
Når Gellerup Højskole torsdag d. 20. oktober inviterer til valg-event, bliver det uden de klassiske valgtaler. I stedet byder den kommende højskole på Gudrunsvej på et crash course i aktivisme – ud over at der som altid er fællesspisning med ”uhørt billige drikkevarer”.
Ingen højskole uden et valg-arrangement! Det er afsættet for Gellerup Højskole, der – selvom den faktisk endnu ikke er en rigtig højskole – alligevel torsdag byder ind i valgkampen med en aften for målgruppen, de 18-30-årige.
Her bliver det ikke de klassiske politiker-oplæg, der kommer i fokus – men i stedet vil deltagerne få en solid indføring i aktivisme.
”Jeg er nok lidt skeptisk over for, om traditionelle valgmøder rykker ret meget for unge, som måske skal ud og stemme for første gang. Jeg ser i stedet en ny måde at engagere sig på, der er meget mere resultatorienteret. Der skal komme noget ud af det,” siger Frederik Ravn Andersen, som med sine 29 år selv er en del af målgruppen.
Han er for nylig ansat på den sandsynligvis kommende højskole med opgaven at planlægge og gennemføre events for de 18-30-årige. Og torsdagens crash course i aktivisme er et af dem.
”Som højskole tror vi stadig på, at der er noget, der hedder den offentlige samtale. Men denne samtale er blevet meget mere aktivistisk – lidt som man så det i 1970´erne. Protesten har fundet en vej tilbage som en gangbar måde at handle på,” siger Frederik Ravn Andersen. Han peger blandt andet på klima-aktivismen som et eksempel.
”Man behøver ikke kun at bidrage ved at sætte dit kryds. Der ligger så mange flere muligheder for at være demokratisk aktiv. Og så svært er det heller ikke at blive hørt.”
Den Grønne Ungdomsbevægelse kommer forbi og fortæller om deres tilgang til aktivisme, og derefter er der workshops med sangskriver Rasmus Matthiesen og journalist og forfatter Dagmar Winther. Det hele begynder og slutter med langbords-hygge med mad og øl på bordet på Gudrunsvej 82.
”De fleste af deltagerne til vores arrangementer kommer, fordi de synes det er sjovt. Derfor er det afgørende, at vi er med til at skabe en hyggelig stemning. Men det er naturligvis rigtig fint, hvis man går hjem og føler, at man kan gå ud og gøre en forskel i verden,” siger Pia Katballe, som er daglig leder af Gellerup Forsamlingshus, der er forløberen for den kommende højskole.
Ambitionen er at skabe en klassisk dansk folkehøjskole, hvor den helt centrale målgruppe vil være unge mellem 18 og 30 år i tiden mellem ungdomsuddannelsen og den videre uddannelse. Målet er at kunne samle 120 højskoleelever på de lange hold og danne ramme om ugekurser, konferencer og et bredt folkeligt og udadvendt liv i Gellerup.
Læs mere om arrangementet via denne Facebook-begivenhed, hvor du også kan tilmelde dig.