Med hele 43,9 procent af stemmerne blev selskabet bag Grimfest, Den Grimmeste ApS, onsdag aften en suveræn vinder af Brabrand Erhvervspris. Virksomheden var i hård konkurrence med Buus Anlægsgartner, A. Enggaard og Brabrand Divisions Fodbold.
”Når den her pris kommer hjem og står på kontoret, vil den være en kæmpe motivation for os. Den er en anerkendelse af noget, vi har lavet sammen,” sagde festival-leder Aage Stokholm efter modtagelsen af Brabrand Erhvervspris.
Omkring sig havde han hele holdet, som sammen står bag Grimfest og de mange andre aktiviteter, der nu hvert år afholdes på Grimhøjgaard på kanten af Skjoldhøjkilen.
Office & Project Manager Mathilde Louise Golchin, administrativt ansvarlig Nette Frølund Nielsen og indkøber og pladsansvarlig Jeppe Munk Vestergaard udgør nu sammen med Aage Stokholm det faste team, der har gjort det muligt at skabe og udvikle de mange nye aktiviteter, der nu har gjort Grimfest til en stabil forretning.
Firmafester, sidste skoledag for afgangseleverne i hele Aarhus og enkeltstående koncert-aftener er nogle af de mange aktiviteter – ud over Grimfest, der i august 2024 for første gang i mange år var fuldstændig udsolgt.
”De forskellige aktiviteter giver noget bredde i butikken. Hvis vi kun var en årlig festival, ville det være svært at være fire fuldtidsansatte. Nu kan vi se, at vi har skabt en stabilitet og bæredygtighed. Det lykkedes vi med i 2024. Kan vi så også gøre det i 2025 og fremover? Det tror vi på,” sagde Aage Stokholm, som i mange år bar festivalen alene sammen med et stort antal frivillige.
”Det er lang tid, vi har gået og lappet alle hullerne i båden, så vi ikke synker. Nu har vi fundet en stabilitet i, at vi nu er fire, der kan løfte sammen. Vi har skabt en organisation, der gør, at vi kan holde et fast tempo i vores udvikling af de forskellige aktiviteter.”
”En kæmpe motivation for os”
Aage Stokholm har selv været nomineret til Brabrands initiativpris Karmaprisen flere gange. Men Brabrand Erhvervspris er noget særligt:
”Det er meget vigtigt for os at være lokalt forankret, og det har enormt stor værdi for os at blive anerkendt af det lokale erhvervsliv, som vi nu er blevet med den her pris. Det at folk omkring os nu siger, at vi er ”verdenskendt i Østjylland” er da helt vild rart – og at folk smiler og siger at Grimfest er fedt, er vi da utrolig stolte af,” sagde festivalchefen efter overrækkelsen af prisen.
”Den Grimmeste ApS er ikke bare en virksomhed, men er blevet en kulturinstitution og et samlingspunkt, der bringer noget unikt til Brabrand og Østjylland. Med Grimfest har Aage Stokholm taget en drøm om en hyggelig havefest og forvandlet den til et festligt samlingssted, der tiltrækker folk fra hele Danmark,” skrev Brabrand Erhvervsforening blandt andet i nomineringen.
”Det er jo en kæmpe motivation for os, at lokalområdet sætter pris på det, vi laver – og at vi kan slå så stærke konkurrenter, blandt andet det lokale fodboldhold, er da kæmpe optur,” sagde Aage Stokholm med et smil.
Projektleder Mathilde Louise Golchin tilføjede, at de hos Grimfest især glæder sig over motivationen for at blive nomineret – at Grimfest er værdiskabende for lokalsamfundet som meget mere end en festival: ”Det er et fællesskab og en hyldest til det nære,” lød det blandt andet.
”Begrundelsen er vi ret stolte af – at vi har kunnet bevare den autencitet, Grimfest har. På trods af vores vokseværk og udsolgte billetter vil vi jo bare gerne blive ved med at være Grimfest. Vi var spændte på, om vi kunne få plads til 1000 mennesker mere uden at sætte noget af det over styr. Men vi syntes, at det lykkedes – og prisen her er som en flot sløjfe at sætte på et stort år for os,” sagde hun.
En flyvende start på 2025
Hos Grimfest har de i løbet af de seneste dage fået et forvarsel om, at også 2025 kan blive et rigtig godt år for den lille festival. Da billetsalget åbnede i søndags, blev der på bare én dag solgt hele 521 ”early bird”-billetter – uden at der endnu er præsenteret et eneste musiknavn til festivalen d. 31. juli-2. august 2025.
”Det er virkelig en flyvende start for os. Uden at vi overhovedet har meldt nogle navne ud, er ca. en fjerdedel af vores kapacitet afsat. Det har vi aldrig prøvet før,” sagde Aage Stokholm.
Grimfest er dog snart klar med de første musik navne, der i december præsenteres enkeltvis som små og store adventsgaver.
Læs også: