Den gode By i Gellerup er fuld af unge driftige iværksættere. En af dem er Ibrahim Öniz, som med virksomheden Yak Sport allerede har etableret sig som en af de store i Danmark inden for sportsrejser.
AGF, HB Køge, Brøndby, Lyseng og Viby IF. Det er nogle af de sportsklubber, som Yak Sport samarbejder fast med. Når klubberne skal sydpå og træne i stabilt varmt og solrigt vejr og med gode sportslige rammer, er det Yak Sport, de ringer til.
Ibrahim Öniz og hans svigerfar Hüseyin Teksen er de to nøglepersoner i Yak Sport. Gennem mange år har sidstnævnte taget sig af danske sportshold, når de ankom til træningslejr i Antalya i Tyrkiet.
I 2017 kom Ibrahim Öniz ind i billedet, og han har med sin baggrund som markedsføringsøkonom hjulpet med at udvikle forretningen og strømline det administrative arbejde. Det blev til Yak Sport.
”Vi har en ambition om, at vi skal vokse os store og meget gerne operere i flere lande. Navnet på virksomheden måtte gerne symbolisere et dyr – lidt ligesom Red Bull. Så blev det yak-oksen,” forklarer Ibrahim Öniz.
Fodbold og svømning
Yak Sport sender først og fremmest fodboldklubber af sted på træningslejre. Der er især tryk på i februar samt påske- og efterårsferierne, hvor holdene har mulighed og behov for at rejse. Men også svømmeklubber har fået smag for de gode forhold i Antalya, hvor der findes bassiner af olympisk standard.
Yak Sport booker fly, hotel og baner og har altid en fast guide, der hjælper idrætsfolkene, når de er kommet frem.
”Vi får ros for at tilbyde en høj service i forhold til prisen. Vi har 24 timers rejseleder-service og kan løbende tilpasse programmet, når der er brug for det. Og fordi vi selv taler tyrkisk, har vi en fin dialog med alle involverede dernede” fortæller Ibrahim Öniz.
Yak Sport har i løbet af 2019 haft langt over 1000 gæster af sted til især Antalya i Tyrkiet. Men sportsanlæg omkring Malaga i Sydspanien tiltrækker også en del hold.
Vil vokse i Skandinavien
Ideen til virksomheden stammer fra en samtale med den tidligere landstræner for det tyrkiske landshold, som opfordrede til at arrangere sportsrejser til Antalya, hvor der er fine sportslige forhold for især fodbold.
Stille og roligt er Yak Sport blevet en fin forretning, først og fremmest baseret på et fast samarbejde med en række danske sportsklubber. De sportslige rammer er noget nær perfekte sammenlignet med de udendørs betingelser i herhjemme i vinterhalvåret. Varmt solrigt vejr, fine græsbaner og en god hotelstandard er hovedelementerne.
”Vi skal udvikle os hele tiden for at være bedre end vores konkurrenter, både når det gælder software, automatiseringer og fornyelser af de tilbud vi har. Det er hårdt, men vi har aldrig haft så mange kunder som nu”, fortæller Ibrahim Öniz.
Han vurderer, at Yak Sport nu er det hurtigst voksende sportsrejsebureau i Danmark. Senest er man begyndt at have god kontakt også til tennisklubber, der skal af sted på træningslejre.
Næste skridt er at udvide virksomheden til også at kunne markedsføre sig over for sportsklubber i de øvrige skandinaviske lande.