peder Gylling. Han og et par naboer havde afsluttet slagtningen af julegrisen, og mente de havde fortjent en ”liden stikpuns” – øl og en dram.
Inden de gik i gang med stikpunsen, havde Peder Gylling sat en gryde over arnen i det åbne ildsted. I gryden var der flydende fedt, der skulle koges til fedt og grever. Men de fik aldrig smagt på greverne. Pludselig lød et brag, gryden kogte over og indholdet blev antændt. I løbet af få øjeblikke var ilden gået op i skorstenen og ovenud, hvor der gik ild i stråtaget.
Der var en stærk østenvind den dag, og ret hurtigt gik der ild i ikke blot Peder Gyllings hus, men også i de andre alt for tætliggende gårde på sydsiden af landevejen. Alle gårdene mod øst stod i flammer, og det var umuligt at bekæmpe ilden trods forsøg med vand i spandevis. I stedet forsøgte man at redde indbo og kvæg.
Et frygteligt syn
Senere på aftenen skete der noget usædvanligt. Vinden sprang pludselig i vest, og gnister blæste over landevejen og fik fat i stråtagene på gårdene på nordsiden af vejen. Det skete omkring den nuværende Stationsbakken og fortsatte mod Dyvelsrække – den vej der i dag hedder Truevej.
Ikke blot gårdene langs landevejen blev flammernes bytte, men også adskillige huse langs Truevej gik til. Det var et frygteligt syn, der mødte beboerne i Brabrand den næste morgen. Det lille samfund var hårdt ramt. Kun to af familierne var forsikret mod brand.
Hjælpen strømmede ind
Sognepræst J. C. Hahn og kapellan A. J. Secher satte sig i spidsen for en indsamling til hjælp for de nødstedte. Og efter en annonce i Aarhuus Stiftstidende den 7. december med ”Opfordring til christelig Godgørenhed” begyndte det at strømme ind. Der kom naturligvis penge, men også korn, ost, brød, brændsel og hø til uddeling.
I alt kom der 2861 rigsdaler, 24 mark og 59 skilling og blandt naturalierne 172 tønder rug, 303 tønder byg og 153 tønder havre. Hjælpen var naturligvis til stor nytte, særlig i betragtning af at det jo var krigstid i Danmark (krigen 1848-51) og Brabrand og Kasted kommune måtte uddrive 3983 rigsdaler i krigsskat.
Ud af det indsamlede beløb købte kapellan Secher også en brandsprøjte, der i dag findes på Museet Danmarks Brandbiler i Oksbøl.
Branden satte gang i udvikling
Brabrand ændrede udseende efter den store brand. Udskiftningen, der var sat i gang i slutningen af 1700-tallet, var endnu ikke rigtigt slået an i Brabrand. Gårdene lå i 1849 stadig tæt sammen i bymidten, men nu – efter branden – var der en mulighed for at en udflytning kunne komme i gang. Seks af de syv nedbrændte gårde blev genopført udenfor bymidten på de tilhørende marker.
Der blev i årene efter branden for alvor ryddet op i den gamle bykerne, og byen fik langsomt et helt andet udseende. En ny og mere bypræget stationsby opstod omkring jernbanen, der kom til i 1862.
Vel bragte branden sorg og elendighed til Brabrand, men senere skulle det vise sig, at branden blev nyttig for byens udvikling.
Kilde: August F. Schmidt: Brabrand og Aarslev Sognes Historie
