For første gang i mange år har Brabrand Håndbold et hold med blandt de bedste i Jylland, og u14-drengene er kommet fantastisk fra start i 1. division. Men i virkeligheden er det ikke resultaterne, de to trænere fokuserer mest på.
Søndag eftermiddag kl. 13.30 spiller Brabrands u14-drenge topkamp i Brabrandhallen mod Skanderborg i Jyllands næstbedste håndboldrække. Kun én ud af fem kampe har holdet tabt efter oprykningen til 1. division.
Sejrene er ekstra imponerende, da de to trænere Christian Eriksen og Kenneth Sig kører holdet efter principper, der ellers normalt er forbeholdt breddeidrætten:
• Stort set alle 16 drenge i aldersgruppen får lov til at være med på førsteholdet, når de ellers passer deres træning.
• Ingen får lov til at sidde på bænken uden at komme på banen. Alle får lov til at spille mindst en halv halvleg.
• Spillerne specialiserer sig ikke som på så mange andre hold, men skifter ofte mellem to-tre positioner på holdet.
Det peger alt sammen hen mod en grundtanke om, at det vigtigste formål med et håndboldhold ikke er sejrene i sig selv, men at drengene udvikler sig som spillere og som unge mennesker.
Hovedansvarlig for holdet er Christian Eriksen, som i 10 år været ungdomstræner i Brabrand Håndbold. Han troede egentlig, at nu var det slut. Men så skulle u14-holdets træner Mikkel Christensen ud og rejse…
Ved sin side fik han Kenneth Sig, som tidligere har været ungdomstræner i klubben, og i mellemtiden har været en periode i både Skovbakken og AGF.
De har 16 drenge i årgangen, hvilket er lige få nok til de to turneringshold. Så der er plads til flere. Men de to trænere understreger, at de egentlig ikke er så interesserede i nye spillere, som kun kommer til Brabrand, fordi klubben har et elitehold.
”Vi vil helst have nogle flere lokale unge til at spille håndbold her i klubben. Det skal være nogle drenge, som kan se værdien i fællesskabet”, forklarer Christian Eriksen.
Fællesskaber på tværs
De to trænere holder fast i den utraditionelle tilgang, de mener på længere sigt vil føre til, at de unge spillere både kan tage ansvar for deres personlige udvikling som håndboldspillere, samtidig med at de lærer at prioritere fællesskabet i Brabrand Håndbold.
Trænerne fremmer fællesskaberne på tværs i håndboldafdelingen ved blandt andet at lade holdet træne jævnligt med u16-pigerne og andre gange med u12-drengene.
Det betyder dels, at hallen bliver udnyttet mest muligt, men først og fremmest giver det spillerne en oplevelse af at være en del af noget større og at kunne knytte venskaber på tværs.
Resultatet ser de, når håndboldafdelingen er til stævner, for eksempel Thy Cup mellem jul og nytår. Her møder spillerne op til de andre holds kampe og bakker dem op med klapsalver og kampråb.
Et andet resultat af den indstilling begynder håndboldafdelingen at se nu: U14-spillerne melder sig som dommere til de mindste årganges kampe og tager en tørn som hjælpetrænere, hvis der er brug for det.
”Vigtigheden af resultater bestemmer vi selv. Vi prøver at holde fokus på drengenes udvikling og at spille en god gang håndbold. Så må vi se, hvad det bliver til.”
Fight, indstilling og disciplin
Christian Eriksen og Kenneth Sig understreger, at den tidligere træner, Mikkel Christensen, har skabt grundlaget for den kultur, der præger holdet, og som de nu bygger videre på.
”Vi er her for at ha´ det sjovt, men vi er her ikke for sjov”, forklarer Kenneth Sig. Med det mener han, at det skal være sjovt og hyggeligt at deltage i træning og kamp. Men formålet med det hele er at lære at spille god håndbold.
Det betyder også, at der skal svedes igennem. Fight, indstilling og disciplin er i fokus. Spillerne lærer, at det er indstillingen, det handler om. Så kan de nærmest flytte bjerge.
Plads til andre fritidsinteresser De forsøger at skabe rammerne for, at drengene som enkeltpersoner føler, at de kan udvikle sig set i forhold til deres fysik og tekniske evner.
Samtidig er det vigtigt for de to trænere, at fællesskabet er sundt og hele tiden udvikles. For eksempel insisterer de på, at spillerne, når de kommer til træning, hilser på alle, og ikke kun deres nærmeste venner.
Trænerne forsøger også at blande dem godt og grundigt undervejs i træningen, så de lærer hinanden godt at kende – samtidig med at de passer sammen fysisk til de forskellige øvelser.
Tre gange om ugen samles de til træning. De fleste spillere kommer alle tre gange, mens nogle kun kommer 1-2 gange. Kenneth Sig understreger, at der skal være plads til, at nogle også har andre fritidsinteresser.
”Vi skaber rammerne, men de skal selv udfylde dem”
Imens vi taler, træner spillerne videre for fuld kraft. Og da træningen er slut, rydder de selv bolde og overtræksveste væk og går over for at sige ”tak for i aften”.
De to trænere ser tilfredse ud. Det er netop, hvad de prøver at opnå: At de unge spillere selv tager ansvaret for, at tiden i hallen bliver brugt godt. Og at det, der skal gøres, også bliver gjort.
”De er 14 år, og de skal selv tage ansvaret. Vi skaber rammerne, men de skal selv udfylde dem. For eksempel står de selv for løbetræning om onsdagen. Det er ikke effektivt endnu, men det kommer. De begynder at stille krav til hinanden om, at der skal være kvalitet i det,” siger Christian Eriksen.