
Arbejdet med at etablere kørestrømsledninger langs jernbanen gennem Brabrand løb i nat helt af sporet. Eller mere præcist: En rammemaskine, der rammer kørestrøms-fundamenter i jorden, blev afsporet og væltede. Det forstyrrede trafikken for regionaltoget, der først kunne køre kl. 6.45.
Banedanmark fortsætter arbejdet med at etablere kørestrøms-ledninger gennem Brabrand. Men i nat kl. 01.30 blev de nærmeste naboer vækket af en ekstra støjkilde, da den store rammemaskine fra entreprenør-virksomheden Aarsleff væltede i spor 1.
Beredskab Banedanmark blev straks tilkaldt, og det samme blev Banedanmarks undersøgelsesvagt.
”Trafikken kunne afvikles i spor 2 og spor 3, men GoCollective kunne først køre tog mellem Aarhus og Langå fra kl. 6.45. Der var normal trafik omkring klokken 7,” meddeler Banedanmarks kommunikationsafdeling.
Beredskab Banedanmark ankom kl. 03.55 og vurderede omfanget af skaderne. Der blev truffet beslutning om at bestille en BMS-kran til enten at fjerne eller få rammemaskinen på sporet igen. Kranen gik midt på formiddagen i gang med arbejdet.
Opfølgning mandag kl. 14.15
Banedanmark oplyser, at nattens uheld ikke ventes at medføre yderligere forsinkelser i arbejdet med etablering af kørestrømsledninger.
“Det vil sige, at vi forventer stadig at være færdige med at nedramme fundamenter til kørestrømsmaster mellem Hinnerup og Brabrand i slutningen af november. Når vi er færdige med det støjende ramningsarbejde i slutningen af november, fortsætter vi med at hænge køretråd op indtil marts 2025,” lyder det fra Banedanmarks kommunikationsafdeling.
“Ramningsarbejdet kan desværre ikke undgå at støje og skabe rystelser. Vi bevæger os dog løbende fremad, og det tager cirka en halv time under normale forhold at ramme fundamentet til en mast ned, inden vi rykker videre hen ad strækningen.”
Cirka kl. 15 ankom en stor kran, der skulle hjælpe rammemaskinen på fode igen.

