Da Brabrand Håndbold for nylig holdt generalforsamling, fortalte formand Sanne Juul Eriksen i sin beretning om en helt almindelig søndag i Brabrandhallen – og sammenlignede med en aktuel serie på TV2 Zulu. “Succes handler ikke kun om at vinde alle kampe, men ligeså meget om læring og fællesskab. Og jo mere vi styrker hinanden, jo større styrke har vi”, sagde hun blandt andet. Vores Brabrand har fået lov til at bringe hendes beretning.
I en tid hvor alt synes at skulle være perfekt (det er i hvert fald ofte det billede, vi gerne vil vise udadtil), så sender TV2 Zulu i øjeblikket en række livsbekræftende programmer med en flok glade håndboldamatører, der skal lære at spille håndbold. Vi følger dem på deres rejse, hvor de starter helt fra bunden af med at lære at kaste og gribe og til den store finale, hvor de skal møde 90’ernes Jernhårde Ladies med bl.a. Janne Kolling og Anette Hoffmann på banen.
De, der har set programmet, vil vide, at det er noget af en rejse for dem. De er virkelig dårlige til håndbold, og som Jean – en af deltagerne fra programmet – har udtalt, så gik niveauet på de tre måneder, som projektet stod på, fra ”virkelig dårligt til dårligt”.
I programmet deltager Anders, som altid har været den stille dreng. Han melder sig til programmet i håbet om at blive bedre til at sige sin mening højt. Han melder sig også til for at kæmpe sig ud af en fire år gammel sorg efter kærestens selvmord. I et af programmerne er håndboldaspiranterne på overlevelsestur, hvor man ser Anders tage teten, da der skal bygges en tømmerflåde – noget, som han ikke tidligere ville have gjort!
Så er der Collins, der som 15-årig løber væk fra sin far og Jehovas Vidner. Han har fødselsdag i den periode, hvor programmet optages, og her fejrer holdkammeraterne ham med kage og sang. Det er første gang i 18 år, at nogen fejrer Collins fødselsdag. Der er Jean, som kæmper med overvægt og lavt selvværd og altid har følt sig uden for fællesskabet. Han melder sig til for at kickstarte et vægttab. Håndboldspiller bliver han aldrig, men han synes, at det fede ved at have deltaget i programmet har været, at alle deltagerne havde samme mål og var i samme båd og ikke mindst at de kunne støtte op om hinanden.
Altid nogen at være sammen med
Og hvorfor nævner jeg så lige dem?
Jo, det gør jeg, fordi mange af de temaer, som er gennemgående for programmerne – dannelse, holdspil, regler, motion, samvær, fællesskab, mål mm. – er det, som håndbolden kan. Det er det, som et holdspil kan, og det er det, en idrætsforening kan. Det er også det, vi kan – sammen – ”den blå familie”! Jeg tror bl.a., at det er derfor, at det er lykkedes os at gå fra ca. 180 til godt 350 medlemmer på bare tre år.
Jeg tror også, at det er derfor, vi har så stor opbakning til de stævner, som vi tager til. Vi prioriterer at tage af sted som klub og deltage som klub. Derfor har vi også prioriteret at køre i bus sammen til stævnerne. Der er noget helt særligt ved at vinke farvel til mor og far på parkeringspladsen foran hallen og tage af sted til enten Nordea Cup i Ikast, Thy Cup i Thisted eller Vidar Cup i Sønderborg sammen med sine hold- og klubkammerater.
Der er noget helt særligt ved at spille finale, mens resten af klubben hepper på en og noget helt særligt ved tage hjem fra et stævne sammen og blive mødt – godt trætte – af mor og far på selvsamme parkeringsplads, hvor man vinkede farvel et par dage tidligere. Det er også derfor, at mange af vores børne- og ungdomsspillere hænger ud i hallen den ene søndag efter den anden. Der er altid nogen af være sammen med og nogen at heppe på – og der er altid pomfritter i sportscaféen.
Et livsprojekt
Drengene fra HK Zulu deltager i et tre måneders projekt. Vores medlemmer deltager i et helt ungdomsprojekt, nogle endda i et helt livsprojekt, men meget af læringen er den samme, og det er fedt at være en del af det projekt.
Det er en fornøjelse at være i hallen en søndag med mange kampe. Her kan man kan faktisk på én enkelt søndag opleve mange års udvikling og forskellen på kønnene.
De nye u-10 piger der ligesom HK ZULU-drengene i starten har fokus på at lære at løbe, kaste og gribe. Det kan faktisk godt være svært. Det er også her, der lyder et højlydt ros fra trænerbænken, når der forsøges med skud mod mål. På de gode dage når bolden faktisk også ind til målmanden.
De lidt mere rutinerede på samme årgang er blevet fortrolige med hopskud og 3-skridtsfinter. U-10 drengene har fuld knald på, og her lyder der nærmere et ”rolig nu” og ”bolden hele vejen rundt inden afslutning” fra trænerbænken. Drengene har også fuld knald på, hvad angår antal. Det betyder, at der er mere end rigeligt at se til for trænerteamet, når 32 lopper lukkes ud på banen på samme tid.
Når hormonerne spiller et puds
Så tager vi et hop opad mod u-12, hvor fortroligheden med bolden er noget anderledes. Pigerne er søde og bliver en holdkammerat skadet, kan man være helt sikker på, at SAMTLIGE holdkammerater står omkring veninden (også dem der sad på bænken) og spørger: ”Er du ok”? Drengene går mere til makronerne, og nogle gange kan man opleve, at deres alfahan-løvebrøl ”KOM SÅ DRENGE” fra starten af kampen tager så meget energi, at der ikke er meget tilbage til resten af kampen.
Det er også her, at hormonerne begynder at spille dem et puds, og forlader man hallen for en stund, kan man sagtens finde 3 u-12 piger og 3 u-12 drenge, der pjattende er taget i Rema sammen, inden de følges ad – pigerne forrest og drengene bagerst – tilbage til hallen for at heppe på u-14.
Hos u-14 spillerne har hormonerne endnu mere fat – i nogle af dem. For mens nogle er vokset træneren over hovedet, så står andre helt stille. Her bliver der stillet krav til sig selv og hinanden, aftaler er aftaler, og målet er for de fleste det samme. Det er her, man finder hjælpetrænere og døm-selv dommere. Man er blevet en del af det forpligtende fællesskab. Det er også her, man med sikkerhed spotter jævnaldrende tilskuere af modsatte køn, der sidder tæt sammen i et hjørne og følger med. Måske ikke så meget i selve kampen, men mere spillerne.
Endelig er det også her, man – og drengene i særdeleshed – begynder at kigge forbavset på hånden, hvis man har placeret bolden 7 meter over mål, og den sidder fast mellem de gule stænger, der beskytter vinduerne ind til sportscaféen.
Samtidig kan man også høre kommentaren ”Der var alt for meget harpiks på”, hvilket direkte oversat betyder ”Jeg rammer ikke en skid”.
Fællesskabet og samværet i fokus
Videre til u-16 og 18 pigerne. Her bevæger de sig væk fra den spæde ungdom og nærmer sig stille og roligt voksenlivet. Særligt u-18 hvor håndbold, skole, fritidsjob, kærester, veninder mv. kan være en svær balancegang. Her er det vigtigt, at aftalerne og forventningsafstemningerne er på plads, så man ikke efterlader sine holdkammerater og sin træner alene tilbage. Det er en læring i sig selv at tage ansvar dels for sig selv, dels for holdkammeraterne.
Så når vi seniorrækkerne, hvor både damerne og herrerne har spillere, der har været en del af dette projekt, siden de selv var u-10’er. Her finder vi spillere, der har haft fælles mål, spillere der har været i samme båd, spillere der er en del af fællesskabet, samværet og klubben. Her er reglerne også i fokus, og de diskuteres meget gerne med dommerne. Det er også her, du ofte hører fra en herrespiller: ”Hallo – jeg havde næsten ikke fat”, hvilket i virkeligheden betyder ”UPS, der flækkede jeg ham vist”.
Ringen slutter ved vores oldboys/veteran. Her er målet også det samme, om end jeg kan være usikker på, hvorvidt det er selve kampen eller øllene efter kampen, der er målet? Hvorom alting er, så er fællesskabet og samværet i fokus. Motion er også et vigtigt element, og jeg er sikker på, at tempoet i kampen unægteligt opleves højere for spillerne på banen end for tilskuerne på lægterne.
I løbet af sådan en søndag oplever man mange af de faser, som drengene fra HK Zulu også oplever på de tre måneder projektet varer. Alt fra at lære at kaste og gribe, koordinering og løb og til glæden ved at score et mål, til at vinde en kamp, til at være en del af et hold – med andre ord: til at opleve succes! Succesen handler ikke kun om at vinde alle kampe, men ligeså meget om læring og fællesskab. Jeg fristes til at sige: ”Vi taber aldrig – vi vinder eller lærer”! Og jo mere vi styrker hinanden, jo større styrke har vi.