
Værkstedet på Rørdrumvej er for alvor i gang med at indtage rollen som et både livligt og hyggeligt mødested midt i det mangfoldige kvarter omkring Brabrand Mejeri. Torsdag eftermiddag inviterede Værkstedet til åbent hus med mulighed for at opleve de forskellige værksteder.
Værkstedet ligger lidt gemt væk for enden af Rørdrumvej. Men for mange af de de faste brugere, førtidspensionister og folk på alle forskellige ydelser eller i gang med ressourceforløb, er stedet et fast holdepunkt i tilværelsen.
Og nu er Værkstedet ved at blive endnu et aktiv i lokalområdet. Her er altid en god stemning og tid til en snak, og det har stadig flere fundet ud af og dukker op med jævne mellemrum.
Torsdag eftermiddag var tilstrømningen ekstraordinært stor, da Værkstedet havde inviteret til åbent hus. Allerede før det berammede starttidspunkt begyndte det at myldre til med naboer, medarbejdere i Aarhus Kommune og andre, som var nysgerrige efter at opleve stedet indefra.
På upcycling-værkstedet kunne de høre om, hvordan blandt andet brugt arbejdstøj fra Stark og Moesgaard Museum bliver til sædeovertræk, batteriposer og alt muligt andet.
Og træværkstedet kunne fremvise nogle af de specialopgaver, medarbejderne løser for eksempelvis Aaby Sogn: Et gigantisk puslespil af træ, som børn og voksne kan muntre sig med i forbindelse med kirkens påske-aktiviteter. Og ikke mindst 10 kæp-æsler, som ligeledes skal bruges i kirken i løbet af påsken.

Værkstedets dygtige køkkenfolk havde bagt kage og solgte hjemmelavet marmelade til gæsterne. Og på cykelværkstedet kunne de besøgende opleve Værkstedets måske mest udadvendte aktivitet:
I løbet af det seneste år er de lidt slidte lokaler omdannet til et stort lyst og imødekommende cykelværksted og salgslokale for brugte, nyistandsatte cykler med og uden el.
Glæden ved at få noget til at virke igen
Her har 2-5 borgere deres daglige gang. Værkstedet er et trygt og rart sted at begynde at nærme sig arbejdsmarkedet efter perioder med bl.a. depression eller andre former for psykisk sårbarhed.
Godt støttet af cykelværkstedets leder, Andreas Svinth, kaster de sig over de mange opgaver. Stadig flere kunder kommer ind ad døren med deres cykel, der trænger til en kærlig hånd.
“Jeg skal jo helst lave så lidt som muligt,” siger han med et smil. Han er uddannet pædagog, men har desuden arbejdet med elcykler i ni år og er en opmærksom vejleder og støtte for de øvrige medarbejdere på værkstedet.
“Der er jo ikke noget formål i, at jeg selv reparerer alle cyklerne som på et almindeligt cykelværksted. Min opgave er at holde mig lidt i baggrunden og hjælper med at fejlfinde, hjælpe og støtte, når der er brug for det,” forklarer han.
“Så får borgerne glæden og succesoplevelsen ved at have løst opgaven og sørget for, at cyklen igen er klar og kan afleveres til kunden.”
Men I har samme ambition om at levere et godt produkt som alle andre cykelværksteder?
“Ja, helt sikkert. Vi kan selvfølgelig være lidt langsommere, så man skal være lidt tålmodig med os. Vi har borgere, som ikke nødvendigvis arbejder i det samme tempo som på andre cykelværksteder,” svarer Andreas Svinth.

Han fortæller om den personlige glæde ved at være med til at skabe et beskyttet værksted, der er så tæt på et rigtigt arbejde som overhovedet muligt. Og hvor de tilknyttede borgere oplever tilfredsheden ved at levere et produkt, som folk bliver glade for, samtidig med at man kan yde en god service.
“Og så er det en daglig glæde ved at få noget til at virke igen. Det kan alle jo godt li´.”
Mange flere nye kunder
Samtidig understreger Andreas Svinth, at der på cykelværkstedet også skal være plads til, at man lige sætter sig og får en kop kaffe og en snak. Fællesskabet er lige så vigtigt som selve produktet. Det skal være et rart sted at komme, både for borgerne, kunder og besøgende.
Blandt andet renoverer Værkstedet brugte elcykler fra Aarhus Kommunes hjemmepleje. De bliver gennemtjekket og sættes herefter til salg med et halvt års reparations-garanti.
Desuden tager Værkstedet sig også af cykler, som er fundet forskellige steder i byen, men ikke meldt stjålet. De får ligeledes et nyt liv efter at have fået en kærlig hånd på Værkstedet på Rørdrumvej.
Andreas Svinth oplever, at der de seneste måneder er dukket stadig flere helt nye kunder op. Det er især sket, efter at cykelværkstedet har fået indgang også fra Sylbækvej, hvor mange flere mennesker kommer forbi. Mange af dem stikker nysgerrigt hovedet ind for at høre om initiativet – og måske se på en god billig cykel.
